Endnu en topscorer fra Tejn

Året må starte på passende vis med endnu en øl fra Penyllan. Så er stilen ligesom lagt - men jeg kan nok ikke udelukkende nøjes med at drikke deres øl, desværre.

Roxy bourbon, 12 % old ale. Roxy eksisterer også i en rødvin og cognac udgave, jeg smagte for et års tid siden. Basisøllen er Natalie, som er lagret tre år på bourbon fade og derefter blended med en sur barley wine. Duften har indledningsvis tre dominerende elementer: chokolade, bourbon og syre. Syren er nok mest fermenteringsprodukt, men jeg synes også, der er noget mere ren frugt, måske surkirsebær. At drikke øllet er som at spise et stykke rigtig god chokolade med spiritusfyld. Det yderste tynde lag er lækker mørk chokolade; når skorpen brister, flyder en dejlig masse af spiritus (og ikke specielt bourbon præget) og frugt ud og omfavner tungen. Ved at massere tungen med væsken, kan chokoladen godt fremprovokeres, og en lidt skarp, bitter afslutning bestående af lige dele spiritus og mere ren bitterhed runder af, sammen med noter af træ. Penyllans langvarige fadlagring fjerner på en måde lidt af fylden, men denne er noget mere tyk end nogle af de andre, og sikrer en fløjlsblød mundfornemmelse, med lav karbonering. Samlet set over de 750 ml, der drikkes alene, hvilket er vilkårene, når min kære ikke rigtig kan være med på denne type øl, bliver bourbonsmagen måske lige en anelse for kraftig (lange sætninger øger lix-tallet). Det ender derfor med 5 store skumfiduser til en rigtig dejlig øl.

Jeg bliver også lige nødt til at kommentere flaskestørrelsen. Det er en ordentlig mundfuld at skulle igennem flasken alene. Størrelsen gør, at øllet bliver gemt i lang tid, til specielle lejligheder, hvilket selvfølgelig kan være passende med så gode øl. Jeg vil dog næsten tro, at jeg ville have større fornøjelse af mindre portioner af gangen, og dermed øge frekvensen af hvornår Penyllan kommer i mit glas. 

#2167

Afslutning på året 2019 - Penyllan

Penyllan blev for nylig kåret som årets danske bryggeri herfra, så derfor må det være passende at afslutte året på bloggen med at smage de to øl jeg hjembragte fra deres industrielle-pittoreske lokation på havnen i Tejn.

 

Terry, 6 % sour ale med hindbær. Når man skal anmelde Penyllans øl, skal alle sanser skærpes for øllene tilbyder mange nuancer i duft og smag. Duften fra Terry indeholder hindbær, syre, sherry, korn, træ og lakrids, lidt spøjst. Smagen er først intens frugt, hindbær med balsamico. Dernæst en pæn syrlighed der nok kræver tilvænning, men det stadie er jeg heldigvis kommet over. På etiketten bliver eftersmagen beskrevet som tør som te, og det kan jeg følge, med en let astringens i syren. Det er fuldt på højde med svenske Brekeriet, et andet favoritbryggeri, og nok også overgået, med hvad jeg fornemmer som en større dybde i smagsbilledet, hvilket vel også afspejler de 3-4 år den har været undervejs. Imponerende at starten til denne flaskes indhold gik i 2015. Fem skumfiduser.

 

 

Roxy, 12 % old ale, lagret på bordeaux- og cognacfade, og blendet med lidt syrlig barley wine. Penyllan vil heldigvis aldrig lade sig begrænse af stilarter og har her sammensat en festhumørbombe. Den præsenterer sig med rødvin(sfad) i næsen og en let kirsebærsyrlighed. I smagen er der mere sødme, næsten chokolade, sammen med sure kirsebær, mandel og mørkere frugter. Stadig mere rødvin end cognac, selv om der er en varmende alkohol i den forbløffende lette øl. Eftersmagen ender bittert fra træ og syre og let udtørring. Dejligt mix af sød chokolade og sure kirsebær, næsten som i små chokoladestykker med fyld. 5 skumfiduser. 

 

 

 

Værdig og passende afslutning, synes jeg.

 

#2079-2080

4. advent 2018

Så er det fjerde og sidste advent for i år og dermed sidste smagning af Penyllans produkter. Det er godt at det er en fridag i morgen, for det ser stort og tungt ud på forhånd.

Natalie, 12 % old ale. Gæret med belgisk trappist gær og sekundært fermenteret med vildgær i bourbon- og cognacfade. Dyb, maltet duft med rosiner, svesker, vanilje, chokolade og kokos. Fornemmer også noget alkohol men mest som noget (rød)vinøst. Smagen er mindst lige så kompleks og sammensat. Først noget tør, bitter mørk chokolade, hvor mørke tørrede frugter er et delelement. Dernæst smager jeg fadlagringen, med et fint strejf af sødlig, alkoholisk bourbon, men langt fra så bombastisk og næsten vulgært som det ofte opleves. Vildgæringen er meget undertrykt, jeg kan næsten ikke smage og den bidrager måske kun til en smule mere karbonering end hvad old ale ofte har, nemlig ret flade. Syrligheden fra det vilde ligger nok sammen med alkoholen og samlet giver de fint modspil til den indledende sødme, der som nævnt ikke er voldsom. Den her synes jeg de er lykkedes bedst med af de fire, så derfor belønnes den med 6 skumfiduser. Det er meget sjældent at jeg synes, at lagring på bourbonfade giver mening, men her er det endt godt.

#1923

Amager bryghus 10 år - anden del

Vores allesammens yndlingsbryghus på lorteøen, Amager Bryghus, har holdt stand og ikke mindst fanen og barren meget højt de ti år, de har eksisteret. Tidligere på året udgav de tre øl som første led af egen festligholdelse af deres jubilæum. To af de tre øl smagte mig godt, mens den tredje skuffede en del. De samme tre øl blev hældt på fad, og er blevet udgivet her sidst på året, med følgeskab af yderligere to fadlagrede festøl. Lad mig knappe op og se, hvad turen i fadene gør ved øllet.

MurpHill 2017 ed., imperial rugporter, lagret på friske bourbonfade. Grundbryggen er Rugporter, en øl lavet i samarbejde med Shaun Hill og Mike Murphy, som jeg vist aldrig har fået omtalt på bloggen, men svagt erindrer at have smagt. Den er tidligere blevet smidt på tønden og trukket op igen som en MurpHill, men denne gang i en let modificeret 2017 udgave. Det første duftindtryk sagde voldsom lakrids, men også mørke frugter, kaffe og bourbon. Den smager ganske indledningsvis af mørk chokolade type sødme og kaffe, der overhales både inden- og udenom af fadlagringens tilførte elementer af ren bourbonsmag, let træ og desværre en del vanilje, der sammen med den amerikanske bourbon for mig trækker i den modsatte retning. Jeg har efterhånden lært både at acceptere og i en del tilfælde nyde og endda elske fadlagrede mørke øl, men når vaniljeorkideen bidrager med smag i en blanding med sydstaternes svar på det skotske højlands ædle drik, så tilføres det efter min ydmyge og ganske personlige mening ikke noget til øllet. Jeg kan godt være bange for, at resten af øllene i denne anden halvleg kommer til at blive bedømt efter samme skabelon. Grundbrygget her er dog ganske fint og bliver ikke decideret ødelagt, så jeg kan godt, trods de harske ord, stå inde for de fire skumfiduser jeg kaster efter den første jubilæumsoplevelse i anden halvleg.

Maureen, The Maverick Moonshiner, 12 % bourbon fadlagret dobbeltmæsket russisk imperial stout. Her er det Dario, the Dark Don, fra første del af jubilæumsudgivelserne, der har været på bourbonfade. Duften er tung og formår næsten ikke at kravle op over glassets kant. Mørk chokolade, mørke, våde frugter, kaffe, ikke så meget lakrids som i Dario, men til gengæld en let bourbonduft, der holder sig til antydningens kunst. Det er det samme jeg genfinder i smagen, i pænt afstemt indbyrdes forhold. Kaffen er lidt mere fremme i smagsbilledet end i duften, og man mærker også de meget mørkt ristede malte. Bourbonen er også smagsmæssigt mere en medspiller på holdet end en ego-centriker som Zlatan. Det kan være, at den dobbeltmæskede bryg er så fyldig, at den kan suge og indkapsle flere af fadets aftryk, så det faktisk ender med at blive ganske vellykket. Det er over et halvt år siden jeg smagte Dario (og de øvrige i første del), så jeg kan ikke direkte sammenligne. Men det er en ret lækker øl, der må få 5-6 skumfiduser, hvilket er en halvkarakter mere end Dario.

Christopher, The Crimson Crooner, 11 % bourbon fadlagret barley wine. Her er det Marianna, The Moody MILF, der er udgangsbrygget. Den brød jeg mig ikke særlig meget om i ren udgave. Må se om turen i bourbonfadene har forbedret den. Der står stadig en meget sødlig-klistret duft op ad glasset og her iblandet tydelige bourbonnoter, der heller ikke ligefrem er kendt for deres opfriskende karakter. Smagen er også fortsat sød og klistret. Lidt væk er bananen og tyggegummien fra Marianna, heldigvis. Der er nu noget modspil fra sydstatswhiskeyen om man så kan lide den lette blanding af røg og halv-vammelhed, som jeg forbinder med den nye verdens forsøg på at efterligne original whisky. Samlet ender bryggen som en kende mere drikkelig end udgangspunktet, men den bliver aldrig hverken en crowd- eller ganepleaser hos Dude Beering; dertil er den for sød, tung og lagret på forkerte fade. Den "beholder" sine tre skumfiduser.

Patrizio, The Persuasive Peacemaker, 10,5 % bourbon fadlagret old ale. En remaket Cody the Crooked Cop fra første halvleg. Den var ganske vellykket og de samme duftindtryk fra den af karamel og figner er bevaret og naturligt tilført lidt fra fadene som duftmæssigt giver lidt vanilje og en smule bourbon. Stadig en voldsom væske at ryste indenbords, med masser af malt, karamel, mørke frugter samt vanilje, træ og bourbonsmag fra fadlagringen. Sidstnævnte kan mærkes men er knap så voldsom. Muligvis har den dræbt den let syrlige smag jeg kan se at jeg smagte i Cody. Stadig en øl der skal nydes med måde - dens fylde gør nok, at den bedre favner bourbonen som forekommer integreret og ikke udstikkende. Den beholder samlet ligeledes sin karakter fra den rene udgave: 4-5 skumfiduser.

Paul the Packing Piano Player, 8,7 % bourbon fadlagret rugstout. Sidste øl står også alene, skal ikke sammenlignes med en ikke-bourbonlagret udgave. Rettelse: PtPPP er en fadlagret udgave af Rye King, som jeg smagte for en del år siden. Jeg dufter bourbon, røg men også lidt frisk humle vifter forbi som en flygtig brise. Knastør smag, jeg mærker næsten indersiden af fadet raspe min mundhule. Træ, røg, kaffe og bourbon; sidstnævnte forekommer i denne bryg mere "frisk" eller knap så vammel og giver faktisk øllet et ekstra pift. Ret bittert, sikkert både fra humle, fad og bourbon. Som alle de foregående er det ikke en sommerbælleøl, men noget der skal nydes i små nip. Denne bringer mig nok mest glæde af håndfulden efter Maureen og må belønnes med 5 skumfiduser.

Jeg fik efter denne omgang med Amagers heftige fejring af deres første 10 år bekræftet, at bourbon og øl sjældent virker godt for mig. Der vil givetvis være andre, der ser en fortrinlig symbiose i blandingen og dem kan jeg kun være en smule misundelig på. Det gik fint et par af gangene, men det bliver hurtigt for påtrængende synes jeg, og når så bourbon i forvejen er en misforståelse, så er det op af bakke. Men, det sagde jeg om al fadlagret øl tidligere, så derfor kastede jeg mig ud i det for at se, om ikke jeg også kunne smage lyset. Det kan jeg måske næste gang, men endnu er jeg for umoden.

#1688-1692

Bøllingsø Bryghus

Bøllingsø Bryghus er fra Engesvang i det midtjyske søhøjland. Da jeg var på visit i området for nylig stødte jeg på et større udvalg i en lokal SuperBrugs - der var vist et dusin varianter. Tilbud på tre for 100 kr., og det nøjedes jeg med. Da jeg kom hjem erfarede jeg, at jeg tidligere har haft næsen i en øl fra dem og det var desværre lige netop en af de valgte (Rakkeren) som ikke skal omtales ret meget mere her. Derfor må dagens triplet være i lightudgaven på to.

Natskygge, 6 % old ale. Ikke en øltype jeg kan påstå at jeg har gjort mig meget indenfor. De to øl af typen, der figurerer på bloggen, er begge opslået/drukket indenfor et halvt år siden. Duften er ret maltet, med kiks og karamel. Det er klart også malten der driver smagen, med brød, karamel, og så er der lidt krydrede og bitre elementer som nødder og græs og den letteste smag af solbær. Ikke frygtelig bitter og er ret lavt karboneret, men fin og fyldig. Efter at have læst op på hvordan en old ale skal være komponeret, rammer Bøllingsø det meget godt, og hvis man trænger til en blød og blid, lettere sødmefuld maltbombe, ja så er det her, man skal smage. 3-4 skumfiduser.

Stovt jubilæum, 7 % stout. I ølbloggeruniverset kunne man mistænke det for at være en hyldest til Danmarks nok bedstskrivende ølblogger, Stovt? Påfaldende duft indeholdende røg, mørk malt og lidt kaffe. Smagen er røget, næsten brændt træ, lakrids, ikke særlig megen sødme og en bitter afslutning. Der er en svag undertone af noget frugtigt-spruttet. Det er mange smagsindtryk i en egentlig ikke særlig fyldig øl, men den forstår at omfavne dem alle med kærlighed, som man jo altid kommer længst med. Fire skumfiduser til en ganske hæderlig stout.

Rakkeren smagte også denne gang lidt fesent og ville ikke have opnået højere karakter end første gang (følg evt. link længere oppe). Desuagtet laver Bøllingsø gode øl, som de godt kan være stolte af i området. Jeg ville godt have prøvet nogle flere, men det må måske vente indtil næste gang jeg kommer til SuperBrugsen i Them?

#1552-1553

Amager bryghus 10 år - første del

Amager bryghus fylder 10 år i år og det fejrer de med udgivelser af nogle jubilæumsøl, der har mafia som tema på etiketteteksterne. De har altid været en favorit her på bloggen og er klart det bryggeri, der har optrådt flest gange - i skrivende stund er etiketten brugt på 45 indlæg. Her anmeldes de tre første jubilæumsøl. Det forlyder, at der senere på året kommer fadlagrede udgaver af dem. En bonusøl, der var så længe om at gære færdig, at den blev sluppet samtidig med festlighederne på bryggeriet, omtales på et senere tidspunkt.

Cody, the crooked cop, 9,5 % old ale. En engelsk øltype som jeg sjældent har smagt før. Minder lidt om barley wines men er ikke helt så alkoholstærke, omend der er overlap. Jeg mærker karamel og figner i duften. Den smager meget maltet men sødmen bliver holdt stangen dels af alkoholen, der har et varmende præg, dels af noget tørret frugt og dels af noget let syrlighed, som nok skyldes anvendelse af Brettanomyces som kan anvendes i typen netop for at tilføre syrlighed. Den er tør og der er tanniner, der giver et let astringent præg. Øllet er meget lidt karboneret. I sandhed en nydeøl som skal drikkes med måde, men man slynger heller ikke et glasfuldt indenbords i en omgang. Velkomponeret og kompleks. 4-5 skumfiduser.

Marianna, the moody MILF, 10 % pale barley wine. En smag med dominerende banan, tyggegummi og klistret sødme. Så tror man umiddelbart at man har noget belgisk blonde i glasset men en temmelig kraftig frugtig-vinøs aroma og spruttet smag afblæser fejlorienteringen. Men det er ikke som det jeg normalt får i glasset når jeg smager barley wines. Fylden og sprutten er viklet ind i den klistrede sødme, og det får den til at fremstå mindre skarp end normalt. Jeg kan som regel godt få association til vin, men her er det nærmere som at smage ungernes bålristede skumfiduser. Det ender derfor ikke som nogen specielt god oplevelse for mig, og Amager får en sjælden lav tildeling på tre skumfiduser for denne.

Dario, the dark don, 11 % double mashed imperial russian stout. Der er gode erfaringer med dobbelt-mæsket øl fra Amager, så denne spænder forventningerne næsten til bristepunktet. Der er umiddelbart en anseelig mængde lakrids først i duften og siden i smagen. Det er sødt, både i malt og lakrids. Der er duft og smag af tørret frugt. Der er ristede noter henover som tager toppen af sødmen, så den ikke bliver kvalm. Der er bitterhed, som er en skønsom blanding af humlen og den intense, mørke og brændte malt. Det er fristende at sammenligne den med deres Double Black Mash og som jeg husker den, er den en tand mere krævende og knap så pleasende - har noget mindre sødme og lakrids upfront end Dario. Jeg tror det er en dagsformafhængig sag hvorvidt man synes den ene er bedre end den anden. I aften, på årets længste fredag, synes jeg den ender på fine 5 skumfiduser.

Selv om der i min mund var en enkelt svipser, kan man kun sige tak til Amager for at de giver os ølelskere sådanne nogle fine fødselsdagsgaver  - eller giver er måske så meget sagt uden tilføjelsen "mulighed for at købe". Jeg returnerer gerne med et stort tillykke med den første dekade.

#1503-1505

Óllenaut

Det estiske bryggeri Óllenaut har været på bloggen en gang før. De gjorde det OK, så da Høkeren i Ravnsborggade havde nye flasker på hylden, blev de lovet en tur på bloggen.

Sesoon, 5,3 % rug saison. En lidt diskret saison duft af græs, jord og gær er blandet op med let citrus fra humlen. Samme let jordslåede indtryk går igen i smagen, der er mere frisk end beskrevet, med let aromahumlesmag og medium bitterhed fra de anvendte Cascade og Simcoe humler. Jeg fornemmer en anelse anis og banan, med brød og korn. Noget diskret, og det lettere forfriskende element, man normalt finder i en saison, er lidt fraværende. 3-4 skumfiduser.

Rukki Kuningas, 7,7 % old ale. Jeg får lidt blandede indtryk fra duften. Først noget metallisk, næsten blod, men når det er dampet af en mere behagelig malt hvori jeg også fornemmer lidt alkohol. Smagen er desto mere ensrettet. En næsten ren maltsmag, men dog med lidt gæret frugt i bunden og karamelsødme. Krydderier som koriander og lakrids findes i den bløde bryg, der slutter af med en ren humlebitterhed. Den er nu ikke så tosset endda med den ensrettede, lagdelte smag, der starter sødligt, går henover det krydrede for at slutte bittert. 4-5 skumfiduser til den.

Godt at se nogle øl udenfor det "obligatoriske" repertoire hos mikrobryggerier. Kom gerne igen - der er opført nogle og fyrre varianter på RateBeer - jeg smager gerne flere!


#1438-1439