Øldysten #7

 Så tager vi en runde pilsner, som en del går og synes er den bedste øl, man kan få, og at de i det hele taget meget bedre viser en bryggers evner. En god pilsner er god, men opvokset med mastodonternes generiske kilometervarer, så har jeg veget i en stor bue uden om dem lige siden bloggens start og også før det.

Der er fire deltagere og lad os uden videre løfte på metallåget for den første.

Neu, 5 % tysk pilsner fra Bad Seed Brewing.

Udseende
Flot gul, en anelse tåget, og med fint hvidt skum.

Duft
Kiks, græs, grøn humle, og en svag sødme.

Smag
Let sødt brød, med grøn bitterhed fra de mellemeuropæiske humler Hallertau Mittelfrüh og Tettnang. Let melon som sødt islæt. Svag til let slutbitterhed. 

Karbonering
Godt karboneret, med en næsten cremet mundfylde.

Samlet indtryk
Den er god, den her. Hvis det var det, som blev produceret i mange år af de store, så ville vi måske ikke have fået den revolution, vi har oplevet. Godt for det, og tak til Bad Seed for at vise, hvad man kan med en pilsner. Fem store skumfiduser.

Bitterblumen, 4,8 % nordtysk pilsner fra Slowburn Brewing Co-op.

Udseende
Lys gul, let tåget, stabilt hvidt skum

Duft
Svagt lyst brød, svage noter af græs. Diskret.

Smag
Afdæmpet. Lyst og let sødlig brødsmag, en meget svag citrusnote. Let bitterhed til sidst.

Karbonering
Medium karboneret, blød mundfylde.

Samlet indtryk
Fin øl, men måske ikke så meget spræl i den. Sådan set lækker nok, og en god tørstslukker. Fire skumfiduser.

Organic pilsner, 4,8 % fra Gamma Brewing. Humlet med de nyere og i hvert fald ikke traditionelle sorter Smaragd og Mandarina Bavaria.

Udseende
Næsten citrongul, og næsten helt klar, med hvidt skum.

Duft
Svag duft af brød og græs, med en tydelig svag note af blød citrus.

Smag
Smagen er mere drevet af humle end hvad man normalt finder i pilsner, i hvert fald en anden slags humlesmag. Der er fine citrusnoter af den milde slags, og nedenunder dukker noget mere klassisk græs, brød og krydring frem. En lidt sjov smag, som først bemærkes sent, kunne være anis og tobak, som Smaragdhumlen angives at bidrage med. Ikke megen bitterhed.

Karbonering
Medium karboneret, og blød mundfylde.

Samlet indtryk
En puritaner vil muligvis slå korsets tegn foran sig, for selv om det ikke er vildt, er pilsneren som type nyfortolket, især med den nænsomt doserede Mandarina Bavaria. Som øldommer ville jeg have været nødt til at trække i bremsen, men her drikker jeg for sjov og nydelse, og så går det an. Igen en fin, og ikke for alkoholstærk sommerøl til varme dage i haven eller på altanen. Fire skumfiduser.

Octopils, 5,1 % italiensk pilsner fra Slowburn Brewing Co-op. Har muligvis indsnuset en enkelt af denne type før, uden rigtig at vide, hvad der definerer den understilart. Kort fortalt, er det en lys pilsner, tørhumlet med mellemeuropæiske humlesorter. En længere artikel har flere detaljer med: https://www.hopculture.com/what-is-an-italian-pilsner/ 

Udseende
Lys gul (billedet snyder), næsten klar øl, med prægtigt skum. 

Duft
Meget diskret i duften, fornemmer kun svage brødnoter, meget let grønt græs og en smule frugt. 

Smag
Næsten lige så diskret i smag som i duft. Vel egentlig en meget typisk pilsner, med en kende mere slutbitterhed end de andre. 

Karbonering
Mellem karbonering, dejlig blød mundfylde.

Samlet indtryk
Tja, jeg har jo lige skrevet, at jeg ikke har puttet dommergebisset i munden, men når nu jeg som glad blogger støder på noget nyt, så skuffer det mig lidt, at ikke kunne smage noget særligt. Øllet er ikke dårligt, det er godt brygget, men den samlede forventning står ikke mål med oplevelsen. Tre skumfiduser.

Vinderen blandt de fire konkurrenter, der alle bryggede en god øl, blev kåret uden VAR. Bad Seed Brewing har med deres Neu fuldt fortjent sejren.

#2245-2248

Mission Session #6

Slowburn byder ind med hele tre session ipa til min mission, der nok snart fuldføres, her inden sommeren for alvor starter.

In dog we trust, 4, 6 % session ipa. Brygget i anledning af 10 års jubilæet for The Barking Dog (cocktailbar på Nørrebro). Kun en svag aroma og en tilsvarende diskret smag fra brygget, mest bestående af let citrus og meget let fyrrekogle. De på dåsen beskrevne smagsnoter af mango fanger jeg ikke. Jeg er glad for, at det er en klar øl, og ikke en sovset neipa-type, men der mangler lige lidt mere smag, også under hensyntagen til, at det er en session. Det smager godt, men for lidt. Tre skumfiduser.

Kintsugi, 4,7 % session ipa. Kintsugi er en traditionel japansk teknik, hvor ødelagte keramikskår samles igen med lim i guld. Grundlæggende handler filosofien om at se skønheden i det uperfekte. Så er vi over i det lidt mere uklare øl. Og tro mod neipa stilen er der mere smag end bitterhed. Og med den meget diskrete, for ikke at sige forsvindende smag, så må IBUen være nede på etcifret måling. Det ellers bløde bryg har noget tropisk islæt og måske en lidt gammel humle. Til forskel fra foregående, der var tappet en måned før konsum, har denne resideret fem måneder i dåsen. Men tak til Slowburn for at skrive tappedato, og for kun at give 6 måneders bedst før dato. For at vende tilbage til navnet, så burde jeg jo nok se skønheden i det uperfekte, men det bliver heller ikke til mere end tre skumfiduser til en for anonym øl, der som sådan intet er noget i vejen med.

Solid ground, 4,8 % session ipa. Endnu en 0,1 % stigning i alkoholprocent. Fin klar øl, der skiller sig ud fra de to andre med en snas mere citrus i smagen og en bitterhed svarende til den første. Men ellers er vi i den introverte afdeling, hvor man ikke har behov for at gøre så meget opmærksom på sig selv. Synd, for den har et uforløst potentiale. Tre skumfiduser. 

 

Slowburn scorer langt fra hattrick med denne triplet, desværre. De lagde ellers godt ud i seriens andet indlæg med deres Helios. Og hatten af for, at tre af deres fire øl, der er med i denne serie, ikke er mudrede neipa-typer.

#2220-2222

Mission session #1

Kan du huske gamle dage? Øl var ikke noget man smagte på, man lukkede bare flaske og mund op og hældte i. Virkningen var det man søgte, og selv om man kunne rumme meget, levede man ofte op til sloganet fra studenterbaren: kold før tolv …

Nutildags er situationen en helt anden. Men jeg savner nogle lette øl, der smager af noget, selv om de ikke rummer en næsten standard 6-7 % alkohol eller det, der er værre. Derfor vil jeg i den kommende tid/måneder fokusere på øl, hvor alkoholprocenten er under 5 %. Første kategori er måske den sværeste, nemlig ale af forskellig slags, men nok primært de humlede. De dejlige humlearomaer og -smage gør sig bedre i de lidt tungere øl, men det må være muligt at finde noget, hvor det hele ikke fordufter med det samme. Har været heldig tidligere ved enkelte lejligheder, men nu går jeg systematisk og målrettet til værks. Der vil her udelukkende blive smagt på danske øl.

Flåneur, 5,3 % hazy session ipa, i serien Sorcerer's Lab fra Amager bryghus. Allerede ved første ophæld går det galt, da jeg har læst forkert på dåsen og den indeholder øl, der er stærkere end forudsætningen. Duften er let og frisk ananas og passionsfrugt, og ved let omryst dukker lidt spøjst noget solbær frem. Det er lige så fint og frugtrigt i munden, med samme smagsindtryk og også i den anden afdeling af det olfaktoriske system finder jeg solbær. Det hazy giver en vis mundfylde af den bløde slags som formår at holde på de fine smage, uden at det ender som det rene frugtsaft. Dertil er slutbitterheden for stor. Meget fin øl til 4-5 skumfiduser, men den falder desværre udenfor serien og dens eventuelle slutkåring af noget man vil kunne kalde vinder. Dette indlæg må derfor ses som et første nedtrapningsskridt, førend det går løs for alvor. 

Helios, 4,4 % session IPA fra Slowburn Brewing. Helios er i græsk mytologi og religion solens gud og personificering. Derfor passende med en fin solsikke på dåsen. Ikke voldsom megen duft fra den klare øl, lidt grapefrugt og samme, lidt spøjse, skarpe solbær som foregående. I smag en mere klassisk tilgang til IPA, med en tydelig, tør bitterhed, "grøn" humlesmag (de skriver selv floral på dåsen), og lyst brød. Fint med en øl, der skiller sig ud fra det store uklare, hazy IPA-hav, uanset hvilken styrke farvandet måtte rumme. Men som session mangler den naturligt nok lidt rygrad, som en voksen west coast IPA ville kunne tilbyde. Men 4 pæne skumfiduser til den.

#2206-2207

Øldysten #6

Lige som i den fjerde øldyst, er samme bryggeri at finde på begge sider af midterlinjen. Slowburn Brewing leverer to forskellige west coast IPA. En undertype, der har været fraværende og savnet, men måske er den ved at få et comeback? Jeg skal nok aftage en broderlig part ...

Shoulders of giants, 6,3 % ipa. 

Udseende:

Let tåget, gul, med et fint hvidt skum.

Duft:

Harpiks først og fremmest, med citrus og brød. Klassisk duft.

Smag:

En i forhold til de nymodens new england ipa'er ren, stram og bitter smag, hvor harpiks, fyr og kogle dominerer, med en snas citrus og en nogenlunde fyldig maltsmag.

Karbonering:

Pæn fyldig krop, med en medium karbonering.

Samlet indtryk:

Her er vi tilbage ved start, og det gør ikke noget, at jeg ikke indkasserer 5 dåseøl. Det er klassisk, det er rent, og der tages ingen fanger. Hvis man er vokset op med new england ipa skal man nok lige vænne sig til bitterheden og den manglende frugtsaft. 5 skumfiduser.

Planet Caravan, 6,3 % ipa, og her der en medspiller i form af Væskebalancen Bottleshop.

Udseende:

Det er ikke udseendet der bliver den udslagsgivende faktor, for det er en tro kopi af modstanderens.

Duft:

En anelse mindre harpiks giver plads til ananas og grapefrugt, og lyst brød.

Smag:

Smagen er også en tand mere venlig, med et fint skvæt frugt (grapefrugt og melon) oven i harpiksen og bitterheden. Malten mærkes som lyst brød.

Karbonering:

Samme fyldighed som foregående, men en lidt blødere mundfornemmelse.

Samlet indtryk:

Ingen tvivl om, at øltypen er en west coast, for der er stadig masser af bitterhed. Der har dog lige sneget sig en smule, men kun en smule, frugtige noter med i glasset, og det gør sådan set ikke noget. Endnu en dejlig øl, der ikke fortjener mindre (eller mere) end dens kombattant; 5 skumfiduser.

Hvem skal så udses som vinder? Det er ikke helt let, men Shoulders of Giants giver mig den rene vare, som det er længe siden, jeg har fået, så den finder vej øverst på podiet. Tak til Slowburn for at vende tilbage til rødderne. Ret pæne etiketter, i øvrigt, på begge dåser.

#2203-2204