lørdag den 19. juli 2014

Stronzo in memoriam

Stronzo indgav konkursbegæring for en måneds tid siden. De nåede at eksistere i 2½ år og bryggede mange gode øl - en hel del af dem anmeldt her.

Man må håbe at de som fuglen Fønix rejser sig fra asken. Da jeg kort efter nyheden var i Barley Wine, hamstrede jeg hvad de havde fra bryggeriet, som jeg (troede) ikke havde smagt før.

MacGyver, 8,4 % dobbel ipa. Lidt fyrret duft, men også noget henad sur karklud. For at være en dobbelt ipa er den ret let og malten er ikke særlig fremtrædende. Til gengæld en vis form for spruttethed med solbærsmag inden en tør, let harpikset smag fra humlen gør sig gældende. Der er ikke fuld power som i de bedste/værste amerikanske varianter, men man vil heller ikke kalde det diskret. Humlen er også krydret med et blomstret aftryk. God ipa men ikke overvældende original. 4 skumfiduser. Drukket fra fad før og anmeldt - en lidt bedre karakter denne gang.

Rørhøne, 5,5 % spelt IPA. Med både normal bygmalt samt spelt- og hvedemalt. Stærk tør duft med harpiks. Føles lækker blød i munden. Smagsindtrykkene er også gode på den lækre og bløde måde, med en fin sødme fra malten og en fin snert af humle, hvor smagsindtrykkene er de djærve henad koncentreret harpiks men i en afmålt dosis der spiller op og sammen med malten. Ender således heller ikke med en afbrændt mundhule. På en måde lidt mere dIPA end MacGyver og i hvert fald bedre afstemt. 4-5 skumfiduser.

Batch #13, 9 % imperial stout. En del røg i duften. Medium fyldig og cremet væske, der er fyldt med smag. Primært en røg som fra de gode whiskyer, god mørk chokolade, let lakrids og meget let vanilje. Der følger en tør afsluttende bitterhed som er humlens bidrag til festen. En vis mængde sprut smages og i brygget. Det er svært at sige om det er en sødlig eller en syrlig udgave af mørkt øl, røgsmagen stjæler fokus, uden det dog overhovedet bliver for meget. Men vi er nærmere røgøl end en typisk imperial stout. 4-5 skumfiduser.

MacLovin, 8,7 % skotsk ale. Den anden skotske inden for kort tid. Denne dufter sødligt og næsten lidt af sur karklud! Det er så heldigvis ikke det smagsløgene udsættes for. Initielt sødme, chokolade, der efterfølges af noget svagt syrligt frugt. Eftersmagen er ikke udpræget bitter, men er ret tør. Ikke samme stil som  foregående, men mere noget porter + IPA = dark IPA, men noget tyktflydende end det. Spøjs, men ikke dårlig, smagskombination. 3-4 skumfiduser.


#722-724

Ingen kommentarer:

Send en kommentar