mandag den 16. juni 2014

Engelske ales

Ved et af mine besøg hos Høkeren fik Gyda omtalt engelske ales i så positive toner, at jeg satsede og købte fire fra Greene King, selv om mine erfaringer med de traditionelle typer ikke er positive. Og lad mig bare røbe, at jeg heller ikke så lyset denne gang, men på den anden side heller ikke fortrød.

Noble, 5,0 % lager og så selvfølgelig lidt uden for indlæggets tema. Ikke megen duft fra glasset. Lidt stram græs. En noget klassisk lager øl men med en fin krisp tone af citrus der blandes godt med græssmagen. Der er en let sødlig undertone til stede med banan og nellike - lidt som en hvedeøl. Den anvendte Tettnang humle må være smagsgiveren. En mere karakterfuld øl end den typiske lager, men ikke noget der som sådan rydder nogen forsider. Tre store skumfiduser.

St Edmund's Golden Beer, 4,2 % ale. Brygget med Cascade og First Gold humler. Dufter ret entydigt af citrusgulvvask! En meget let og frisk ale, med en let perlende kant af citrus som mest markante smagsgiver. Dermed en frisk og letdrikkelig øl. Synes at erkende at den er en kende mere "fedtet" eller viskøs end foregående lager, hvilket giver den en lidt anderledes mundfylde. Men stadig en meget let og uprovokerende øl, der nok i visse situationer vil gøre glimrende fyldest, men som et i et historisk perspektiv nok risikerer at gå i glemmebogen ret hurtigt. 3 skumfiduser.

Strong Suffolk, 6,0 % dark ale. Let æbleduft. Frugten går igen i smagen, der dog er ret maltet, med noget spruttet undertone og mørke bær og lidt lakrids. Den mellemfyldige bryg rummer de lidt strittende smagsindtryk fint. 4 skumfiduser.

Yardbird, 4,0 % pale ale. Skulle være inspireret af de amerikanske udgaver. Let citrusduft på den opvaskemiddelagtige måde! Ikke overraskende en let bryg, der indleder lidt tørt-bittert, mens som derefter frigiver nogen maltsødme på en let frugtig måde. På en måde lidt omvendt for det er den lette sødme, der er mest udtalt i eftersmagen, dog uden at den tørre bitterhed helt forsvinder. Med de få procenter er det lige før man kan give skolebørnene den med i madpakken! 3 skumfiduser.
#706-709

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar