Året må starte på passende vis med endnu en øl fra Penyllan. Så er stilen ligesom lagt - men jeg kan nok ikke udelukkende nøjes med at drikke deres øl, desværre.
Roxy bourbon, 12 % old ale. Roxy eksisterer også i en rødvin og cognac udgave, jeg smagte for et års tid siden. Basisøllen er Natalie, som er lagret tre år på bourbon fade og derefter blended med en sur barley wine. Duften har indledningsvis tre dominerende elementer: chokolade, bourbon og syre. Syren er nok mest fermenteringsprodukt, men jeg synes også, der er noget mere ren frugt, måske surkirsebær. At drikke øllet er som at spise et stykke rigtig god chokolade med spiritusfyld. Det yderste tynde lag er lækker mørk chokolade; når skorpen brister, flyder en dejlig masse af spiritus (og ikke specielt bourbon præget) og frugt ud og omfavner tungen. Ved at massere tungen med væsken, kan chokoladen godt fremprovokeres, og en lidt skarp, bitter afslutning bestående af lige dele spiritus og mere ren bitterhed runder af, sammen med noter af træ. Penyllans langvarige fadlagring fjerner på en måde lidt af fylden, men denne er noget mere tyk end nogle af de andre, og sikrer en fløjlsblød mundfornemmelse, med lav karbonering. Samlet set over de 750 ml, der drikkes alene, hvilket er vilkårene, når min kære ikke rigtig kan være med på denne type øl, bliver bourbonsmagen måske lige en anelse for kraftig (lange sætninger øger lix-tallet). Det ender derfor med 5 store skumfiduser til en rigtig dejlig øl.
Jeg bliver også lige nødt til at kommentere flaskestørrelsen. Det er en ordentlig mundfuld at skulle igennem flasken alene. Størrelsen gør, at øllet bliver gemt i lang tid, til specielle lejligheder, hvilket selvfølgelig kan være passende med så gode øl. Jeg vil dog næsten tro, at jeg ville have større fornøjelse af mindre portioner af gangen, og dermed øge frekvensen af hvornår Penyllan kommer i mit glas.
#2167
Ingen kommentarer:
Send en kommentar