onsdag den 21. december 2016

Óllenaut

Det estiske bryggeri Óllenaut har været på bloggen en gang før. De gjorde det OK, så da Høkeren i Ravnsborggade havde nye flasker på hylden, blev de lovet en tur på bloggen.

Sesoon, 5,3 % rug saison. En lidt diskret saison duft af græs, jord og gær er blandet op med let citrus fra humlen. Samme let jordslåede indtryk går igen i smagen, der er mere frisk end beskrevet, med let aromahumlesmag og medium bitterhed fra de anvendte Cascade og Simcoe humler. Jeg fornemmer en anelse anis og banan, med brød og korn. Noget diskret, og det lettere forfriskende element, man normalt finder i en saison, er lidt fraværende. 3-4 skumfiduser.


Rukki Kuningas, 7,7 % old ale. Jeg får lidt blandede indtryk fra duften. Først noget metallisk, næsten blod, men når det er dampet af en mere behagelig malt hvori jeg også fornemmer lidt alkohol. Smagen er desto mere ensrettet. En næsten ren maltsmag, men dog med lidt gæret frugt i bunden og karamelsødme. Krydderier som koriander og lakrids findes i den bløde bryg, der slutter af med en ren humlebitterhed. Den er nu ikke så tosset endda med den ensrettede, lagdelte smag, der starter sødligt, går henover det krydrede for at slutte bittert. 4-5 skumfiduser til den.


Godt at se nogle øl udenfor det "obligatoriske" repertoire hos mikrobryggerier. Kom gerne igen - der er opført nogle og fyrre varianter på RateBeer - jeg smager gerne flere!


#1438-1439 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar