mandag den 9. december 2019

Oppigård

Oppigård fra Dalarna i Mellemsverige har været forbi min mund flere gange uden rigtig at imponere men ej heller skuffe. Et besøg i Stockholm blev anledning til at prøve dem igen.

Norn, 5,6 % pale ale. En styrke, som adskiller den fra session ipa og nærmer sig egentlig ipa. Der er en tør duft af fyr, abrikos og passionsfrugt. Smagen kan langt hen af vejen beskrives på samme måde, dog fanger jeg mere melon end abrikos. Men grundindtrykket er en knastør ipa, der sammen med en del bitterhed udtørrer og fremprovokerer umiddelbar lyst til en tår til. Det er vel egentligt et meget godt skudsmål til en øl og skal jeg kvantificere det, må det blive 4-5 skumfiduser. Der er i øvrigt anvendt Cashmere humle, en variant jeg ikke bevidst har smagt før, men der er også andet guf i, så den kokossmag, som jeg fik researchet mig frem til at den kunne afgive, den fangede jeg ikke.


Utah, 8 % dobbelt ipa. Godt grumset som var det en NEIPA. Maltet tung frugtaroma af abrikos og citron. Tung maltet drik, med masser af tung og bitter frugt; melon, fersken, mandarin - det bitre kommer nok af mængden af frugt og så den varmende alkohol. Således ingen klassisk humlebitterhed og samlet med mindelser om en frugtcocktail. Ikke ubehageligt, men af en eller anden grund, så er den type ikke noget jeg per automatik åbner munden op for. Jeg tror, det er kombinationen af megen frugt og en del alkohol, der stritter imod. Lidt spøjst, for hver for sig går det fint. 3-4 skumfiduser.


#2071-2072

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar