lørdag den 14. december 2019

Danish Beer Blog Awards 2019 - årets ølbutik


Der kom lige en kategori mere med i det store awardshow og det passer mig fint, at jeg så igen kan lovprise Høkeren, Ravnsborggade 13, 2200 København N.

I en tid hvor mange webshops byder sig til med kæmpeudvalg, enkelte supermarkedsafdelinger giver en initiativrig medarbejder lov til at fylde hyldemeter efter hyldemeter med dejligt øl og også vinbutikker begynder at få fornuftigt udvalg i sortimentet, så bliver små butikker som Høkeren presset. Men, hvis bare man gør sig selv den tjeneste at komme forbi og træde ned i kælderen, så vil du få en personlig betjening, et glas fadøl mens du kigger på varerne og en snak med Gyda og de andre kunder i butikken om stort og småt.

Udvalget er bredt, med dansk og udenlandsk men det der virkelig trækker er den gode stemning der hersker. Vi er næsten en stor familie, os der handler der, og kommer man en fredag eftermiddag, er det næsten lige som en fredagsbar. En gang om året holder Gyda også julestue for (stam)kunderne som blandt andet bliver trakteret med hendes hjemmelavede gløgg.

Der er i dag yderst få specialbutikker med vidende ejere/ansatte og dem bør man støtte, hvad enten de sælger fisk, ost eller øl. Min cykel kender vejen til Høkeren, og ruten er den samme som hjemturen fra arbejde. Jeg håber butikken vil eksistere mange år endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar