The Mistress

Denne smagning er speciel på flere måder. Først og fremmest er det en øl, jeg har set meget frem til at smage. Penyllan er unik blandt danske bryggerier og har glædet mig meget ved tidligere lejligheder. De ikke blot brygger øl, men lagrer det i meget lang tid, for derefter at blende det sammen til de resulterende flasker. The Mistress har jeg desuden læst rigtig godt om hos flere andre bloggere. Sidst, men ikke mindst, udgjorde smagningen min egen, beskedne fejring af min fødselsdag, der pga. coronapåvirket påpasselighed blev fejret ganske alene, uden de nærmeste kære og familien

The Mistress, 11 % baltisk porter, lagret på bourbonfad i 4 år. Umiddelbart efter oplukningen, der ledsagedes af et tydeligt pift, væltede en tung, tung duft op af flasken. Ved ophældning af den tilsyneladende ret flade væske bredte duften sig i hele stuen. Første portion vel anbragt i glasset afslørede en smule skum. Næsen blev derefter forsigtigt stukket over glassets kant. Bourbon, mørk chokolade, frisk cigar, svesker, vanilje var de tydeligste indtryk, jeg opfangede. Smagsmæssigt var det en mørk, bitter chokolade der var førsteindtryk. Når det lag blev skrællet væk, var der træ, kaffe, kiks, integreret alkohol og en smule mere tydelig bourbonsmag, opfanget fra en silkeblød og ikke specielt fyldig væske, hvilket forekom mig lidt overraskende, men som sammen med en relativ tør og bitter afslutning nok gjorde de 11 % lettere at få lempet alle 75 cl indenbords af. Jeg fornemmede også en smule syrlighed, og etikettens forslag om at kirsebær kan smages, gjorde at den del faldt på plads og korrekt kunne beskrives. Der er naturligt nok ikke megen karbonering tilbage, men det klæder den nu og da den samlet set ikke er overdrevet sød, fungerer det. Sødmen er klart til stede, men er integreret med de øvrige elementer. Øllet er gæret med både domesticeret (!) og vild gær, men det virker meget kontrolleret og slet ikke surt/syrligt eller brett/farmhouseagtigt.

Som altid ved Penyllans øl er der mange lag og smagsdybder i deres produkter, og som tiden går - og den går heldigvis langsomt, når hele flasken skal konsumeres, både udvikler øllet sig ved iltning og temperaturstigning, samtidig med at smagsløgene får gnavet sig yderligere ind i smagen. Anden ophældning gav et yderst flygtigt pust af tørret kokasse - det er lige godt første gang jeg oplever det! Formentlig godt, at det ikke varede mere end et splitsekund. Tør røg kunne også pilles ud/sættes ord på. Smagen forbløffer ved at være en konstant næsten kamp mellem bitter chokolade og sødlig bourbon, sekunderet af de tidligere beskrevne elementer. Lige som jeg er ved at synes, at chokoladen er for dominerende, vælter bourbonen ind over, men ikke så længe, at jeg, som notorisk ikke har det let ved sprutfadlagret øl, og især ikke bourbon, bliver træt eller ked. Og det er som sagt ikke kun dualismen, men alle indtryk, store som små, der samler øllet og giver det dens sublime smag.

Halvvejs inde i øllet går det op for mig, at det kommer til at tage mindst to timer at komme igennem hele flasken. Det er ikke negativt, men et udtryk for, at selv om jeg beskrev det som ikke så fyldigt, så rammer den intense smag, kompleksiteten og de 11 % et eller andet som gør, at det bliver i et yderst moderat tempo, at flaskens indhold nydes. 

Ved næstsidste ophældning flyder tankerne en kende mere frit og jeg må derfor ind på CD hylden og finde det næsten 25 år gamle album (ja, det kaldte man det dengang) "Ladies and gentlemen we are floating in space" af Spiritualized frem, og sætte det 17 minutter lange nummer "Cop shoot cop" på. Kompleksiteten i det nummer nærmer sig øllets, men er seriel, hvor øllets er parallel. Nummerets første syv minutter følger en rimelig traditionel pop/rock struktur med sang og vers og omkvæd. Så tager en kakofonisk støjmur over de næste 5 minutter, hvorefter nummeret slutter med en nærmest katarsisk renselse af lutter vellyd og hypnotisk længsel. Kompositorisk fungerer det lige så fint som The Mistress fra Penyllan. Øllet har en masse forskellige elementer, som blandes/blendes sammen til en fungerende helhed.

Indlægget er skrevet stort set i samme tidsrum som den baltiske porter er konsumeret og nærmer sig vel en smule gonzo-journalistik, hvor der tages visse afstikkere fra emnet. Tilbage til virkeligheden og den sidste slurk står, at Penyllan igen har lavet en øl, som kun bekræfter deres helt specielle status og plads i den danske ølverden. De er nok en smule elitære og deres priser gør dem ikke til allemandseje, men hold da op hvor er det godt, at der er ildsjæle og kreative bryggere som dem, der kan få forretning ud af det. Seks af de helt store og velfortjente skumfiduser.

 #2164