fredag den 3. januar 2020

Opsamling fra Amager

Jeg fik ikke sidste år fulgt løbende med alle de dejlige udgivelser fra Amager bryghus. Udover de mange flaskeaftapninger, har de jo også specielle månedens fad, og med deres to åbnede taprooms, regner jeg med at det fortsætter. Her et spædt forsøg på opsamling og så må jeg glæde mig over dem, jeg fortsat har til gode.

Black Rituals, 10 % double mash imperial stout, i samarbejde med Voodoo Brewery, Pennsylvania. Kulsort og uden megen skum. Dufter af mørkt brød, sirup, gærede stenfrugter og sødme. En kort initiel chokoladesødme åbner ballet, men fortrænges hurtigt af ristet brød, kaffe, lidt frugt, varmende alkohol og en pænt bid bitterhed, der får assistance fra en tør astringens. Martin fra stovt.dk siger man ikke må drikke stouts lige efter flaskning. Denne har nok to måneder på bagen, men virker endnu lidt uregerlig, som en kåd hundehvalp , der bider og tygger i alle retninger. Jeg har ikke en kælder som Martin til at lave gemmeeksperimenter, men kan forestille mig, at denne kunne blive en stor, sort blød og behagelig Newfoundlænder, når den blev voksen. Alligevel er der så meget godt i den allerede nu, at den godt kan tåle 4-5 skumfiduser uden at rødme.
Erdbeer-liebe, 4 % Amager sour med jordbær og laktose. En bryg fra foråret som jeg ikke tidligere har gnasket mig igennem. En ret intens duft af jordbær lige ved kapselløftning og selv om det damper lidt af/bliver fortyndet i et glas, så bemærkes det stadig i en grad, så det overdufter den sure våde karklud. Smagen er frisk syrlig uden på nogen måde at være stram og sødes lidt af jordbærsmag og blød mundfornemmelse. Fint samspil og I må da godt fortsætte med at lave sours, Amager! 4 skumfiduser.
 
Peg Puff, 5 % pale lager i samarbejde med Transient Artisan Ales. Ikke just en hyppig brygget type fra Kastrupbryggerne. Etiketten lover dog udover en traditionel Saaz humle også flere amerikanske varianter. Duften antyder dog ikke nogen overdreven aromahumling, det er klassisk undergæret med brød, korn og græs. Smagen er også ret stiltro, med korn, brød, let krydret og medium slutbittert. Afvigelser inkluderer en lidt cremet mundfulde og en let citrus smag, der spiller pænt sammen med bitterheden. Jeg synes jeg på nettet kan finde en trend/ønske om at gå tilbage til klassiske dyder, herunder pilsner. Hvis de bliver lavet lige så godt som her, så fred være med det, sådan en vil jeg sagtens kunne nyde. Men når det er sagt, så vil jeg nok ikke knappe sådan en op først fra Amagers righoldige sortiment/bagkatalog. 3-4 skumfiduser.

Extravaganza!, 5 % farmhouse ale med kvæde. Dejlig staldduft, der lover en tør oplevelse. Jeg er pjattet med Brett smagen og her er den tydelig, uden at være dominant. Den suppleres af en frugtsødme som er let sur bagest. Tror mere det er kvæden end humlen. Alt i alt spiller det rigtig godt sammen. Mange flere af den slags, Amager! 5 skumfiduser.



Sarah's secret, 11,5 % imperial pastry stout, Amager bryghus i samarbejde med Bearded Iris Brewing, Nashville. En af øllene fra årets samarbejde med amerikanske bryggere. Dufter markant af kakao og vanilje. Brygget er næsten hvinende sødt, med masser af chokolade, karamel, kakao og vanilje, sidstnævnte i et omfang som jeg normalt ikke bryder mig om, men her drukner det i heftig chokolade og en vis mængde alkohol i det dobbelt-mæskede bryg. Jeg er ikke sikker på om jeg har smagt en Sarah Bernard kage, så jeg ved ikke om øllet ligner den, men det her er noget af det tætteste jeg er kommet på flydende kage. Og selv om det i bund og grund er alt for sødt, fungerer det. Fire sukrede skumfiduser.



 #2081-2085

Ingen kommentarer:

Send en kommentar