torsdag den 26. september 2019

Imperial stout serie

Det Lille Bryggeri har lavet en serie på 6 imperial stouts med samme grundopskrift, og hvor der i fem af seriens varianter er kommet en frugt i. Den sjette er grundbryggen uden frugt. Jeg fik fat i sidstnævnte samt den med solbær hos Høkeren. Kan ikke drikke flere af den slags tunge øl alene samme aften, så må bestræbe mig på at notere flittigt hvad jeg oplever. Jeg lægger ud med den rene vare.

Imperial stout - no fruit, 9 %. Duften er blid, med mørk malt og chokolade og let røg. Smagsmæssigt lander den i midten, hvor mange andre imperial stouts enten er (for) søde eller (for) krasbørstige. Der er malt og sødme fra mørk chokolade og sukker men ret hurtigt træder en let røget smag ind og sammen med noget kaffe leder det over i en pæn bitterhed. Det kan man vist kalde en velkomponeret, no-shit, no-nonsense imperial stout, der godt kan være passende bagtæppe for noget eksperimenteren med tilsætninger. 4-5 skumfiduser.


Imperial stout solbær, 9 %. Duften opleves ikke anderledes end ovenfor beskrevet. Lige først smager øllen ret meget som grundbryggen, men så træder en diskret, men alligevel tydelig smag af solbær ind og blander sig fint med sødme, røgen og kaffen. Røgen er måske en smule afdæmpet. Bærsyrligheden varer ved ind i den bitre eftersmag. Solbær har en ret markant og parfumeret smag men det er lykkedes Det Lille Bryggeri at dosere det fint; der skulle ikke have været meget mere i, før jeg nok ville have ment det gik over grænsen, men her er det som sagt rigtig fint. Så hvis man kan lide mørke øl med let frugt, er der ingen grund til at tøve. 5 skumfiduser.



Må se om ikke jeg også får snablen i øvrige fra serien på et tidspunkt.


#2055-2056

Ingen kommentarer:

Send en kommentar