mandag den 10. oktober 2016

At bedømme øl

Dude Beering har eksisteret siden december 2011 og efterhånden fået smagt sig igennem og skrevet om næsten 1.400 øl. Det hele baseret på at få den ægte amatørglæde ved at drikke øl og de indtryk det giver mig, transskriberet til noget andre måske kan få noget ud af. Jeg synes selv, at jeg i løbet af årene er blevet bedre til at beskrive, hvad det er jeg synes om det smagte produkt. Alligevel savnede jeg en slags mere systematisk, professionel tilgang til det. Det findes næppe nogle tilgængelige kurser om ølskriverier, så det nærmeste jeg kom var Danske Øldommeres kursus. Tanken var mest at få noget teoretisk viden om hvordan man smager på øl. Så i november 2014 drog jeg til Midtfyns bryggeri i Årslev og deltog i et-dages kurset. Udover at lære om hvordan øl evalueres, bestod meget af teorien (og pensum til den efterfølgende eksamen) af hvordan øl brygges og hvad der kan gå galt. En øldommer skal nemlig også kunne angive hvad årsagen er til mangler og fejl ved en øl indenfor en given kategori. Størstedelen af de omkring 40 kursister bryggede da også selv øl derhjemme. Efter kurset dannede jeg sammen med tre andre storkøbenhavnske deltagere en lille smagegruppe, der i dag 2 år senere fortsat mødes med mere eller mindre jævne mellemrum og smager på øl sammen.

At smage på øl i det regi handler ikke om, hvad man kan lide af øl, men om en smagt øl lever op til den stilart, den er brygget som. Duft, udseende, smag og krop samt helhedsindtryk skal vurderes og tildeles hver en delkarakter i forhold til, hvor stiltro den bedømte øl er. De gældende stilarter kan downloades her. Hvis noget ikke passer, skal man som sagt kunne komme med råd og vejledning til den håbefulde hjemmebrygger om hvordan problemet afhjælpes. For hjemmebryggere giver det nok mening at kunne præstere og bedømmes indenfor givne rammer, mens det for professionelle nok ikke er så vigtigt, om et produkt passer ind i en kategori -  det er snarere tilpasningsevnen til kundernes ganer, der er det vigtigste!

I kursusafgiften fulgte også retten til at gå til eksamen. Jeg fik tilmeldt mig eksamen i januar 2016 og bestod - den teoretiske del, der som sagt rigtig meget bestod af bryggetekniske spørgsmål kun lige med minimumspoint, mens den praktiske smagsdel heldigvis blev klaret noget bedre. Så var jeg eksamineret øldommer og kunne lige pludselig vælge at tilmelde mig som dommer til Danmarksmesterskabet i Håndbryg - og det gjorde jeg! Jeg blev sammen med to meddommere tildelt at bedømme 14 øl i kategorien Lys Ale. Det var en lærerig proces - hver øl fik næsten en halv times opmærksomhed førend bedømmelsen var færdiggjort. Samtidig var der indsendt så mange øl i kategorien at en anden gruppe smagte resten, og vi skulle derfor også mødes og finde en samlet vinder. Det ekstra sjove var, at den øl vi endte med at kåre som den bedste Lys Ale, både vandt det endelige Danmarksmesterskab samt det Skandinaviske Mesterskab!



Med dommerhatten på kan jeg bruge de efterhånden mange skrevne beskrivelser af smagt øl som figurerer på bloggen i min evaluering af aroma og smag. Med blogpennen i hånden kan jeg bruge en teoretisk baggrund for hvordan øl smager som de gør. Det er heldigvis sjældent, at professionelle (mikro)bryggerier laver fejl i deres øl. Når de gør det, så drejer det sig ofte om forurening. Men jeg håber at jeg kan udvikle mig i begge roller, selv om de skrevne anmeldelser her på bloggen ikke er så talrige som under de første to-tre år af bloggens levetid.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar