søndag den 25. august 2013

Tre fra Stevns bryghus

Øl fra Stevns bryghus forhandles formentlig kun ret lokalt. Var forbi området og indhandlede tre stykker.

Fiddivous dobbelt, 7,0 % hvedebock. Bryg inspireret af tyske hvedebocks og belgiske dubler. Syrlig og maltet duft. Let øl, der har æbler, bitre nødder, chokolade og måske en anelse røg. Ikke så megen humlebitterhed, og smagen forsvinder hurtigt. Ved research efter indkøb og øllets åbning ser jeg, at denne bryg tidligere er lavet under navnet Stevnsk vinter og tidligere at finde på denne blog. Lidt for kreativt synes jeg, da jeg netop indkøbte nogle jeg troede var nye. Er dog ikke helt sikker på den oplysning, for den Stevnsk vinter jeg smagte præsenterede sig som en porter og billedet af bryggen ser også noget anderledes ud. Tre skumfiduser, næsten som sidst. Jeg vælger at lade den tælle som en ny øl her på bloggen.


Klintekongens stout, 7,5 %. Malt og rosiner i duften. Lakrids, røg, tørt sprittede bær, træ, smagen er rimelig kompleks, selv om stouten ikke er overvældende fyldig. Fornemmes lidt mere kulsyret end normalt for stoute, der plejer at ligge blødt på tungen; denne prikker lidt let. Eftersmagen er let syrlig og med rosin/sveske. Selv om den måske forekommer lidt tynd er smagsindtrykkene fine og den lander på 4-5 skumfiduser.

Fiddivous julebryg, 6,0 % belgisk inspireret brown ale. Noget off-season; havde deres Julekræs med i kavalkaden 2012. Dufter maltet, krydret og af appelsin. Starter lidt brown alet, hvor en let syrlighed som jeg ikke altid kan forliges med er til stede. Et noget julekrydret smag følger derefter, hvorefter en sød og medicinskabsagtig (!) afslutning fører bryggen ind på den belgiske sti. Noget let, og smagsindtrykkene forsvinder hurtigt. Både som øl i al almindelighed og også som juleøl dog en smule for sød, men sikrer sig dog 3-4 skumfiduser.
#432-434

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar