lørdag den 8. december 2012

Flad fanfare

Næsgaarden økologisk jul 5,6 % bock fra Braunstein. Noget tyndbenet. Let øl med meget lidt krydret smag. Ikke dårlig og ikke skadelig men ret ligegyldig. 2 skumfiduser. Den jeg fik forleden fra Braunstein var da heldigvis bedre. Trist at ølanmeldelse nummer 200 ikke var af en bedre øl, må håbe at når øl nr. 200 snart anmeldes så vil det være en værdig jubilæumsøl!

I må godt gi den lidt mere gas, Braunstein!
 
#200/197

fredag den 7. december 2012

Hved jul ...

Julehvede 6,5 % fra Indslev. Var også med i testen sidste år. Utraditionelt med en hvede som sæson bryg men Indslev laver kun hvede øl og skal man have fat i juleøl kunderne, så ... Klassisk hvedeølsduft af strå. Smagen anderledes blød. Meget maltet men der er også brugt fem typer. I stedet for en normal hvedes afsluttende syrlighed er her en let krydret og tør eftersmag. Den er lidt tynd for at gøre fyldest som juleøl og tyndheden gør sødmen lidt for dominant. Tre skumfiduser.

Scorede lidt højere sidste år. Brygget er formentlig det samme så det må være smagsdommeren der ser anderledes på sagen denne gang.

#199/196

torsdag den 6. december 2012

Tredje pakke ...

Økologisk julebryg 5,6 % ale fra Braunstein bryghus. Sødlig-maltet duft. Let drikkelig med sød smag af karamel og et krydret modspil der holder sødmen i ave. Humle smager man ikke så meget til. Svag tone af lakrids. Ikke voldsom men et godt og nemt drikkeligt glas. Fire skumfiduser.

Diskret, men fin jule ale. Hvis det fortsætter sådan glemmer jeg hurtig førstedagens nitte!
#198/196

onsdag den 5. december 2012

Pakkekalender i gang igen!

Dark Christmas 7,3% fra Grauballe bryghus. Duft af mørk chokolade og lidt skarp frugt. Meget blød med tydelig chokolade- og karamelsmag og den tilsatte stjerneanis. Svag bagkant af sprittede solbær. Selv om der ikke er megen humle eller tørhed som mod balance kammer det ikke over og bliver vammelt. Bortset fra anisen kunne det være en hvilken som helst god porter. Fin øl der får fire skumfiduser.

Dejlig mørk nydeøl!

Her femte dag inde i december er jeg kun på anden anmeldelse/åbning af pakke. Jeg må undervejs ty til dobbeltanmeldelser så spøgen får en ende inden juleaften ...

mandag den 3. december 2012

Opsamling USA tur

Dream Weaver, 4,8 % hvede, fra Tröegs Brothers. Uklar gul, med stærk duft af banan. Tyndt smagende af især banan, men smagen forsvinder hurtigt og en let bitterhed står tilbage. Mangler lidt power men kan formentlig bælles uden problemer! 2 skumfiduser.

Kedelig hvede

Dogtoberfest, 5,6 % Marzen (Ale) fra Flying Dog. Klar abrikosfarvet. Sødlig maltet start, efterfulgt af krydret tør eftersmag. God balance. Almindelig ale og jeg er ikke altid en god kombination, men her holder det. 4 skumfiduser.

Fin ale


Yeti, 9,5 % Imperial Stout, fra Great Divide. "It is an onslaught on your senses" som der står på etiketten. Kender den herhjemme fra. Uigennemsigtig mørk, med cremet skum. Duft af chokolade og kaffe. Begge dele går igen i smagen men kontrolleres af en tør humlet eftersmag. Der anes også let vanille. Rigtig dejlig imperial stout, der får 5 store skumfiduser.

Klasse stout

Tripel Horse, 10 % tripel fra River Horse. Uklar gul, lifligt skum. Duft af banan. Sød start med masser af banan, med en syrlig eftersmag, næsten henad eddike. Hvis det er med vilje så falder det ret uharmonisk ud synes jeg. 2 skumfiduser.

Stærk, men uharmonisk øl

Hvis man på denne plads spejder forgæves efter dagens pakkekalender så har min mave igen i dag meldt forfald, hvorfor jeg har måtte hive sidste gemte anmeldelser frem for ikke at skuffe skarerne! De anmeldte øl var de få ikke-IPAer jeg fik da jeg var på østkysten af USA i september. Håber jeg er på banen igen for fuld kraft snart.

søndag den 2. december 2012

Så starter pakkekalenderanmeldelserne!

Efter en ufrivillig aflysning i går er jeg nu så tilpas meget restitueret efter udskejelser og virusangreb at jeg kan starte med at smage mig igennem min pakkekalender. Den indeholder i år 26 forskellige juleøl, næsten udelukkende fra danske mikrobryggerier. Det er hensigten at smage en ny hver dag og uploade anmeldelsen med det samme, men jeg kan allerede nu forudse nogle kommunikationsforbindelsesmæssige logistiske udfordringer undervejs.

Ved denne smagsgennemgang har jeg selvfølgelig et billede af hvordan en god julebryg bør være. Går ind med åbent sind, men hvis man blot brygger en øl og kalder den for jul, uden at der er noget særligt over den, vil det trække ned i karaktergivningen.

Nok indledning - lad mig starte!

Første øl er Vulcano julebryg 6,2 % pilsner fra Fur. Smagen domineres af en skarp-metallisk alkohol, med noget anelse af tørret frugt. Pilsner rimer ikke rigtig på juleøl synes jeg, og de "stolte danske traditioner for stærke højtidsbryg" som de selv skriver på etiketten kan de nu godt beholde for sig selv. Skulle vist have prøvet at få fat i deres Christmas Ale i stedet for. Det starter skidt med 1-2 skumfiduser.

Det kan kun gå fremad

lørdag den 1. december 2012

Sommerøl - og ikke pakkekalender ...

Det er jo 1. december og jeg skulle have indledt årets pakkekalendergennemgang af julebryg. Desværre har jeg ravet et eller andet til mig, som blandt andet ytrer sig ved kvalme så en øl ville jeg ikke turde tvinge ned i dag. Derfor en anmeldelse fra stakken af endnu ikke publicerede. Håber at jeg snart er på højkant igen.

Thørsth bonanza, 5,0 % sommerale fra Mikkeller. Specielt brygget til butikken Kihøskh på Sønder Boulevard. Blomstret-frugtig duft. Let frisk-syrlig, tør smag med noget lakrids i bunden. Savner lidt fylde men garanteret god tørstslukker i sommervarmen. 4 skumfiduser.

Fin tørstslukker til næste sommervarme.