Slowburn byder ind med hele tre session ipa til min mission, der nok snart fuldføres, her inden sommeren for alvor starter.
In dog we trust, 4, 6 % session ipa. Brygget i anledning af 10 års jubilæet for The Barking Dog (cocktailbar på Nørrebro). Kun en svag aroma og en tilsvarende diskret smag fra brygget, mest bestående af let citrus og meget let fyrrekogle. De på dåsen beskrevne smagsnoter af mango fanger jeg ikke. Jeg er glad for, at det er en klar øl, og ikke en sovset neipa-type, men der mangler lige lidt mere smag, også under hensyntagen til, at det er en session. Det smager godt, men for lidt. Tre skumfiduser.
Kintsugi, 4,7 % session ipa. Kintsugi er en traditionel japansk teknik, hvor ødelagte keramikskår samles igen med lim i guld. Grundlæggende handler filosofien om at se skønheden i det uperfekte. Så er vi over i det lidt mere uklare øl. Og tro mod neipa stilen er der mere smag end bitterhed. Og med den meget diskrete, for ikke at sige forsvindende smag, så må IBUen være nede på etcifret måling. Det ellers bløde bryg har noget tropisk islæt og måske en lidt gammel humle. Til forskel fra foregående, der var tappet en måned før konsum, har denne resideret fem måneder i dåsen. Men tak til Slowburn for at skrive tappedato, og for kun at give 6 måneders bedst før dato. For at vende tilbage til navnet, så burde jeg jo nok se skønheden i det uperfekte, men det bliver heller ikke til mere end tre skumfiduser til en for anonym øl, der som sådan intet er noget i vejen med.
Solid ground, 4,8 % session ipa. Endnu en 0,1 % stigning i alkoholprocent. Fin klar øl, der skiller sig ud fra de to andre med en snas mere citrus i smagen og en bitterhed svarende til den første. Men ellers er vi i den introverte afdeling, hvor man ikke har behov for at gøre så meget opmærksom på sig selv. Synd, for den har et uforløst potentiale. Tre skumfiduser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar