Black Donald, 11 % imperial stout lagret på et tørverøget whiskyfad (Laphroaig - en yndlingswhisky). Det er primært en let whiskyduft fra det kulsorte og flade bryg, og det fornemmes ikke specielt røget. Desuden mørk malt og mørk chokolade. Smagen er først chokolade sødlig, med tydelig kaffe (der er også brugt Kieni kaffe i stouten). Dernæst en særdeles intens røgsmag, der efter noget tid får selskab af noget sødlig whisky. Røgsmagen hænger ved længe, længe efter. Røget whisky er dejlig og her spiller det sammen med den mørke stout efter 8 intime tøndemåneder sammen. Hvis ikke det var for røgsmagen ville det nok blive for sødt og alkoholvammelt. Nu ender det lykkeligt og høster 5 tunge skumfiduser.
The Black Cat, 10 % baltisk porter, lagret på tørverøget whiskyfad (Bowmore). Lidt mere diversitet i aromaen, med ristet kaffe, lakrids og røget whisky. Her fornemmes grundbrygget mindre sødt, med kraftige noter af kaffe, lakrids og malt. Det er så blevet pimpet på fornem vis med whiskytøndens røgede, fadprægede og alkoholfyldte aftryk, der kun understøtter og ikke overdøver. Her er fadlagring på whiskytønde gået op i en højere symbiotisk enhed og resultatet er fremragende. Det må udløse 6 skumfiduser, der både fortjenes af bryggets iboende kvalitet men også for at vise mig meningen med at komme godt, sort øl i tønder.
The Boobrie, 12 % dobbelt mæsket imperial stout, lagret på whiskyfad (Glenn Garioch). Duften her føles næsten klæbrig af sødme. Malt, chokolade, let kaffe og kun en anelse whisky. Smagsmæssigt er det også næsten en ren double mash som vi kender det, med fløjlsbløde, olierede skvulp af mørk og sød væske i glasset. I sig selv mangler typen ikke alkohol. Her fornemmer jeg næsten først i eftersmagen noget whisky. Den sørger sammen med ristning og kaffe for en smule kant til det søde. Heller ikke denne øl har taget skade af svømmeturen i tønden men har så taget knap så meget med sig. Det er nu en dejlig øl, der er kommet ud af det. 5-6 skumfiduser.
Red Cap, 9,3 % wee heavy, fadlagret 7 måneder på Auchentoshan fad. I denne øl er der en del duft af whisky, sådan en del sødme, en del vammelhed og en del alkohol. Jeg mærker også chokolade. Smagsmæssigt er whiskyen mere fremme i denne end de tre foregående, sammen med sødlig karamel. Der er flere niveauer af sødme, men næsten intet modspil. Wee heavy er i sig selv ret sød og den har ikke fået tilført andre facetter efter de 7 måneder. Whiskyen/alkoholen er diskret tilstede, men denne fjerdedel af serien synes jeg mindst godt om. Det udløser alligevel 4 pæne skumfiduser.
Wicked Tales of Scotland illustrerer meget godt, at en lykkelig forening af øl og whiskyfade naturligvis afhænger både af øltype samt af whiskytype. Og helt grundlæggende om bryggernes evner - og her fejler Amager sjældent. Jeg ender med at indse, at det faktisk giver mening en gang imellem at parre de to drikke.
#1980-1983
Ingen kommentarer:
Send en kommentar