onsdag den 2. januar 2019

Tanker

Høkeren i Ravnsborggade har ind i mellem noget baltisk på hylderne. Jeg har været glad for Óllenaut, og da Gyda kraftigt anbefalede mig Tanker, et andet estisk bryggeri, slog jeg til og samlede en håndfuld i indkøbsposen.

Craft FM, 3,5 % pale ale. Med den lave procentsats så er det mere nærliggende at forvente en session ipa. Duften er ret frisk med grape og citron. Brygget er ikke overraskende noget tyndbundet og evner ikke at holde længe på smagsindtrykkene som citrusfrugt og - skræl, med lidt stikkende gran. Meget let bitter. Det er svært at brygge noget "ordentligt" når man lader sig begrænse til så lav en alkoholprocent. Tre små skumfiduser til en øl som selv om man sagtens kan bælle den i større mængder, ikke opfordrer til mere.


Cloud computing, 5,5 % white ipa. En ordentlig omgang grape og ananas i både duft og smag. Her naturligt lidt mere fylde og humlesmagen bevares et stykke tid. Der er også et let bid fra gran og flygtigt en snas lakrids. Der er ikke megen sødme tilbage og det ender en smule bittert. På deres hjemmeside lanceres den som en version af hvede, på Ratebeer kaldes den en belgisk IPA. Jeg synes ikke jeg kan genfinde nogle af de to beskrivelser; her hos mig minder det mest om en nogenlunde standard IPA, med måske en anelse blødere mundfornemmelse. 3 skumfiduser.


Funderful, 6 % saison med citrus. Der er en behagelig duft af gær, blandet med frisk citrus og noget let, lyst brød. Der er smag af lyst franskbrød, let citrus, skarpe krydderier som peber og en tør, ren bitterhed til slut. Den er dejlig blød og fyldig i mundhulen. Det er saison når det er bedst, let drikkelig, men med en smule kant. Fire skumfiduser.


Reloaded, 5,8 % session IPA. Den var godt nok ladt med karbonering; et ihærdigt skum trængte op ad flaskehalsen mange minutter efter opknapning og første ophæld. Ellers er det en tilforladelig øl, med smag af ananas og grapefrugt fra humlerne og en smule lyst brød fra malten. Det ender temmelig bittert. I gamle dage var dette guldølsstyrke men her er det nærmest børneøl. Igen en øl uden de store armbevægelser og så heller ikke forårsagende de store bølgeskvulp i det store ølhav. 3 skumfiduser.


No Niin, 6,4 % dobbelt tørhumlet ipa. Ikke særlig stærkt duftende, det er mest humle i form af svært definerbart syrligt. Det er ikke den sædvanlige tropiske cocktail, men en af de anvendte humlesorter, Vic Secret, burde som tørhumling give netop sådanne dufte og smage. For smagen er også lidt hengemt og støvet og det virker som om, øllet har overstået den værste pubertetsalder. Jeg fornemmer mere de søde malte end nogen humle. Det var ikke det jeg satte næse og smagsløg op efter, og selv uden forventningspres skuffer denne. Det ender på 2-3 skumfiduser.



Tanker endte i min mund med at være mere et eksotisk indslag end en skøn øloplevelse. Muligvis ville de gøre sig bedre i en mere friskaftappet tilstand, men her på den anden side af Østersøen kan jeg desværre ikke give dem nogen anbefaling.

#1925-1929






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar