BRAW er Nørrebro bryghus' nye legestue, hvor man giver sig selv lov til at eksperimentere med de øl, man hælder på flaske. Læs meget mere om brandet hos Stovt. Jeg har tidligere smagt to, der begge var i den funky ende af boldgaden.
IPA makes me go M.I.A., 4,5 % session IPA, 100 % økologisk. Ret tung og intensiv frugtduft af grape og passion og næsten af friske humlekogler. Meget blød fornemmelse i munden, med noget mere nedtonede frugtsmage og fin bitterhed af fyr-gran typen. Ret tyndbenet, uden megen bund til at holde på smagen - det er ikke overraskende når det en en session IPA, men duften antydede og gav løfter om mere. Igen en IPA med mere vægt på (frugt)smag end bitterhed, her i en let udgave, uden at give helt køb på bitterheden. 4 skumfiduser.
Det er en syg høne der har lagt det æg der, 5,2 % lager. Ufiltreret og økologisk. Brygget i anledning af påsken. Den dufter meget mere og anderledes end en normal undergæret lager, men stilartens grundtræk af brød og græs anes under den mere appelsinfriske påsmøring. I smagen er det humlen der stort set er enerådende, med frugtig appelsin og grape og en pænt bidende og tør bitterhed. Med den mængde humle kunne grundbrygget næsten lige så godt være en ale, og jeg skal ikke gøre mig bedre og påstå, at jeg til enhver en tid i en blindsmagning ville kalde den for undergæret. Som oplevelse er den frisk og let krasbørstig, men på den gode måde. 4 skumfiduser.
#1501-1502
Ingen kommentarer:
Send en kommentar