søndag den 22. januar 2017

Stigberget - overdreven hype eller streetcred vibe?

Svenske Stigberget har fået meget fin omtale blandt de danske bloggere, blandt andet hos Stovt, Rookiebeer og Ousen om øl. Nok til at jeg måtte gøre noget for at smage deres produkter. Heldigvis har jeg en søster og svoger bosiddende lige på den anden side af sundet og svoger arbejder i Københavnsområdet, så min søster bestilte på nettet og svoger kom forbi med en håndfuld fra det göteborgske bryggeri.

West Coast IPA, 6,5 %. En let rivende duft fra fyr og harpiks og med tropisk frugt som passionsfrugt og andre. Smagen er på en måde sødlig og fyldt med frugter; passionsfrugt, appelsin, mango og melon og en let bitterhed, der slet ikke er af west coast-typen men mest er som at tygge let i økologiske appelsinskaller. Meget juicy og meget tåget/uklar i glasset. Jeg vil nok nærmere betegne den som en NE ipa. Om bogstaverne så står for north east eller New England er lige meget, men det er på den modsatte kyst. Og det er godt. Rigtig godt. Den scorer maksimale 6 skumfiduser for en ipa med stor drikbarhed og fantastisk smag.


GBG Beer Week 2016, 6,5 % ipa. Duften er mest en masse frugtig humle, med passionsfrugt, mango og citron. Smagen minder en del om foregående, med frugtsødme og bitre noter som fra skal fra citrusfrugt. Dog forekommer den lidt blødere i mundfylden og endnu mere juicy. Appelsin, mango og pomelo er noget af det jeg smager. Umiddelbart forekommer den ikke særlig bitter, men lidt efter munden er tømt mærkes en olieret slutbitterhed, som ligger der nogle rester tilbage og damper lidt besk-bitre noter ud. Igen en rigtig god ipa i New England stilen, som de virkelig har taget til sig. Jeg giver den lige en snert mindre, 5-6 skumfiduser for det nærmer sig næsten en vitamindrik, det her! Vi vil godt have en snert humlebid tilbage i en drik, der ellers er helt fantastisk.


Api Lairepmi, 8 % imperial progressiv ipa (bemærk bakke-snagvendt navnet!). Det progressive må være de økologiske ingredienser. Ikke helt uventet en noget mere malttung duft men stadig med en god del frugt i, men mere som marmelade end som friskskårne stykker. Melon og fersken kan jeg fange og således af lidt blidere karakter end tropiske frugter. Og blid og blød er den i munden, hvor den velourblødt fylder ud og kæler for smagsløgene og øvrige overfladeceller. Der smages melon og fersken, ganske som i duften, samt en ikke ubetydelig andel alkohol, der lige netop varmer og pirrer, men ikke bliver for dominerende. Bitterheden er igen i denne øl først fraværende og når ikke rigtigt at gøre sig gældende - det er det klæbrigt frugtige og alkoholen, der tages med fra mundskyllen. Selv om øllet er klart, til forskel fra de to første, vil jeg næsten tro, at det er sådan her en NE ipa bliver, når den opgraderes og det er ikke dårligt, slet ikke. Meget fine 5 skumfiduser.


Imperial IPA, 8 % i samarbejde med fantombryggerne O/O (er navnet afledt af procenttegnet?). De deler vist brygger med Stigberget, så det er blevet i familien. Lige ved åbning en fin humlearoma der dog hurtigt aftager. Smagen er til forskel fra foregående mere marmeladetung og til dels humledræbende; der er bevaret en markant slutbitterhed, mens selve frugtsmagen er noget mere tilbageholdende i denne bryg. Paletten er heller ikke helt så bred - det er pomelo og appelsinskaller og en vis alkohol. Det er ganske stiltro, med et NE twist, der lidt forsvinder i malten og alkoholen, men det er stadig ret godt. 4-5 skumfiduser.


Imperial Russian Stout, 8,5 %. Sidste ud i denne ombæring er tyk stout. Den dufter klæbrigt af rosiner, chokolade, lakrids og kaffe og noget alkohol i bunden. Den er meget pågående i smagen med kaffesmag, tør lakrids, sprittede rosiner og svesker samt en dosis brændte træspåner. Selv om der er en fin maltbund så får bryggets indbyggede sødme ikke lov til at folde sig ud men holdes i strams snor og det ender temmelig bittert. Ikke at jeg har noget mod de mere, og nogle gange næsten for meget, søde udgaver, men denne er et fint eksempel på, at det ikke behøver at være tykt bolchevand, men en karakterfuld væske, der proppes i flasken. Den får 5 store skumfiduser.





Stigberget gjorde det således særdeles pænt ved deres ansættelsessamtale. De er absolut ikke blæst for stort op, selv om jungletrommerne har dundret højt. Jeg har faktisk haft snablen i dem et par gange før, og selv om en IPA blev bedømt godt, har jeg ikke sådan for alvor fået øjnene op for deres fortræffeligheder. Det har jeg så i denne omgang, og jeg vil nok prøve at lave endnu et heat med dem, skulle jeg få adgang via Systembolaget.

#1443-1447

Ingen kommentarer:

Send en kommentar