onsdag den 7. oktober 2015

Nørrebro limited release - 4

Groseille Rouge, 7,2 % sour. Oprindeligt en belgisk blonde ale med honning, der har fået en tur i franske Pinot Noir fade med indhold af vildgær og bakterier og tilsat mængder af ribs. Lige da jeg duftede til øllet første gang, trak jeg næsen instinktivt tilbage, for det er da acetone der dufter af? Nå, ikke helt så skarp som ren acetone, men noget der ligner. Ved flere (dumdristige) snif erkendte jeg træ og noget mælkesyre. Jeg frygtede derfor lidt smagen af bryggen. Og den er da også overvældende til den sure side, den meget sure side, hvor tilsætningen af ribs bestemt heller ikke hjælper. De smages nu ikke (tror jeg). I en hård kamp for at skrælle syren fra de eventuelle andre smagsindtryk, kan jeg også fange samme egetræs smag som i duften og vinøse noter. Efter lidt tilvænning fornemmes overraskende nok lidt sødme. Men det er et flygtigt bekendtskab. Det giver ikke rigtig mening at lede efter humlesmag eller -bitterhed. Kan heller ikke i denne finde nogle funky elementer fra de vilde gærstammer. For affecionados er dette nok en ypperlig sour ale. For os andre dødelige en spændende og nok også særpræget oplevelse, hvor Stevns CCC i sammenligning nærmest ligner en bolchevand. Jeg vil godt indrømme, at jeg synes det er en OK oplevelse/øl, og derfor kan den ikke få mindre end 3 skumfiduser. Når jeg en gang bliver ølvoksen, vil sådan en type måske kunne opnå en mere retfærdig karakter her.

Kapslen så lidt gusten ud indvendig ...
#1249

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar