Øldysten #4

Den fjerde øldyst her på bloggen har allerede et bryggeri som sikker vinder, idet Fanø stiller op med to forskellige udgaver af deres juleporter. Den ene version er "blot" af typen imperial, mens den anden, af samme type, har været fire måneder i et whiskyfad fra Stauning whisky. En gylden mulighed for at bedømme, om den slags behandling af øl er forsvarligt ud fra etiske og ølvelfærdsmæssige overvejelser.

Imperial Jule Porter, 9,8 %, med krydderier. Brygget med kanel og kaffe, og lagret på kaffebønner og polynesisk vanilje.

Udseende: Brunsort, formentlig klar, med fint, stabilt lysebrunt skum, der kravler op ad glassets inderkant.

Duft: Chokolade, kaffe, lidt røde bær, og svag kanel.

Smag: Kaffe og chokolade i skøn forening, hvor ingen dominerer over den anden. Kanel og lidt spids peber. Varmende alkohol, der holder hånden under øllet og løfter det. Vaniljen fanger jeg næsten ikke, hvilket set med min mund er godt. En medium bitterhed slutter af, sammen med en meget diskret syrlighed.

Karbonering: Lavt karboneret, med en super cremet mundfylde. Det føles bare lækkert at hælde slurk på slurk i munden og køre det rundt.

Samlet indtryk: Ret god øl, som det bliver svært at lave bedre ved at fadlagre den, men hvis det går godt, så kan jeg se frem til næste opskænkning nedenfor. 5 skumfiduser.

Imperial Barrel-Aged Jule Porter, 10,3 % krydret og fadlagret imperial porter. Der nævnes ikke noget om vanilje her, så måske er det ikke helt samme bryg?

Udseende: Samme brunsorte væske med lysebrunt skum der næsten klæber til glasset. Lidt mindre holdbart skum end medkombattantens.

Duft: Mørk, bitter chokolade, whisky, rosiner, brændt kaffe og svag kanel.

Smag: Whisky og den bitre chokolade er forrest, fulgt op af kaffe, kanel og peber. Alkoholen er mindst lige så meget til stede som varmegiver og altså også som smagsgiver. Den er næsten blevet lidt for dominerende i forhold til den meget fint afstemte smag fra før, men samtidig ikke mere end at det også tilfører noget andet (og godt).

Karbonering: Lige så lavt karboneret, men knap så cremet. Whiskyen gør lidt mere skarp, også i mundfylde synes jeg.

Samlet indtryk: Også her en ret god øl som pga. fadlagringen er lidt mere strittende og udfordrende, men også interessant. Jeg finder ingen grund til at ændre karakter, så 5 skumfiduser.

Men, Øldysten #4 skal have en vinder og det bliver, trods alt, den rene Jule Porter der med et mulehår vinder på målfoto. Jeg kan dog sagtens forestille mig mere udprægede fadlagrings aficionados sværge til porteren, der svømmede rundt i en tønde inden flaskning. Og den fedeste etiket sidder på den fadlagrede! Tæt dyst, med to meget værdige deltagere.

#2161-2162

Mærkelige øl #4

Her op til julen er det ikke usædvanligt at tilsætte mange forskellige ting i en øl så den smager af noget. Men dagens svenske øl virker som om den klart kvalificerer til en smagning i serien mærkelige øl.

Glögg sour, 4,5 % Berliner style sour (mon ikke de mener Berliner Weisse?), et samarbejdsbryg mellem Morgendagens, Friends company og Poppels bryggeri. Totalt plumret, kirsebærrød med lyserødt skum! Nellike, rosin, er tydelige i duften og levner ikke plads til frugter eller syrlighed. Nellike er også forrest i smagen men når første angrebsbølge er afværget, dukker en frisk frugtsyrlighed op. Jeg har lidt svært ved at pille blåbær, solbær og kirsebær ud som deciderede selvstændige elementer, men de bidrager sammen med gæringens mælkede syrlighed til smag og ikke mindst flot farve. For at skulle ramme gløggsmagen endnu mere end krydderierne, mangler der rødvin og spiritus, men så ville det nok blive alt for mærkeligt. Spøjs øl, og nok ikke holdbar i store mængder, men som jule-gimmick holder det. 4-5 skumfiduser.

 #2160

Løkken bryghus

Mit kendskab til Løkken bryghus og deres produkter er stort set ikke eksisterende. Jeg støder aldrig på deres produkter, der hvor jeg køber øl. Da bryggeriet rettede henvendelse til mig for at høre om jeg ville smage og skrive om deres øl som led i en slags relancering, i hvert fald af deres hjemmeside, var jeg interesseret. Efter lidt transportbøvl med Danske Fragtmænd, nåede 12 øl, plus to glas og en t-shirt frem til mit domicil og min kritiske gane. For jeg har naturligvis betinget mig at må skrive min ærlige mening om øllet. Nu ved læserne af bloggen i hvert fald baggrunden for dette store indlæg om et mindre bryggeri fra den nordlige del af Jylland.

De producerer flere serier og har også et andet brand, Bryggeriet Vestkysten. Der lægges ud med fem øl fra Løkken serien.

Løkken Badehus, 4,6 % witbier. Den belgiske type hvedeøl, gerne med appelsinsmag. Det har man så sørget for ved at komme appelsinskal i. Duften er tør, fornemmes let røget, med korn og gær, der nærmer sig noget brettanomyces. Smagen bærer mest præg af gæren, der ikke helt er brett, men som har fine krydrede noter af koriander og peber, med en lidt skarp afslutning. Appelsinen bemærkes kun lige akkurat. I bunden en fin kornsmag, og der er ikke megen restsødme. Witbier er et noget uudforsket område og normalt ikke en del af min ganes omgangskreds. Jeg har tidligere foretrukket tysk hvedeøl, hvis det skal være. Det her er nu en meget fin udgave som jeg godt kunne drikke mere af, og især på en dag med mere dagslys og solvarme. 4 skumfiduser.

Elsebeth Gyldenstjerne, 4,8 % steam beer. En øltype, der er endnu sjældnere i min mund og i bryggekarrene hos danske mikrobryggere. Først og fremmest er der en duft af karamel, der ved let omrystning frigiver en for øltypen karakteristisk, let svovlduft. Der er endnu en lidt sødlig-vammel note, som fra noget glemt frugt. Smagsmæssigt er det mere "ren" malt, med karamellen skruet ned, og ristet brød. Humle bemærkes ikke synderligt, og det er kun en meget let, men lidt underlig krydring som modspil til den sødlige malt. Let slutbitterhed. Øltypen fremkom vist mere af nød end af lyst den gang tyskerne drog til Californien med deres undergær, og den står ikke først på drikkekortet her. Men cadeau for at brygge den. 3 skumfiduser.

Rubjerg Fyr, 5,5 % brown ale (og ikke steam beer, som bagsideetiketten siger). Lidt klistret maltduft oveni det ristede og mørke, synes mælk er den bedste beskrivelse. Meget klassisk brown ale i smagen, af den engelske type, hvor det er malt, der næsten bliver syrlig og en ret stærk og ren bitterhed, sammen med noget kaffe. Intet at udsætte, men jeg er klart til den amerikanske udgave, med mere humlesmag. Her ender som oftest i noget næsten metallisk, uden at det skal forstås som en fejl. 3 små skumfiduser.

Løkkendarisk, 5 % pale ale, brygget med sukkertang og porse. Sødlig maltduft med rugbrød. Smagen er også i den søde ende, mon sukkertangen bidrager hertil? Porse ligger som en let bitter smag under sødsuppen. Fornemmer ikke megen humlesmag. Meget standardale - kan tydeligt huske, da Ale no 16 fra Refsvindinge var eneste danske ale og den dermed var speciel. Nu skal der lidt mere til synes jeg, og porse er ikke for mig en åbenbaring, hverken i øl eller snaps. Lunkne 2 skumfiduser.

Julefryd, 7 % jule ale, hvilket her betyder tilsætning af krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Det er mest rosinerne fra det tilsatte, der gør sig bemærket i maltduften, samtidig bemærker jeg noget let stikkende, der dels associerer til lakrids, men også røg og brændende træ. Det lidt tyndtflydende bryg giver mørk malt, uden særlig megen sødme, koriander, nelliker, aske, bitterhed og med umage fanger jeg den letteste appelsin. Venligt kan man sige, at den ikke er som langt de fleste, lidt klistrede mørke ales i juletiden, men jeg synes måske heller ikke det fungerer helt perfekt. Måske er den pimpet op med for meget, som brygget ikke kan bære - det hele fornemmes lidt tyndt, på trods af de 7 %. Ender alligevel midt på skalaen med 3 skumfiduser - fint, ikke helt forløst potentiale.

Så følger fire øl fra deres Vendelboserie, hvor de enkelte øl har navn efter ord fra dialekten i Vendsyssel, vendelbomål. Således er jøwt et udtryk for at noget eller nogen er fedt, kavt betyder noget der er upraktisk, rajfog er en snestorm og narrevorn er en drilsk person.

Jøwt, 4,6 % pilsner/moderne lys lager. Foruden en klassisk pilsner duft med lyst brød og græs, fanger jeg noget let råddent lakrids/dild. Tænker på om der er noget Sorachi Ace humle indover? I munden går det op for mig, at der sandsynligvis er en del diacetyl til stede, som i stilen ikke bør forekomme i så udpræget en grad som tilfældet er. Det kan skyldes at gæren, som selv producerer diacetyl, ikke har  fået lov til at omsætte det igen i slutningen af fermenteringen. Øllet smager ikke direkte dårligt men den megen sødme gør den i længden lidt for meget. Brygtekniske fejl bør ikke forekomme, ej heller hos mikrobryggeriers, små som store. Til en ren bedømmelse i øldommerforeningen ville den dumpe, her kan jeg give 2 små skumfiduser, også selv om de rent faktisk muligvis har ønsket det opnåede resultat.

 

Kavt, 7 % belgisk blonde. Krydret duft af brød, peber, gær, og koriander. Ingen banan eller tyggegummi som man kan opleve det, men hvem savner det? I smagen meget som typen foreskriver og plejer at være, med sødlig brødsmag, krydret islæt meget som duft indtrykkene, og i tilgift får man her en del banan i en noget syntetisk udgave. Moderat bitterhed. Nok lige i den søde ende for at gøre mig helt veltilpas, men 3-4 skumfiduser tåler den. 

 

 

Rajfog, 6 % bock. En del karamelduft i malten, og der er også noter af tørret frugt. En meget svag, og uønsket svovlduft anes. Smagen er ret sødmefuld, med de føromtalte karamelnoter, og kun en meget let bitterhed til sidst for at lægge et vist modspil, der godt kunne have været mere vægtigt. Alkoholen er ret fraværende i smagsbilledet og øllet indeholder også en noget lav volumenprocent, i hvert fald hvis man skal følge den officielle danske ølstilartsliste, men det behøver bryggerierne naturligvis ikke. 3 skumfiduser.

Narrevorn, 6,9 % kaffe/whisky stout. Afstemt duft med chokolade, ristet brød, let kaffe og yoghurt. Ikke så meget leflen over smagen, der er ret tør, let astringent, bitter chokolade, et skvæt kaffe og homøopatisk mængde whisky. Det er let og let drikkelig og sådan set meget fint. 4 pæne skumfiduser.

Herefter følger tre øl fra deres brand Bryggeriet Vestkysten. Jeg tænker umiddelbart, at her vil de eksperimentere lidt mere, måske ikke helt så vildt som Nørrebro bryghus og deres BRAW, men alligevel. Der er nu ikke på forhånd noget særlig sprælsk over de tre øltyper, der var i flaskerne.

Brilleabe, 5,78 (!) ipa. Brød og græs i duften, med en snert af gær og humle. Der er også en basis af brød og let maltsødme i smagen. Humlen er mest til stede som bitterhumle, men en snas appelsin titter flygtigt frem. Der loves på etiketten en ikke-traditionel ipa; her mener de nok brug af lokalt, økologisk dyrket malt. Som øl ligger den meget tæt op af den klassiske engelske type, hvor humlen ikke smager men næsten udelukkende bitrer. Tre skumfiduser.

Bandit, 5,23 % pilsner. Godt nok en præcis angivelse af alkoholindhold. Især når man tænker på at det ikke behøver at være præcist. Jeg mener at det er tilladt med plus/minus 0,5 procentpoint i forhold til det angivne. Duften er som at stikke næsen ned i en nyåbnet pose labre larver. Det kan være behageligt nok under de rette omstændigheder, her er det et udtryk for, at diacetylen ikke er omsat godt nok. Niveauet er for højt også i smagen og der levnes ikke meget rum til andre indtryk, ej heller de amerikanske bitterhumle, der annonceres på etiketten. 1 skumfidus.

Skagen bunker, 6 % brown ale. Malt og ristet brød i duften, med en let chokolade og initielt noget skarpt, henad svovl. Smagsmæssigt balancerer den fint med let chokolade og tørt ristet brød. Er nok mest som den engelske, klassiske type, uden særlig humlesmag og her ingen gang særlig bitter. Min præference inden for stilarten er den oversøiske, men derfor kan denne nu godt få 3 skumfiduser.

Samlet vurdering

Er man fra Løkken eller kommer man til Løkken, skal man naturligvis støtte det lokale initiativ, der samlet set er meget mere spændende end hvad de store bryghuse formår at fremstille. Hatten af for at have en bock og en steam beer i sortimentet. Men, men, når begge de to pilsner typer i følge min opfattelse har alt for meget diacetyl, så bør man nok lige stramme lidt an i det brygtekniske.

Jeg kan godt lide deres små buttede, brune flasker, der bringer minder fra 1980'erne frem, hvor Faxe Fad stort set var eneste øl man kunne få under bryggeristrejken 1985. Min præference blev fra dengang og i en del år frem Faxes øl, omend de ikke var til at opdrive på værtshusene. Etiketterne falder ikke i min smag, uanset om de sidder på Løkken/Vestkyst flaskerne.

Og så forstår jeg nok ikke helt hvorfor man har et andet brand, når det er stort set de samme øltyper man markedsfører og som i min mund resulterer i stort set de samme oplevelser.

Tak til Løkken Bryghus og deres natur-og kulturformidlingspraktikant Gert for at sende mig smagsprøverne.

#2148-2159

Mærkelige øl #3

Serien mærkelige øl fortsætter med meget ujævne spring og tidsrum mellem opslagene. I dag med en øl fra svenske Brekeriet, der måske ikke fortjener ordet mærkelig, men kombination af røgmalt, sour ale og bourbonfadlagring er ikke helt mainstream.

Röken, 7 % røget og fadlagret sour ale, en del af Vild serien fra bryggeriet og som sådan behørigt både indkapslet og indproppet. Duften signalerer ikke alle (tre) dele af brygget i ligelige proportioner. Der er en dominerende, spids syrlig tone, der river let i næsen. Hvis man insisterer på at bevare næsen tæt på brygget, og får skubbet syrligheden til side, kan jeg svagt fornemme noget vammelt-alkoholisk, som må være bourbondelen. Og lige pludselig kan jeg også erkende noget let røg, men den ligger helt først, godt pakket ind i eddiken. Smagsmæssigt er det stort set en gentagelse af de indtryk, jeg fik fra duften. Samlet bliver det meget lig hvad Brekeriet ellers sender ud i deres Vild serie, i hvert fald som grundøl. Det syrlige fylder mere i det samlede smagsbillede end hvad det gjorde i duften. Jeg er glad for, at der ikke er mere bourbon til stede i smagen, mens jeg nok kunne have tænkt mig at smage bare en anelse mere røg, selv om jeg ikke er sikker på, hvordan røg og syre vil opføre sig sammen. Så det ender med ikke at være så mærkeligt endda, og giver 4 små skumfiduser, pga. ikke helt indfriede forventninger.

#2147

To fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus laver spændende øl og efterhånden ser jeg dem flere steder. Disse er endda købt i en Meny på Østerbro. Fanø fortjener at blive mere kendte, men gælder det også for disse to, som jeg ikke har smagt før?

Whisky & Rye, 12 % fadlagret imperial porter. Øllet har trukket 6 måneder i fade fra Stauning Whiskey. Den først lidt for kølige duft indeholder chokolade, vanilje og lakrids. Efter en vis tilnærmelse til stuetemperatur kommer også noget træduft ind i spillet. Hvad der først slår mig i smagen er et fint parspil mellem lakrids og whisky, altså den lidt mere krydrede side af brygget, som altså dominerer over malten, der mest har karakter af chokolade. En snert af frisk humlesmag anes også, mens bitterheden er begrænset. Ikke voldsom fyldig, men lidt olieret føles den dog. Lidt lækker på den søde måde, i hvert ikke en man vil blive forskrækket over at støde på en mørk aften. 4-5 skumfiduser.

 

Coffee Puncher, 11,5 % imperial dry stout. Brygget til ære for Fanøs kaffepunch og derfor lagret snapsevædede træstykker og kaffe. Der er nu intet vildt/væmmeligt eksotisk over duften, som er mørk bitter chokolade og kaffe, og kun en antydning snaps. På etiketten udloves en bone dry stout og det er også første association, sammen med en sammensat bitterhed fra brændt malt, alkohol og kaffe. Snapsen er noget mere fremme i smagsbilledet end whiskyen var i foregående, eller rettere, den stritter lidt mere ud, nu hvor den ikke pakkes ind i sødme. Venligt kan man så sige at den er mere karakterfuld og jeg smider også 4 store og venlige skumfiduser efter den. 

 

 

Svaret på det indledende spørgsmål er ja, de får begge en klar anbefaling. I øvrigt nogle spøjse, men fine portrætter på etiketterne.

 #2145-2146

American Outlaws fra Amager Bryghus

Amager Bryghus har spærret nogle velvoksne øl inde i forskellige tønder en rum tid, og derefter hældt dem på flasker. De kalder serien American Outlaws og den består i skrivende stund af fire forskellige, men der er vist flere på vej. Jeg købte de fire første i foråret, så nu må det være på tide at smage på dem.

Tiburcio Vasquez, 9,9 % Tennessee whiskey barrel aged foreign extra stout. Øl er til tørst og ikke til trøst siger Carlsberg, og det er jo rigtig nok. Men denne øl blev smagt i lyset af nyheden om en god vens bortgang og så skulle opskænkningen pludselig opfylde begge, og flere formål. At den har svømmet rundt i Jack Daniels fad i 11 måneder er ikke at tage fejl af i hverken duft eller smag. Øllet fylder forbavsende lidt i munden på trods af dens 9,9 %. Bryggets grundsmag er også ret skjult bag de tunge amerikanske whiskeytåger, men en del lakrids anes. Samlet synes jeg ikke det er en specielt vellykket fadlagring og det er måske både bryggets og fadets skyld? Øllet er forsvundet i eksperimentet. Tre skumfiduser.

 

 

Curly Bill Brocius, 11,6 % mezcal barrel aged double mash imperial stout. Så burde grundbrygget kunne bære en vis form for lagring, men hvordan er det nu lige det er med mezcal? Grundlæggende er det en spiritus lavet på agave, lige som tequila, men tequilaen må kun laves på den blå agave, mens der er mange flere sorter tilladt for mezcal. Og de to spiritusser kommer fra forskellige områder. Jeg blev meget oplyst, fra et ekstremt lavt niveau, af denne side. Men her skal det handle om øllet, og dets 18 måneders tur i mezcal dampe. Duften er lige dele mørk chokolade og spiritus, der har sin egen duft, siger blogbestyreren, hvis næse og mund ikke kender til mezcalen lyksaligheder. Dualismen mellem det mørke søde og det spirituøse fortsætter i smagen. Brygget er blevet blidt og blødt, og der er næsten kun chokoladesødme tilbage fra hvad jeg formoder var urbrygget. Dette bryg har også mistet næsten al muskuløsitet, og det er svært at tro at det holder et tocifret antal alkoholprocenter. Det er lidt bedre end foregående, men jeg kan kun hive tre skumfiduser op af lommen.

Her efter første halvleg må der lige indskydes et par kommentarer om indpakningen, herunder flaskestørrelsen. Det var i mange år en næsten religiøs overbevisning hos denne blogbestyrer at få overtalt Amager Bryghus til at sælge deres øl i mindre størrelser end deres dengang standard på 50 cl. Det lykkedes så endeligt for omkring et års tid siden, og nu kan man, næsten uden følger dagen efter, nyde deres produkter også en hverdag. Men så kommer denne, og andre serier på markedet, og ødelægger fuldstændig de opnåede fremskridt ved at sælge øl op til 17,1 % i 75 cl størrelser. Det er svært at være en introvert ølnyder og samtidig en produktiv enhed på det danske arbejdsmarked/ansvarligt familiemedlem i weekenden ovenpå sådan en slurk. Og sikkert for at forøge eksklusiviteten af produktet har de valgt at forsegle flaskerne med voks, hvilket kun medfører diverse stiksår på fingre og hænder og ikke mange venlige tanker (læs: mange dampende bandeord) til produktudviklingsafdelingen i Kastrup. Det kan da godt være at I til årsafslutningen siger til jer selv, WAUW, vi lavede øl med voks på toppen, men det glæder kun jer. Lad os nu få jeres produkter på 33 cl, flaske eller hvis det skal være, på dåse, og gør nu ikke indpakningen mere oplukningsvanskelig end nødvendigt.

 

Ovenpå denne pauseretirade fortsættes med de to resterende.

Pearl Heart, 12,4 % rye barrel aged rye wine. Rye wine må så ligne barley wine, men med en vis andel rugmalt i brygget. Har tilbragt 11 måneder på Woodford Reserve Rye. Woodford Reserve er et af de ældste og mindste destillerier i Kentucky. Modsat bourbon, som primært laves på majs, bruges der i deres rye, som navnet lader antyde, over 50 % rug, så det samlede produkt i ølflasken er rug med rug på. Duften er kompleks med flere sødlige elementer som karamel og malt, med en mindre påtrængende spiritus end de to foregående samt noget træ. Smagsmæssigt er det type II cellerne i smagsløgene, og dem med receptorer for sødme, der bliver aktiveret/belønnet i starten. Når man lige får dykket ned i væsken er der mange flere lag, både af sødme (malt, karamel, sukker), men også krydderier som kardemomme og muskat og så rugwhiskyens alkoholiske aftryk, der er behageligt afdæmpet eller i hvert fald ikke stikker op som et fremmedlegeme, men glider med strømmen og accentuerer indtrykkene. Det er sødt, men også ret bittert til sidst, og det, sammen med den beherskede rye whisky, frembringer en rigtig dejlig nydeøl. Det bliver 5 pæne skumfiduser.

Og så må jeg, med dødsforagt kaste mig ud i sidste øl:

 
Cullen Baker, 17,1 % whisky barrel aged double mash barley wine, et samarbejdsbryg med Interboro Spirits & Ales, USA. Barley wine plejer i sig selv at være stærke nok, her er den så mæsket dobbelt og ligget på Glen Garioch fad i 13 måneder. Der er en kraftig maltduft med brændt karamel, abrikos, træ og alkohol som tydeligt signalerer, at her er det forbudt for børn. Og skulle poderne alligevel dyppe tungen vil de nok trække den hurtigt tilbage med en hastighed, der ville gøre en tudse misundelig. For duftene er ganget med en 2-3 stykker og konverteret til en fyldig og meget kraftig smagsoplevelser, der er ret domineret af whisky og bitterhed, men med de øvrige noter beskrevet under duft også til stede, dog i mere diskrete mængder. Sødmen, som ellers er typisk for barley wines, er ret undertrykt af fadlagringen og en meget bittert slutindtryk, der formår at udtørre gane og tunge. Det er i den grad en øl der spiller med musklerne og som ikke tager levende fanger. Jeg finder det en smule for meget, og især flaskestørrelsen er for voldsom. Jeg slutter her, efter første glas, og hvis jeg om et par-tre timer finder nye facetter, bliver det tilføjet. På nuværende tidspunkt er den til tre skumfiduser. Og det ender den også på, de samlede 8,4  genstande der var i flasken ændrede ikke på dette.

Hele serien betragtet kunne ikke begejstre mig, kun Pearl Heart fandt jeg gode kvaliteter i. Er ikke sikker på, at jeg investerer i næste omgang.

#2141-2144

 

Black Maniac

Det Lille Bryggeri Black Maniac serie, 13,9 % imperial stout.

 
Som om det ikke var nok med den nyligt opslåede serie, kommer her en ny serie på fire imperial stouts, hvor den første er en grundbryg, mens de øvrige har hver deres tilsætning, som ikke har noget med frugt at gøre.

 
Black Maniac, ren udgave. Duften er malt, chokolade og alkohol. Smagen overrasker lidt med initiel markant lakrids. Sammen med en tydelig alkohol og en tør ristet eftersmag er det eneste modvægt mod sødmefuld malt og chokolade. Samlet er der for meget alkohol i smagen synes jeg og må grue lidt for hvordan udgaverne lagret på romfad og tilsat tørverøget whisky vil tage sig ud, men den tid, den glæde. Grundbrygget får 3-4 skumfiduser.

Black Maniac coffee. Grundbrygget plus tilsat arabica kaffe. Det er ikke sådan at man vælter bagover af kaffeduft, men der anes en smule sammen med malt og chokolade. Smagsmæssigt er der stadig lakrids upfront, efterfulgt af let bitter kaffe. Hvis kaffen ikke formår at afgive megen egensmag, lægger den desto mere dæmper på nogle af unoderne fra Grundbrygget. Alkoholen virker mere nedtonet og varmende, i stedet for sprittet, og der dukker lidt frugt op. Eftersmagen er mere tør og træ. 4 skumfiduser.

Black Maniac, oak aged rhum. Duften af spiritus har i denne udgave ikke overraskende karakter af rom, der lægger en anden nuance af sødme ovenpå grundbryggets aroma. I smagen bliver man knipset hårdt på tungen af noget næsten voldsom træ med med sprut, der her er mere generisk og ikke så rom-specifik. Malten og chokoladen vælter to skridt tilbage og når ikke at rejse sig, før melodien er slut. Den bliver alt for spruttet og uharmonisk og kan kun få 2-3 skumfiduser.

Black Maniac, peat whisky infused. Der er godt med røgduft blandet op med spiritus, og tilsætningen har helt overtaget aromaen. Også smagen er ret tydelig tørverøget whisky, der for sig selv behager blogbestyreren, men her spiller for kraftigt med musklerne og overdøver grundbrygget, der jo ikke helt er en svækling. Whiskyen kommer til at virke sprittet og synes overdoseret, i hvert for min smag. Det burde ellers være lettere at styre det samlede udfald, når man "blot" blander whisky i øllet, i modsætning til at lade det lagre på fade. Her kan jeg heller ikke svinge mig op på mere end de 2-3 skumfiduser.

Det Lille Bryggeris spidskompetence er normalt de mørke og tunge imperial stouts, men her synes jeg allerede det er gået galt i grundbrygget, og når man så hælder mere sprut i, så bliver resultatet, bedømt efter den subjektive skumfidusskala relativt beskedent.

#2137-2140