lørdag den 29. december 2012

Svensk fødselsdagsfirling

Fejrede min fødselsdag ugen før jul og havde blandt andre min søster og svoger på besøg, der er bosiddende i Sverige. En af mine gaver var 4 øl som min søster indrømmede hun havde valgt ud fra udseendet! Svensk mikrobryggeriøl er sjældent på hylderne herhjemme, så det var en god gave.

Valsviken Vinterporter, 9,1 % fra Nynäshamns Ångbryggeri. Let ristet og røget duft. Fyldig og tung vædske, med en start af sødme, både frugt (citrus) og chokolade, der hænger ved, og som balanceres af en let bitter finish med kaffe og vanilje der også indeholder mørke (sprittede) bær. Ret god sag - 5 skumfiduser.


Mmmm, god, tung og mørk!
Sleepy Bulldog Winter Ale 6, 2% fra Gotlands bryggeri. God syrlig og humlet duft. Ser tynd ud men har en overraskende kompleks smag der er syrlig, tør og besk og med elementer af (chokolade) sødme. Ganske fin brown ale til fire skumfiduser.


Prægtigt skum og fin øl
Wisby julbrygd 6, 0% fra Gotlands bryggeri. Karamel farvet lager. Let øl uden meget fylde. Fremmeste smagsindtryk er beskheden fra humlen. Skulle ellers være brugt fem malte og tre humler. 2-3 skumfiduser.



Ikke meget smag i denne

Pistonhead Christmas Carol 5.6% mørk lager fra Brutal Brewing. Det er ansatte fra det store Spendrups der i deres fritid brygger anderledes øl i meget mindre skala. Diskret øl hvor man mens den er kølig har svært ved at fange tydelige smagsindtryk. Ved lidt henstand bliver det ikke til meget mere end en tør bitter eftersmag med en anelse syrlighed. Tre skumfiduser.


Drabelig etikette, mere fredsommeligt indhold
#225-228/220-223



torsdag den 27. december 2012

Afrunding af pakkekalender

Status på årets kalender: Få fusere, et stort jævnt midterfelt over middel samt enkelte oppe i toppen. Samlet blev der uddelt 100 skumfiduser til de 26 øl, hvilket er 3,8 i gennemsnit. Vist nok kun 3 gengangere fra sidste år, hvilket dels viser hvor stort og godt et udvalg der er, men også at nogle forsøger at ride med på bølgen. Må se om jeg kan gentage spøgen til næste år med lige så mange nye deltagere eller om jeg skal ændre konceptet en smule. Undervejs i december fik jeg jo i år også smagt lidt udenlandsk juleøl, hvoraf nogle allerede er, og ellers vil blive, anmeldt.



Rankingen blandt de deltagende øl blev:

Juleøl 9 % ale fra Hornbeer (6)
Nørrebros Julebryg 7,0 % ale fra Nørrebros bryghus (5)
Golden Naked Christmas Ale 7,5 % fra Jacobsen (Carlsberg) (5)
Christmas Ale 7,0 % fra Coisbo Beer (5)
Fra/til 8 % Imperial Stout fra Mikkeller (5)
Bryghusets originale julebryg, 7,5 % dubbel fra Vejle bryghus (4-5)
Øl over Gudhjem 7,0 % ale fra Klosterbryggeriet (4-5)
Julehumle 6,0 % IPA fra Hornbeer (4-5)
Lanternen 6,5 % belgisk dubbel fra Nibe bryghus (4)
Dark Christmas 7,3 % fra Grauballe bryghus (4)
Golden Santa 7,0 % fra Stronzo Brewing (4)
Amager julebryg 6,9 % brown ale fra Amager bryghus (4)
Hjertensfryd 8,0 % ale fra Warwik bryghus (4)
Julestout 7,8 % fra Stensbogaard bryghus (4)
Julegris(k) 7 % dobbelt bock fra Hornbeer (4)
Økologisk julebryg 5,6 % ale fra Braunstein bryghus (4)
Julekræs 8,0 % Ale fra Stevns bryghus (4)
Secret Santa, 10,5 % quadruple fra Amager Bryghus (4)
Julebryg 6,0 % lager fra Aarhus bryghus (4)
Julehvede 6,5 % fra Indslev (3)
Jule 6,5 % ale fra Høybye bryg (3)
Rød jul 5,7 % lager fra Svaneke (3)
Økologisk Juleøl 6,0 % ale fra Herslev (2)
Næsgaarden økologisk jul 5,6 % bock fra Braunstein (2)
Christmas extra stout 7,5 % fra Scullery brew (2)
Vulcano julebryg 6,2 % pilsner fra Fur. (1-2)

Jul på toppen

Juleøl 9 % ale fra Hornbeer. Lakrids, kaffe, krydret og fin restsødme. De tilsatte enebær anes også i eftersmagen. Vurderes ud fra oplysninger på etiket til at være en anden bryg end sidste år men ligesom sidst helt i top. 6 skumfiduser.

Og så slutter vi øverst på rankingen i den mørke julenat ...


#224/219

onsdag den 26. december 2012

Voldsom jul

Fra/til 8 % Imperial Stout fra Mikkeller. Mørk satan, hvis man må sige sådan midt i højtiden, med super fylde og julekrydderier (stjerneanis, nellike, kanel og koriander) og med smag af kaffe, tobak og læder. Voldsom og voldsom dejlig. 5 skumfiduser.

Denne var der ikke rigtig nogen i min familie der kunne lide, og så var flasken lige pludselig MEGET stor!


#223/218

tirsdag den 25. december 2012

Fortsat meget god jul ...

Nørrebros Julebryg 7,0 % ale. Let ale med krydret smag. Syrlig og god bitterhed. Minder en del om Naked Christmas. Lidt mindre sød og mere fremtrædende krydderismag af bl.a. kardemomme. Får også fem rene skumfiduser.

Var også med i kalenderen sidste år og fik samme pæne karakter!

#222/217

Sidste julekvartet

De sidste øl i pakkekalenderen blev nydt sammen med familien i et lille hyggeligt torp i de dybe skove i Blekinge. Anmeldelserne uploades over de næste par dage. Golden Naked Christmas Ale 7,5 % fra Jacobsen (Carlsberg). Let øl med let krydret smag, hvor karamel, lakrids og nøddeagtig beskhed kan erkendes. Fint afstemt øl, 5 skumfiduser.

Dejlig øl ...
#221/217

lørdag den 22. december 2012

Dobling

Blogbestyreren har fødselsdag og der er stadig en del pakker i kalenderen. Ingen grund til tøven - dagens anden pakke: Secret Santa, 10,5 % quadruple fra Amager Bryghus. Duft af svesker/rosiner. Meget fyldig krydret julet smag, der afsluttes ganske sødt, men der er også brugt både mørk sirup, kandissirup og rørsukker. Har lidt svært ved at smage lagringen på grannåle. Minder faktisk en del om Nøgne Øs underlig jul. Måske den mest dedikeret juleagtige øl indtil videre? Får 4 skumfiduser, men kunne have fået mere hvis der var skruet lidt ned for sødmen.

Fødselarens anden pakke!

#220/216