fredag den 13. december 2019

Danish Beer Blog Awards - årets danske bryggeri


Ugen slutter af med den mest prestigefyldte kåring, tror jeg nok. I hvert fald så tilfalder min stemme bornholmske Penyllan. Jeg smagte sidste år i december deres produkter for første gang og var i sommer forbi deres havne-pittoreske faciliteter i Tejn. De laver øl som ingen andre i Danmark og det er virkelig håndværk og sjæl og ikke mindst tid, der er lagt i brygget og aftappet i store flasker. Jeg har to øl stående som jeg snarest vil vederkvæge mig selv med og tænke på hvor heldigt det er, at der findes sådanne kompromisløse bryggere i Danmark og at de tilsyneladende kan få det til at køre rundt.

torsdag den 12. december 2019

Danish Beer Blog Awards - årets ølnyhed


Årets ølnyhed, her fortolket som årets bedste danske nye øl, bliver Black Cat fra Amager, en del af deres Wicked Tales of Scotland serie, som de allerede er blevet præmieret for. En serie, hvis tema var fadlagrede øl på whiskytønder og som Black Cat var en af fire ud af. Læs min bedømmelse af den, og de tre andre her, og giv mig gerne ret.

onsdag den 11. december 2019

Danish Beer Blog Awards - årets ølbar


Jeg vil, lige som når lokalafdelingerne i Danske Ølentusiaster skal indstille årets bryggeri, være yderst lokalpatriotisk i mit valg af årets ølbar, vel vidende at mange andre ølbarer er på mindst samme niveau og fortjener ros, men Kompasset på Østerbrogade 103, 2100 København Ø får prisen for at holde fanen højt i et område, man ikke lige umiddelbart skal tro kunne bære det. De har også ofte øl på hanen, som jeg ikke ser andre steder - ikke at de altid er lige gode, men det vidner om en tro på, at alle kan lære at elske godt øl.

Svaneke juleøl

Jeg kan overhovedet ikke følge med! Bloggen startede for 8 år siden med at anmelde en juleøl om dagen, og selv om anmeldelserne langt fra var dækkende for udbuddet, er det efterfølgende kun blevet værre og værre - eller hvordan man nu skal beskrive det. Jeg har set, at der i år er brygget og frigivet 380 danske jule øl ...
 
Nå, i stedet for fuldstændig at give op, kommer der hen ad vejen i december lidt anmeldelser af nogle såkaldte juleøl, der er kommet min indkøbspose forbi. Vi starter på Bornholm, ikke med det bedste bryggeri, Penyllan, for de er vist ikke med på den bølge, men derimod det næstebedste, Svaneke.

Crazy Christmas, 5,5 % ipa, med kamille, løvetand og morgenfrue. Maltet og krydret, ikke særlig bitter. I den søde ende men de krydrede noter som så ikke stammer fra traditionelle julekrydderier giver en fin oplevelse. Den kan jeg godt lide. 4-5 skumfiduser.
 


Holy hemp, 6,3 % christmas ale. Mørk, sød karamel, med en snas let syrlig humlesmag til sidst. Uden bitterhed bliver det lidt for sødt men det gør sig sikkert godt til mange lejligheder. Nydt alene får den 3-4 skumfiduser.
 
 
#2073-2074

tirsdag den 10. december 2019

Danish Beer Blog Awards - årets øloplevelse



Den største aha-oplevelse i år var udgivelsen og nærmere betegnet smagningen af Amagers fadlagrede serie, Wicked Tales of Scotland. Som man kan læse her var jeg ganske imponeret. Jeg synes ellers, at der meget ofte er for meget aftryk af diverse spirituøse elementer, hvis fade sort øl har svømmet rundt i, men her forstod jeg over fire forskellige øl meningen med det hele. Tak for det Amager.

#BeerBlogAwards2019

mandag den 9. december 2019

Danish Beer Blog Awards 2019 - Årets udenlandske bryggeri



Det er ikke svært for mig at pege på årets udenlandske bryggeri. Det bliver igen i år svenske Brekeriet for deres kompromisløse stil hvor de (næsten) kun brygger surt og vildt. For der sneg sig sørme en kwike pale ale med i deres portefølje i år, og den var også dejlig.

#BeerBlogAwards2019



Oppigård

Oppigård fra Dalarna i Mellemsverige har været forbi min mund flere gange uden rigtig at imponere men ej heller skuffe. Et besøg i Stockholm blev anledning til at prøve dem igen.

Norn, 5,6 % pale ale. En styrke, som adskiller den fra session ipa og nærmer sig egentlig ipa. Der er en tør duft af fyr, abrikos og passionsfrugt. Smagen kan langt hen af vejen beskrives på samme måde, dog fanger jeg mere melon end abrikos. Men grundindtrykket er en knastør ipa, der sammen med en del bitterhed udtørrer og fremprovokerer umiddelbar lyst til en tår til. Det er vel egentligt et meget godt skudsmål til en øl og skal jeg kvantificere det, må det blive 4-5 skumfiduser. Der er i øvrigt anvendt Cashmere humle, en variant jeg ikke bevidst har smagt før, men der er også andet guf i, så den kokossmag, som jeg fik researchet mig frem til at den kunne afgive, den fangede jeg ikke.


Utah, 8 % dobbelt ipa. Godt grumset som var det en NEIPA. Maltet tung frugtaroma af abrikos og citron. Tung maltet drik, med masser af tung og bitter frugt; melon, fersken, mandarin - det bitre kommer nok af mængden af frugt og så den varmende alkohol. Således ingen klassisk humlebitterhed og samlet med mindelser om en frugtcocktail. Ikke ubehageligt, men af en eller anden grund, så er den type ikke noget jeg per automatik åbner munden op for. Jeg tror, det er kombinationen af megen frugt og en del alkohol, der stritter imod. Lidt spøjst, for hver for sig går det fint. 3-4 skumfiduser.


#2071-2072