Ghost Brewing - Black Beast på fade

Ghost brewing har taget deres udmærkede Black Beast, som fik fem skumfiduser tidligere på året, og lagret dem på forskellige fade. Uagtet at Dude Beering ikke just er vildt begejstret for sådan en (mis)handling af øl, investerede jeg alligevel i to af eksperimenterne.

Whisky-sherry edition, 11,11 %. Lagret på fade hvorpå Stauning Whiskys Pedro Ximenez Cask Finish har lagret. I duften er der ikke så megen antydning af turen på fad - det er chokolade, men ikke så megen kaffe og røg, som jeg bemærkede i originalen. Smagen indeholder meget mørk, bitter chokolade, brændte noter og lakrids - hertil som den ulagrede. Den humlede citrussmag jeg fangede den gang er næsten væk; til gengæld er slutbitterheden blevet uddybet/suppleret med en ret prikkende alkohol. Alkoholen holder sig til at være prikkende og giver en afrundet, blød kant. Den bliver aldrig smagsdominerende. Se, det kan jeg lide - en lagring der tilfører, men ikke overtager grundbryggens indtryk. At noget er fordampet undervejs kan gå an. Det her virker rigtig fint - den kan ikke få ringere bedømmelse end originalen, og mon ikke den er et hak bedre? 5-6 skumfiduser.

Whisky - peated edition, 11,11 %. Her er der lagret på fade, hvorpå Staunings Peated Single Malt har lagret. En tørverøget whisky. Og der mærkes klart røg i duften, af den lidt kvalme type, sammen med noget chokolade. Den mørke chokoladesmag er bevaret også i denne fadudgave, sammen med det brændte og der er klart en omgang let røg til stede. Den overdøver nu ikke de brændte noter, men underbygger dem. Der er ikke megen antydning af ren whiskysmag, kun et lille efterslæb med over i eftersmagen. Humlesmagen er også næsten forduftet her, men der er en god bitter finish. Igen en god øl, der sådan set bliver bedre af opholdet i fadene, og det er vel også meningen?! Det belønnes ligeledes med 5-6 skumfiduser.

#1171-1172

Lottrup - Red copper ale

Red copper ale, 5,3 % fra Lottrup, endnu et specialølsbrand fra Ceres/Unibrew. Til ølfestivalen smagte jeg en mummeøl fra et andet, Schiøtz. Det må modsvare Carlsbergs Jacobsenøl, her bruger man blot flere alternative brands. Dette øl dufter meget maltet og karamelliseret, med lidt rosin iblandet. Det udstråler tunghed, men selve bryggen er nu ikke synderlig fyldig. Der er også malt og karamel i smagen og det føles blødt og behageligt pga. lav karbonering. Der er også et strejf af tørret frugt i smagen. På etiketten udloves oversøiske humler; de er anført at være NZ Green Bullit, NZ Pacific Gem og Amarillo. De første er nye for mig, men ingen af dem sætter i væsentlig grad præg på øllet, der må siges at stå i maltens tegn. Således er også bitterheden ret moderat. Lidt for meget maltbolche over det - 2-3 skumfiduser.

#1170

IPA møder whisky

Boilermaker, 6,5 % walisisk whisky ipa, et samarbejdsbryg mellem Brains Craft Brewery og Thinking Drinkers. Har som bekendt lidt svært ved spritlagrede mørke øl, så hvordan en ipa, lagret på originale fade med egestykker vædet med whisky, fandt vej i indkøbskurven, er lidt af en gåde. De gode humler, der skal forsøge at modstå whisky angrebet er Chinook, Simcoe, Cascade og Willamette. Duften er tydeligt mærket af røg, eg og en noget vammel sprutånde. Smagsoplevelsen er til gengæld lidt underlig at beskrive. Det starter som en ganske almindelig ale med let karamel. I stedet for at der tilkommer flere nuancer mens fluidummet risler henover de let spændte smagsløg, så sker der på en underlig måde ikke rigtig noget. Humlerne med frugt og smag og whiskyen med saft, sprut og kraft neutraliserer hinanden. Jovist, en anelse citrus og noget røget sprut kan erkendes, men slynget sammen i ganen er summen næsten nul. Sent i eftersmagen kommer whiskyen frem og ligger som en lidt billig udgave og tilbyder sig. Humlerne kan have mistet noget power - der er ligesom på langt de fleste øl ikke angivet produktionsdato, så det vides ikke hvor lang tid, de har været spærret inde. Samlet ender det som en øl, der har whiskykarakter - jeg tænker stille hvorfor og er heller ikke denne gang blevet overbevist om whiskyens berettigelse i ølproduktionen. To skumfiduser.

#1169

Braukunstkeller

Tysken har måske ikke gjort sig så bemærket i bølgen af opskydende mikrobryggerier verden over. Måske pga. deres reinheitsgebot? Men de senere år er der også sket noget der - her præsenteres to fra Braukunstkeller - fra Michelstadt i det midt-sydtyske.

Mandarina IPA, 6,1 %. En ipa brygget med en ny bayrisk humle Mandarina. Der opstiger en duft blandet af frugtige noter over en lidt sprittet bund. Og det er vel mandarin, man kan associere til. Smagen er smækfyldt med florale og krydrede elementer fra humlen, båret af en fin frugtbund, så smag og duft følges ad. Initielt synes det som om at der ikke er megen bitterhed, kun en tør finish. Men efter et stykke tid mærkes en fin skarphed i mundhulen. God og rigtig fin ipa - 5 skumfiduser.

Amarsi, 7,1 % ipa. Jeg fornemmer mere frugtet malt end humle i duften. Og smagen er også mest med en god maltbund af stenfrugter med en gæret-sprittet undertone. Humlerne Simcoe og Amarillo giver dog noget fyr og fin bitterhed til frugtsødmen. Heller ikke i denne øl megen bitterhed, ej heller kommer den snigende efterfølgende. Må nok betegnes som en dobbelt ipa - fire skumfiduser.

#1167-1168

Drømmeøl

Morpheus, 6,7 % brown ale fra Rocket Brewing. Brygget, som næsten alle øl derfra, med Brettanomycesgær. Har en lidt mælkechokoladet duft, men også med noget næsten sprittet i bunden, evt. rosiner. En meget fyldig øl, som byder på træ, nødder, på en måde noget chokolade, men der er stort set ingen sødme til stede, og noget krydring i smagen. Brettsmagen er der, men den kommer til et andet udtryk i denne mørke øl end den gør i lyse ales. Jeg fornemmer at det er den, der bidrager til krydringen og kun en anelse jordslået hestedækken. Der er et strejf af et syrligt humleaftryk til sidst (Simcoe og Amarillo er brugt) og så afsluttes der med en bitterhed, som er lidt spids og ender med at være mest nøddebitter. Ja, ordene bliver lidt søgte, for det er ikke helt nemt at beskrive indtrykkene. Konklusionen er dog klar, dette er med stor margin den bedste brown ale jeg har smagt og de meget komplekse smagsindtryk, der er smukt sat sammen, sikrer faktisk denne øl seks skumfiduser!

#1166

To af de tunge drenge

Toft vine reklamerede for et par uger siden, at de meget heldigt havde fået nogle flasker KBS fra Founders Brewing på hylderne. Det skulle i følge ekspedienten være svært at få fat i dem, selv i deres hjemland. Nu viste det sig efterfølgende, at man også kunne smage på den til den netop overståede Ølsfestival. Jeg tog også en mere prisbillig stout med hjem fra samme bryggeri.

Imperial stout, 10,5 %. Den ser ved ophæld dejlig ud med det mokkafarvede skum. Øllet dufter af kaffe og mørk chokolade. Ud fra procent og øltype, er mundfylden ikke overraskende cremet og næsten olieret. Det er smag af mørk bitter chokolade, brændt kaffe og måske tillige noget røg samt i eftersmagen en vis bitterhed, der magter af trænge igennem. På trods af kun let smagssødme fornemmes den sødere end den rent faktisk er. Den må være fluidummets kærlige omgang med min tunge der udløser det indtryk. Meget fin imperial stout - 5 skumfiduser.

KBS (Kentucky Breakfast Stout), 11,2 %. En af de øl på Ratebeer der står til rating 100. Og som nævnt ikke nem at få fat i, selv i USA. Der er sprit (fra lagringen på bourbonfade), bær, kaffe og chokolade opstigende fra glassets munding. Smagen er kraftig kaffe, der er ret brændt, meget mørk  chokolade, og et nogenlunde sobert aftryk af bourbon, der ikke overdøver grundbryggen. Markant bitter afslutning. Ulig den foregående almindelige imperial stout, så er denne knap så fyldig, cremet eller olieret i munden, omend man nok ikke ville kunne kalde det for en letflydende væske. Og når de to netop smagte øl skal sammenlignes, så synes jeg ikke at bourbonfadlagringen tilfører noget (og det kan sagtens være to forskellige grundbryg). Som det er skrevet en del gange før på bloggen, så er min mund mere indrettet til ikke-fadlagrede mørke øl. Det gør nu ikke denne decideret dårlig, men jeg har smagt bedre eksemplarer af typen og denne må nøjes med 4, ganske vist pæne skumfiduser.

#1164-1165

Hanseatisk skibsøl

Westküsten, 6,3 % ipa fra Ratsherrn Brauerei. Hvis mit rustne skoletysk ellers står til troende, så er denne en gammel skibsøltype, der var om bord på de hanseatiske handelsruter. Som en slags forgænger til legenden om de engelske india pale ales og deres tur til Bengalen. I det første indsnus synes jeg at fange en lidt tungere maltduft, tenderende næsten mod marmelade. Den har også begyndelsesvis en fin, let malt-frugt smag, der hen mod slutningen får tilført lidt fyr og en let snerrende bitterhed; sidstnævnte bevares i munden. Samlet fremstår den en del som en ipa og nærmere dagens, amerikanske udtryk, end den klassisk engelske udgave, der ikke plejer at give den gas med (aroma)humler. Fire lidt mindre skumfiduser.

#1163