fredag den 10. juli 2020

Herslev årgangskasse

Herslev bryggeri havde en årgangskasse til salg med kuriositeter og årgangsbryg. Til Danske Ølentusiasters festival plejer det altid at være givtigt at komme forbi Herslevs stand og smage øl af netop denne type. Når så vi blev corona-snydt for festival i år, var her en mulighed for at tage revanche. Det tilbud udnyttede jeg og fik følgende øl tilsendt. Første tre er fra en serie de kalder Unik.

Rug saison collab, 7%, brygget med litauiske Sakiskiu Alus. Det kobberfarvede bryg tilbyder sig med let røg og honning i aromaen. Der er både malt- og honningsødme i munden, mens røgen næsten ikke lader sig smage. Gæren er lidt undertrykt, jeg fanger ikke rigtig nogle typiske saison noter. Det slutter let krydret og næsten uden bitterhed. 4 skumfiduser.


Vintage hø Brettanomyces, 7,3 % sour. Den første batch høøl, der har ligget 12 måneder på rødvinsfad sammen med Brettanomyces gær. Af treenighed syre, vild gær og fadpræg, er det absolut grundbryggets syrlighed, der sættes tonen. Dog fornemmes det en smule mere afdæmpet end i den originale høøl, og det understøttes af en snert af brettens vildskab, hvor en tørhed støvet notes gør sig bemærket. Syrligheden kan beskrives som citron, jordbær og stikkelsbær, altså ikke en rentoning i c-vitamin-dur. Det samlede bryg virker også en snert mere fyldigt, men det er nok smagen snarere end væskens viskositet, der gør det, herunder en meget lille fad præg. Super lækker - hvis man skulle ønske noget, så skulle det være lidt mere fremtrædende Brett, men det er nok svært i al syrligheden. 4-5 skumfiduser.



Jubilæums Rugøl 2019, 11 %, lagret på whisky fad. Brygget i anledning af bryggeriets 15 års jubilæum. Temmelig mørk, maltet duft, med lette noter af whisky. Sød, blød og cremet i munden til at begynde med, med malt og kandis. Der følger bitre noter, som nok mest er whiskyen/fadet, men i øvrigt gør turen i fadet ikke meget mere væsen af sig end en snert af sprut, og tak for det underspillede, det holder jeg mest af, når det handler om præg af stærkt alkohol fra fade. Det ender lidt tørt, træbittert og krydret, og selv om det er lidt til den søde side, er der kræfter, der trækker den anden vej. En nydeøl til 4 store skumfiduser.




Der var også to flasker af Mjølner, deres barley wine, fra to årgange.

Mjølner, 11 % barley wine. 

Årgang 2009. Æble og jordbær i næsen. Kraftig sød malt, meget som brændt karamel. Træ, rødvin, balsamico eddike og ret vinøs. Pære fornemmes i eftersmagen. Lækker sød sag, med let skarp kant, der ridser let i den karamelliserede overflade. 5 skumfiduser.



Årgang 2010 præsenterer sig lige så fint i glasset som 2009 årgangen, og der er, både alder og øltype taget i betragtning, pænt med skum. Duften minder meget om forgængeren, men den er knap så skarp og med mindre frugt. Smagsmæssigt står den søde karamel mere uprovokeret i centrum og tilføres noget lakrids. Alkoholen virker også en smule mere fremtrædende, når de øvrige elementer står på samme banehalvdel. Kun allersidst fornemmer jeg en svag træ-eddikesmag, men det er diskret. Der er klar forskel mellem de to flaskers indhold og spørgsmålet er, om det er forskellen i lagringstid eller i brygning, der giver de to øl hver deres udtryk. 2010 er lækker, men kunne nok godt bruge en smule mere modhager, men fortjener snildt de 4-5 skumfiduser.


Dejlige øl fra Herslev.

#2126-2130

Ingen kommentarer:

Send en kommentar