søndag den 3. april 2022

Sur, syrlig eller bare let (anderledes) ...#1

Der findes naturligvis mange gode øl(stilarter) som ikke nødvendigvis indeholder voldsomme procentsatser. Hertil hører forskellige sure og syrlige øl, som sideløbende med Mission Session vil rulle hen over skærmen på dit foretrukne medie. Der lægges ud med en gose, som jeg gerne lader mig vederkvæge med.

Revelations, 4,8 % gose med yuzu, citron, ingefær, og sansho peber fra Alefarm. Hvis gul er påskens farve, burde dette måske være en påskeøl, med matchende dåse og øl. Men nu er det en gose, der er en let, forfriskende øl med en kende salt i. Stilarten er medtaget i 2022 opdateringen af Danske Øldommeres stilartsbeskrivelser, og godt for det. Duften i den aktuelle opskænkning er let mælkesyre henad yoghurt, og med blandet syrlighed, hvor ingefær lige akkurat kan mærkes og faktisk også salt. Smagen indeholder mest syrlighed fra de anvendte ingredienser med citron, ingefær og måske denne sansho peber, der er et japansk krydderi og ikke i familie med almindelig peber. Det salte er kun med den alleryderste strækning af smagsløgene at erkende og måtte godt være en smule mere til stede. Den drukner lidt i det syrlige. Det er ude i nanomolekylestørrelse, at manglen skal måles. Samlet er det en ganske dejlig og frisk øl. 4 store skumfiduser. 

#2210
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar