Det er februar og det betyder vintergrill i Rødovre. Jeg medbragte fire øl, der live-anmeldes.
Yippee Ki-Yay, Mother Teresa, 5,6 % farmhouse ale fra BRAW. Kraftig og dejlig staldduft, faktisk noget af det mest hesteagtige jeg har oplevet, som Brettanomyceslugten oftest bliver beskrevet som. Det er dejligt. Smagen er tør og klassisk farmhouse, mens tørhumlingen med Simcoe giver en frisk humlesyrlighed. Den er dejligt velkomponeret, og får 4-5 skumfiduser.
A monument to compromise, 5,8 % saison, et samarbejde mellem BRAW, Flying Couch og Alefarm Brewing. Også her er der pænt duftaftryk af Brett, men måske en smule mere diskret end i den foregående. Smagen er dog pænt domineret af gæren men har også et noget stærkere og frugtigt humlebid i forhold til en første. På en eller anden måde synes jeg ikke, at humle og gær er helt i harmoni, så det må ende med 4 skumfiduser.
Spin Doctor, 9,4 % Rhode Island Red (hvad det så end er), fra Randers Bryghus. Meget malt i både duft og især smag. Der er karamel og mørke frugter i duft og smag. Jeg kan godt lide den rene maltsmag, men jeg synes omvendt, at der mangler lidt modspil i form af noget humle, enten/eller aroma eller ren bitterhed. Nu ender det en smule klistret i munden, men med klart potentiale for at blive godt. 3-4 skumfiduser.
Gasolin, 11 % imperial brown ale, (double mashed), fra Randers bryghus. Duft af chokolade, mælk og måske lidt vanilje. Smagen er for mig mere henad (milk) stout end brown ale, med en rimelig chokoladesødme, der balanceres en smule af den afsluttende bitterhed. Den er en fin dessertøl, som får tre-fire skumfiduser.
Alle øl indkøbt hos Østerbro vin og spiritushandel, der altid har 10 % rabat til medlemmer af Danske Ølentusiaster og hver uge har en ugens øl på tilbud, hvor man får alkoholprocenten i rabat.
#1470 - 1473
Ingen kommentarer:
Send en kommentar