West Coast fra Danmarks bedste

Kun kort tid efter at jeg havde sat en lille stribe west coast ipaer stævne for at finde den bedste, løb jeg ind i to nye bekendtskaber fra Danmarksmestrene i stilarten, Amager bryghus. De fortjener deres eget lille indlæg.

Corsair, 7,3 % tørhumlet west coast IPA. En næsten pilsnersk duft af brød og græs inden noget mere grønt humlet får drejet fimrehårene i den rigtige retning (vest). Smagsmæssigt er der frontalt humleangreb, med bid og grøn (græs) smag, oveni harpiks, melon og fersken. En fin maltbund, der ikke bliver sød, binder det sammen. God slutbitterhed med en anelse solbær i. Se, det er en øl som jeg husker dem, fra den gang bloggen gik i shorts og havde evigt rindende snotnæse. Fem store skumfiduser.

King of California, 7,2 % tørhumlet wcipa i samarbejde med Mike Rodriguez fra Woodhouse Blending and Brewing. Mike var før hos Port Brewing og lavede legendariske Wookie med Amager for over 10 år siden. Næsten helt klar og langt fra det gule, plumrede mosevand en New England IPA udstiller sig med. Let riv i næsen, og en smule mere fræs på tungen, uden at den bliver revet til blods. Det er smag af fyr, dild og anis og en smule passionsfrugt. Let maltet bund, men det er humlebitterheden, der er afgørende i ølstilen. Slutbitterheden er pæn, men set stærkere. Alt i alt en dejlig øl,  4-5 skumfiduser. 

For dælan Amager, I kan jo godt, både selv og i samarbejde. Vend gerne tilbage til de gamle dyder, som jo var så skelsættende for jer, og som står jeres hjerte så nær, som I skriver på King of California dåsen. Jeg skal nok aftage et par rummeter af hver batch wcipa!

#2264-2265

Øldysten #8, light: West Coast IPA

Det er som om, at den gode gamle West Coast IPA er ved at få et comeback. Jeg finder flere og flere eksempler blandt de anderledes hyppigere forekommende New England IPA. Det er en rigtig positiv udvikling. Men kan de det, som de kunne for 10 år siden? Jeg har smagt fem, og endskønt ordene er lidt færre end normalt for en øldyst, er smagsindsatsen den samme, og derfor kåres også en vinder!

Night of the Hop Creeps, 6,5 % fra To Øl. Let tåget og lidt lysere gul, end det billedet antyder. Ikke så tung malt men alligevel en let sødlig undertone, en frisk citrus smag og en slutbitterhed, der nok slår de fleste neipa, men som ligger et stykke fra hvad jeg husker de bedste wcipa kunne præstere. God øl, men med plads til forbedring. 4 skumfiduser.

Snake Belly, 6,5 % fra Gamma Brewing i samarbejde med tyske Schwarze Rose craft beer fra Mainz. Klart bryg med en flot, varm gul farve. Også her en let maltbund, med en noget mindre citrussmag end foregående og til gengæld endnu mindre slutbitterhed. For mig er bitterheden det vigtigste i denne øltype, så derfor får de kun 3-4 skumfiduser til en øl, jeg trods alt til enhver tid vil foretrække fremfor en standard neipa. 

Lidt usædvanligt blandes en barophældt øl ind i de ellers normalt hjemmekonsumerede øl.

Ude af øje, ude af sind, 6,3 % fra Ølsnedkeren. Klar øl med lys gul farve. Duften bliver ikke så koncentreret i det helt ophældte glas uden indsnævring i toppen. Smagen er mest fokuseret på det bitre, og så er vi pejlet ind i den rigtige retning. Den er ren bitterhed med kogle og harpiks og der er sådan set næsten ikke nogle frugtsmage, end ikke citrus. Meget langt nede fanger jeg lidt solbær og appelsin. Det er renskuret riv på tungen og 5 skumfiduser lige ned i foret til Ølsnedkeren.

Cloudless, 7,1 % fra Åben. Lys gul, men ikke helt skyfri. Let tropisk duft. Smag af appelsin og ananas på en maltet bund før en kraftig rivende bitterhed afslutter en dejlig afrundet West Coast ipa. Måske lige en snært henad dobbelt IPA som alkoholprocenten også tilsnærper. Men dejlig øl der høster 4-5 skumfiduser.

 

 

Syreregn, 6,5 % fra Flying Couch. Den har jeg konsumeret nogle stykker af, uden at bedrevide om det her på bloggen. Helt klar og lys gul. Let citrus i duften. Mere afdæmpet smag, med lette frugter henad melon, grape og måske solbær. Desværre også en ret afdæmpet slutbitterhed og det kommer lige som for Snake Belly til at få indflydelse på det samlede antal skumfiduser, at den ikke kan præstere mere på den parameter når nu vi er i genren. Men selvfølgelig, stadig en god øl, 3-4 skumfiduser. Billedet er desværre forlist undervejs.

Glædeligt at det var så nemt at finde et stort og stærkt felt, og en klar vinder i Ude af øje, ude af sind fra Ølsnedkeren.

#2259-2263

 

 

Schoppe Brau

Under ferien i Tyskland stødte jeg tungen mod lokale Schoppe Brau fra Berlin, mens jeg var i byen. Til trods for at de har eksisteret i over 20 år, har jeg ikke smagt noget fra dem før under mine tidligere besøg i byen. Det måtte jeg jo se at gøre noget ved. Tre flasker røg med hjem i ferielejligheden.

Holy shit ale, 10 % dobbelt IPA. Den dufter tungt og klæbrigt af melon, mango og malt. Er mindst lige så sød i munden, hvor den uden modstand glider igennem og efterlader sødme, milde tropiske frugter og langt henne i eftersmagen en klædelig bitterhed, der giver det et fint modspil. Jeg synes, de dobbelte IPAer er marmeladeagtige og for søde, og det er denne også, men slutbitterheden redder den hjem med en fire skumfiduser.

Black Flag, 9 % imperial stout. Kun en svag duft af kaffe og røg. Smagen er også ret diskret, med kaffe, røg og lakrids og en smule tørret frugt. Ligger fløjlsblødt i munden. Imperial stouts kan være (for) søde eller kraftigt smagende; denne er hverken eller. Bestemt ikke dårlig men lidt for kønsløs udi genren. Tre skumfiduser.

Flower Power, 4,7 % session ipa. Duften af sød malt er lidt stærkere end forventet for øltypen. Der er også noget lidt gammel humle iblandet. Med en angivet holdbarhedsdato november 2023, kan den da snildt være 8 måneder fra tappedato. Malten er også den mest fremtrædende i smagen, hvor humlen er skuffende fraværende, bortset fra en gammel grøn og forkert bitter smag. Formentlig bedre frisk, men i denne udgave kun 2 skumfiduser.

En OK smagssession og lidt overraskende, at det var den dobbelte ipa, der bekom mig bedst.

#2256-2258

Too bad to stay

I den lille sønderjyske flække Bække (undskyld) bor en brygger. Hans øl kan fås i den lokale Brugs til rørende 30 kr. pr. styk. Den lokale kro i Hovborg havde også øllene på repetoiret. Han er glad for at putte diverse tilsætninger i sine bryg. Han har en noget voldsom holdbarhedsdato på produkterne. En af øllene, en ale, indkøbt ultimo maj 2023 angives således at kunne holde til november 2025. Alligevel kørte jeg fra Legoland de små 20 km til Bække for at stifte yderligere bekendtskab med Hyldals bryghus, udover den først anmeldte øl nedenfor, vi bestilte til aftensmaden på Hovborg kro.

Kartoffale, 6 % ale, brygget på kartoffel og halm foruden bygmalt. Tilsat rosmarin. Flot og klart kobberfarvet øl. Duft og smag af karamel, estere og lidt mere end en anelse rosmarin. Ingen humlesmag men en fin slutbitterhed. Rosmarinen smager mere end halm og kartoffel gør men holder sig lige akkurat fra at dominere. Fyldig og solid øl, der vil kunne gå godt til stege- og simreretter. Fire skumfiduser.

Syvstjernen, 7,0% ale med både lyngblomster og -honning. Som det ses, var den ret skummende ved ophæld. Ret kraftig duft af brød og græs, meget henad pilsner, men det burde det jo ikke være. Også en lidt metallisk note, der går igen i smagen. Den er lidt skarp, syrlig og bitter, og der er ikke mange indtryk fra lyngen, med mindre det er den, der giver dette udslag. Fra bunden af flasken kom der lidt plumrede gærrester med, der gav lidt ekstra smag. Ikke helt vellykket i min mund, så derfor må den nøjes med 2 skumfiduser.

Modersmål, 4,6 % rød hvede, ale med hvedemalt og tilsætning af hyldebærsaft. Hyldebærrene giver en fin kobberfarvning af øllet. Men så er det svært at finde flere positive ord. Det er ikke en dårlig øl, men en intetsigende og kedelig øl. Hveden smages ikke, og hyldebærrene knap nok heller. Samme lidt metallisk-bitre smag som i foregående. Også kun 2 skumfiduser her.

Bækkes frue, 4,5 % hvedeøl med hyldeblomst. Hylden mærkes i duften, hvor også hveden står frem sammen med brød og græs. En blød og forbavsende fyldig smag og væske, der byder på hyldens sødme og hvedeøl karakterer i den lette ende, herunder banan og nellike. Lidt mere at komme efter end de to foregående, så tre-fire skumfiduser til en fin sommertørstslukker.

Gravhøjen, 5,0 % jægerbock med enebær og gran. Han kan kalde den bock, men den minder i basisudtryk meget som nogle af de tidligere ales, med den samme, lidt skarpe metalliske bitterhed. Her med noget enebær og gran og en syrlighed, jeg ikke helt kan gennemskue hvor kommer fra. Det er næppe forurening, men helt harmonisk er det ikke, om det så er gran der giver smag fra sig. 2-3 skumfiduser.

Jarls Borg, 5 % bøge ale, efter belgisk forbillede. Flot rødbrun, let tåget, med et fint og stabilt skum. Klassisk belgisk duft af gær, tørret frugt og en smule skarp grønt. Skarpheden er desto tydeligere i smagen, hvor en ellers lidt let belgisk alesmag overdøves af en spids syrlighed, der er ret malplaceret. Mere voldsom end i Gravhøjen og nu tror jeg på en let forurening af en art, der har produceret en uønsket smag. Det runde og bløde fra etikettens anprisning kan således ikke erkendes. Sådan en øl kan desværre kun få en skumfidus, også selv om jeg ikke har øldommerhatten på. Hovedparten af flaskens indhold røg i vasken.

Sorten Trold, 5,2 % choko nælde stout. Allerede ved åbning anede jeg, hvor det bar hen. Skummet skubbede sig lystigt op ad flaskehalsen og pegede kun på bordet. Kun et timeligt vip mod glasset forhindrede overløbet. Forsigtig tog jeg en tår, og blev bekræftet: igen en tydeligt inficeret øl, der var sur og helt uden sødme. Længere orkede jeg ikke kaste uskyldige smagsløg efter, og igen måtte indholdet direkte ud i Ringsted Kommunes afløbssystem. En skumfidus.

Too bad to stay:

Hyldals bryghus er således ikke umagen værd at køre en omvej for. Et par hæderlige øl, nogle med bismag og mindst to inficerede ...

#2249-2255

 

Øldysten #7

 Så tager vi en runde pilsner, som en del går og synes er den bedste øl, man kan få, og at de i det hele taget meget bedre viser en bryggers evner. En god pilsner er god, men opvokset med mastodonternes generiske kilometervarer, så har jeg veget i en stor bue uden om dem lige siden bloggens start og også før det.

Der er fire deltagere og lad os uden videre løfte på metallåget for den første.

Neu, 5 % tysk pilsner fra Bad Seed Brewing.

Udseende
Flot gul, en anelse tåget, og med fint hvidt skum.

Duft
Kiks, græs, grøn humle, og en svag sødme.

Smag
Let sødt brød, med grøn bitterhed fra de mellemeuropæiske humler Hallertau Mittelfrüh og Tettnang. Let melon som sødt islæt. Svag til let slutbitterhed. 

Karbonering
Godt karboneret, med en næsten cremet mundfylde.

Samlet indtryk
Den er god, den her. Hvis det var det, som blev produceret i mange år af de store, så ville vi måske ikke have fået den revolution, vi har oplevet. Godt for det, og tak til Bad Seed for at vise, hvad man kan med en pilsner. Fem store skumfiduser.

Bitterblumen, 4,8 % nordtysk pilsner fra Slowburn Brewing Co-op.

Udseende
Lys gul, let tåget, stabilt hvidt skum

Duft
Svagt lyst brød, svage noter af græs. Diskret.

Smag
Afdæmpet. Lyst og let sødlig brødsmag, en meget svag citrusnote. Let bitterhed til sidst.

Karbonering
Medium karboneret, blød mundfylde.

Samlet indtryk
Fin øl, men måske ikke så meget spræl i den. Sådan set lækker nok, og en god tørstslukker. Fire skumfiduser.

Organic pilsner, 4,8 % fra Gamma Brewing. Humlet med de nyere og i hvert fald ikke traditionelle sorter Smaragd og Mandarina Bavaria.

Udseende
Næsten citrongul, og næsten helt klar, med hvidt skum.

Duft
Svag duft af brød og græs, med en tydelig svag note af blød citrus.

Smag
Smagen er mere drevet af humle end hvad man normalt finder i pilsner, i hvert fald en anden slags humlesmag. Der er fine citrusnoter af den milde slags, og nedenunder dukker noget mere klassisk græs, brød og krydring frem. En lidt sjov smag, som først bemærkes sent, kunne være anis og tobak, som Smaragdhumlen angives at bidrage med. Ikke megen bitterhed.

Karbonering
Medium karboneret, og blød mundfylde.

Samlet indtryk
En puritaner vil muligvis slå korsets tegn foran sig, for selv om det ikke er vildt, er pilsneren som type nyfortolket, især med den nænsomt doserede Mandarina Bavaria. Som øldommer ville jeg have været nødt til at trække i bremsen, men her drikker jeg for sjov og nydelse, og så går det an. Igen en fin, og ikke for alkoholstærk sommerøl til varme dage i haven eller på altanen. Fire skumfiduser.

Octopils, 5,1 % italiensk pilsner fra Slowburn Brewing Co-op. Har muligvis indsnuset en enkelt af denne type før, uden rigtig at vide, hvad der definerer den understilart. Kort fortalt, er det en lys pilsner, tørhumlet med mellemeuropæiske humlesorter. En længere artikel har flere detaljer med: https://www.hopculture.com/what-is-an-italian-pilsner/ 

Udseende
Lys gul (billedet snyder), næsten klar øl, med prægtigt skum. 

Duft
Meget diskret i duften, fornemmer kun svage brødnoter, meget let grønt græs og en smule frugt. 

Smag
Næsten lige så diskret i smag som i duft. Vel egentlig en meget typisk pilsner, med en kende mere slutbitterhed end de andre. 

Karbonering
Mellem karbonering, dejlig blød mundfylde.

Samlet indtryk
Tja, jeg har jo lige skrevet, at jeg ikke har puttet dommergebisset i munden, men når nu jeg som glad blogger støder på noget nyt, så skuffer det mig lidt, at ikke kunne smage noget særligt. Øllet er ikke dårligt, det er godt brygget, men den samlede forventning står ikke mål med oplevelsen. Tre skumfiduser.

Vinderen blandt de fire konkurrenter, der alle bryggede en god øl, blev kåret uden VAR. Bad Seed Brewing har med deres Neu fuldt fortjent sejren.

#2245-2248

Øl fra Tejn er et tegn på ...

Der er siden jeg sidst dykkede ned i en magnumflaske fra Penyllan kommet nogle nye udgivelser på markedet. Her anmelder jeg to af dem.

Sofia, 7 % sour golden ale. Det er et stykke tid siden, jeg har smagt "nye" øl fra Penyllan. Nye i anførselstegn, fordi de jo gerne er brygget lang tid før de bliver tappet på flaske. De skal jo have sig nogle år på diverse fade. Dette gælder også for Sofia, som er af årgang 2015 og frigivet i sommeren 2022. Den har fået en del humle og ligget på champagnefade. Kort før ophæld på flaske, er grundbrygget blendet med en friskbrygget West coast ipa for at give ekstra humlekarakter. Eftergæret på flaske med champagnegær.

Duft af grape, Brettanomyces, græs på en let maltet baggrund. Smagen overraskende mere fyldig og næsten cremet, med bitter appelsinskal, bergamot-te, frisk citrus, stald og funky toner. Eftersmagen er både ret bitter og syrlig, med krydrede noter. Den fremstår knastør på en champagneagtig måde og det er formentlig også hensigten. Jeg tænker også mere champagne end West coast ipa, men resultatet er helt sit eget. At det som udgangspunkt er en sour skjules godt i det samlede smagsbillede. Rigtig dejlig øl fra Tejn, 5-6 skumfiduser.

 

Davinia, 7 %, et blend af en amber ale, der har ligger på chianti fade med solbær og en sour, aldret på sherryfad. Tørhumlet i 18 måneder. De enkelte elementer går tilbage til 2015, og der udloves en mindste holdbarhed til 2032. Så sandelig en tålmodighed sjæl der venter så længe. Det kunne jeg ikke ... Jeg har også noget med røde øl, så på den baggrund tegner det godt.

 

Det starter godt med en diskret, men tydelig duft af Brettanomyces, blandet op med solbær og syrlighed. Måske kan jeg kun navngive solbærrene fordi jeg ved, de er der, men jeg bilder mig nu ind, at de anes. Det bliver ikke så parfumeret, som det er smagt i mørke stouts, når solbær kommer i. Syren river let, men er af en blid mælkesyrekarakter.
 

Der er umiddelbart mere syrlighed i smagen, mest fermenteringsudbyttet. Solbærrene er ikke lige så tydelige, de fremstår mere som generiske bær. Der er en vis mængde træ tilstede, måske fra sherryfadet. Den lange tørhumling er spildte kræfter og ingredienser. I hvert fald oplever jeg ikke nogen humlesmag (eller bitterhed) på traditionel vis.

Det blivende indtryk fra munden er en fin blanding af frugt, syre og krydrede noter fra gæren. Igen et godt mix - 4 skumfiduser.

 

Den røde farve ses bedre på dette billede

 #2243-2244

Mærkelige øl #11

Umbrella proof, 8 % abrikos mojito imperial sour, et samarbejdsbryg mellem Gamma og Lupinus artisan ales, et lille nomadebryggeri fra Texas.
Der er jo lime og mynte i en mojito, og det er også brugt til brygningen af denne øl, hvilket ikke går ubemærket hen. Duften er frisk med noter fra mynten og smagen er dobbelt, hvis ikke trippel syrlig fra lime, gæring og nok også abrikos og igen med antydning af mynte. Den skal man passe på med, og det har de også gjort. Det er en fyldig, men frisk og let drikkelig bryg, med en flot orange-gul farve. Fire skumfiduser til den, men den er nu ikke tilnærmelsesvis tæt på en ægte mojito, dertil mangler rommen.

#2242