lørdag den 19. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - årets ølbutik

Årets sidste kåring tilfalder en gammel kending: Høkeren i Ravnsborggade. Det er ikke fordi, der er sket meget nyt siden sidste år, hvor de også løb med titlen, andet end at Gyda har været lige så hårdt ramt af diverse corona-relaterede nedlukninger. Det er så kommet oveni den almindelige forbrugers orientering over mod internethandel. Det er derfor en sjælden luksus at komme i en specialbutik, hvor indehaveren ved noget om det, der sælges, og hvor stemningen altid er i top. Hvis man har brug for flere ord og begrundelser, må jeg blot henvise til sidste års tekst.

Tillykke til Gyda og Høkeren.

fredag den 18. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets danske bryggeri

En prestigefyldt titel, som er lige så svær at udse en vinder i som de øvrige. Jeg vil i år pege på Fanø Bryghus, der langsomt, men sikkert, er steget i min agtelse og tilført mig stadig øget nydelse ved indtagelse af deres produkter. De er ikke bange for at eksperimentere, har nogle karakteristiske etiketter og i øvrigt et pænt højt bundniveau. Bloggen har i skrivende stund i alt 13 indlæg med en eller flere øl fra bryghuset, der kan læses via dette link. Bemærk, min stigende begejstring gennem årene.

Stort tillykke til Fanø Bryghus.

torsdag den 17. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets ølnyhed

Det må blive en dansk øl, jeg udser til årets nyhed, selv om det ikke eksplicit ligger i titlen, at jeg skal begrænse mig. Men det er som tidligere nævnt i uges indlæg, at der primært er røget dansk øl i ganen i 2020.

Den bedst ratede, nye danske øl på bloggen i år, er Sauer Macht Lustig fra Flying Couch. Jeg vil ikke tilføje mere her, end hvad jeg skrev om den for et halvt år siden, andet end at den repræsenterer en stilart, jeg blot for en tre-fire år siden, aldrig troede jeg ville kunne komme til at holde af. Bare jeg ikke en dag på tilsvarende måde kommer til at holde af Inger Støjberg ...

onsdag den 16. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets ølbar

Ølbarerne har haft det yderst vanskeligt i år, lige som mange andre erhverv indenfor restaurationsbranchen. Jeg plejer at være meget lokalpatriotisk, når jeg udser årets ølbar, og kunne såmænd også kåre Kompasset igen. Men vil dog alligevel, på trods af en del besøg i det lokale vandingshul, bevæge mig helt ind i centrum af København, og udse Taphouse til årets ølbar. Det er svært at komme udenom de 61 haner med øl, hvoraf mange øltyper er de kendte og der snildt kan drikkes 10-15 forskellige pale ales/ipa per besøg, men som også rummer mere specielle typer og nye bryggerier. Man har desuden også kunnet købe øl fra hanen fyldt på dåse og tage med hjem. Det er der flere af byens ølbarer, der har indført. Lad os blive enige om, at når vi atter åbner fra julemånedens lockdown, så går vi mere eller mindre amok på vores foretrukne ølbar(er)? Tillykke, Taphouse.

tirsdag den 15. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets øloplevelse

Endnu en kategori, som det er svært at udse en vinder i, da mange ølfestivaler er blevet aflyst, eller afholdt virtuelt. De fysiske festivaler er ellers der, hvor jeg har chance for at møde det nye og ukendte, men sådan skulle det ikke være. Megen ølhandel er da også flyttet til nettet og/eller kraftigt opskaleret. Det er også en handel og efterfølgende konsumering af Herslev årgangskasse, der løber med titlen årets øloplevelse. Som skrevet i det oprindelig indlæg i juli, så var kassen et forsøg på at kompensere for ikke at have besøgt deres stand under Danske Ølentusiasters ølfestival, og der var lutter gode sager i kassen. Herslev spænder vidt, lige fra næsten småkedelige supermarkedsøl til det næsten sublime og eksperimenterende, med måske Mark Hø som det bedst kendte eksempel. Herslev bryghus er et godt bekendtskab i den danske mikrobryggeriverden.

mandag den 14. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets udenlandske bryggeri

Så er det herrens år 2020 ved at rinde ud, og godt det samme. Der vil ikke være mange gode ting at huske fra dette år. Dude Beering, som af andre ølbloggere er blevet beskyldt for at være irrelevant, har da sandt at sige heller ikke været særlig aktiv. Men det skal ikke afholde mig fra at komme med en forsigtig afslutningsbøvs for at markere, at der skam er blevet drukket mere øl end der er skrevet om.

I denne uge kommer en del bloggere med vores bud på det bedste inden for de sædvanlige kategorier, og den første der lægges ud med, er årets udenlandske bryggeri. Her er jeg en del hæmmet af, at langt det meste jeg drikker, er dansk øl, og jeg behøver i virkeligheden ikke kigge særlig meget ud over grænserne for at få tilfredsstillet mine behov. Men, en af de rigtig gode jeg fik smagt i år var Lervigs Toasted Maple Stout, der scorede 5-6 skumfiduser. Og Lervig har tidligere gjort det rigtig godt, især nogle af deres samarbejdsbryg har jeg haft stor fornøjelse af. Så derfor går min kåring af årets udenlandske bryggeri til norske Lervig Aktiebryggeri.


tirsdag den 1. december 2020

Mærkelige øl #5

Det er denne gang navnet, der måske ikke er underligt, men dog sædvanligvis er betegnelsen for noget helt andet væske og som sørgede for at det blev til en optræden i serien.

Brun sovs, 4,8 % mørk jule ale fra Beer Here. Duften er ret diskret og ikke så julet; brød, bitterhumle og meget let krydring. Smagsmæssigt er den sød uden at være klistret, har en nøddeagtig eftersmag/bitterhed og undervejs er der peber, kaffe og muligvis en snert kardemomme. Noget luftig fremtoning, men så er det jo næsten også en "session" juleøl med den procentsats den fik med sig ud i verden til at støtte sig på. Ganske fin, lidt henad en belgier og en man sagtens kan drikke flere af. 4 skumfiduser og slet ikke underlig smagsmæssigt.

#2163