tirsdag den 30. juni 2015

Trussetyven

Trussetyven, 7,2 % tørhumlet røgbock fra Nordic Brewing Co. Det kunne lyde som en 2-3 stilarter blandet sammen. De har før fået lavet deres øl hos Ørbæk; hvor denne er brygget fremgår ikke af flasken. Der er mest røg, men også lidt brød og karamel i duften. Røgen har lidt karakter af brændt flæsk og noget sødlig-vammelt. Den mørke øl smager en del af karamel inden den sødlige og våde røgsmag trænger sig på. Tørhumlingen med den franske sort Aramis gør sig i denne flaske kun svagt bemærket - hvis man anstrenger sig anes lige akkurat noget svag frugt, men ingen syrlighed. Røgøl bliver som regel vel modtaget i min mund; her er det som om at røgen er for våd, og ikke af den tørre slags, og derfor bliver en anelse vammel. Ved ikke om disse skrevne indtryk giver mening for andre, men det er sådan jeg bedst kan beskrive den mindre vellykkede røgsmag. Men det er slet ikke katastrofalt, og der gives 3-4 skumfiduser.


#1184

fredag den 26. juni 2015

Amagers svenske forbindelser

Amager bryghus har vokset sig store og brygger lystigt løs ude i Tårnby. Kvaliteten af deres øl har gjort dem attraktive som samarbejdsbryggere. For et par måneder siden kom fire øl brygget med svenske mikrobryggere og i disse dages tappes øl fra det årlige Copenhagen Beer Celebration samarbejdsbrygevent, til release 4. juli (pokkers at jeg er til Roskildefestival). Det er derfor på høje tid at tage de fire svenskere under kærlig besmagning. Så uden yderligere omsvøb: The Swedish Connection.

Building Bridges, 7 % IPA i samarbejde med Oppigårds Bryggeri. Brygget under/i løbet af Amagers julefrokost. Rygterne vil vide, at den var særdeles fugtig ... Begge bryggerier har en forkærlighed til og store evner for at brygge IPA, så denne er en amerikansk west coast type, med humlesammenrend af Herkules, Chinook Columbus, Citra, Centennial, Cascade og Amarillo. Den river fint i næsen med dens fyrrede duft med dejlig harpiks, iblandet grape og andre frugter. I munden giver den først et ret venligsindet indtryk, hvor øllet fornemmes blødt, tørt og uden megen sødme. Efter et kort stykke tid, folder humlerne sig ud og giver et mix af tropiske frugter, krydrede og blomstrede indtryk samt en tør og halvstram fyr, som fører over i en ikke overvældende bitterhed. Der er som vanligt mere fokus på aroma end bitterheden i humleprodukterne fra begge bryggerier. Et dejligt bryg, der først stryger smagsløgene ømt og blidt, for derefter at pirke til og spanke dem. 5-6 skumfiduser.


Aronia my love, 5,0 % frugtøl (pale ale) i samarbejde med Dugges Ale og Porterbryggeri (Göteborg). Meget sjældent at Amager giver sig ud i frugtøl, her er der som navnet antyder brugt aronia(saft). Øllet har den svageste røde nuance, som det måske kan ses på billedet. Den syrlige duft er klart også af frugtkarakter og ikke noget humlen frembringer. I glasset er der to smagsindtryk, der gør sig gældende. Dels aroniaens syrlighed, der forekommer ret afdæmpet og dermed understøttende, samt en hel del humle (Columbus og Simcoe), der er tør og til dels ret fyrret. På en eller anden måde er der også en svag frugtsødme til stede, og det slutter af med en erkendbar, men aldrig dominerende bitterhed. Har smagt eksempler på frugtøl, hvor balancen slet ikke er til stede; her er det stadig en øl, med en fin antydning af noget passende frugt. Havde egentlig på forhånd troet, at denne ville stå svagest i min mund, men med 5 tildelte skumfiduser, skal de andre være særdeles gode for at den spådom skal gå i opfyldelse.

  
The amazing Gotland campfire beer, 7 % røgøl i samarbejde med Malmö brewing. Brygget til ære for et gotlandsk sagnmonster, der ynder at riste marshmellows ved campisters bål. Og der er kommet skumfiduser (!) og kaffebønner i bryggen, der dufter fint af bålrøg og lidt af kaffe. Smagen består af let chokoladesødme, med antydning af lakrids. Røgen smages men fylder ikke overdrevet meget. Kaffen og skumfiduserne er svært erkendelige, men ligger længst nede i smagspaletten. Bryggens grundsubstans er så relativt let, at de enkelte smagsindtryk ikke fastholdes, med undtagelse af røgen. Sødmen gør røgen en anelse vammel og jeg mangler en smule modspil, for at tæmme røgen og afbalancere smagen. Så ja, lidt utraditionel som de skriver, men rimelig god - 4 skumfiduser.


International men of mystery, 8,5 % double IPA i samarbejde med Beerbibliotek. Brygget med passionsfrugter - dermed anden øl i denne omgang med frugt. Næsen opfanger ganske rigtig nogen frugt som kan associeres til passionsfrugt. Derudover den stiltypiske lidt tunge sprutduft. Men det er intet mod hvad munden kommer til at smage! Passionsfrugterne dominerer fra første øjeblik, først mest frugtigt med en anelse sødme, men det forsvinder hurtigt, da et veritabelt frugtsyreangreb er under opsejling. Det er en mellemting mellem syrligt og frugtbittert. Bitterheden varer længe ved og jeg kan slet ikke mærke noget andet, hverken den normale tunge maltbase eller noget af humlen. Jo, der er vel noget tør fyr i bunden, men den har det svært. Da jeg fortsat er en novice indenfor surølsgenren, skal jeg ikke kunne sige, om den ville kunne gøre sig godt der, men det er sikkert ikke tiltænkt som en sådan. Men for Dude Beering er det svært og jeg må på en samlet baggrund nøjes med at tildele 2 skumfiduser. Chokerende, rystende og forhåbentlig en engangsforeteelse, når det gælder Amager.


For en gangs skyld faldt en øl fra Amager mig ikke i smagen, men ellers var det fine øl, de har fået brygget med svensken. Og det er klart positivt, at der forsøges med lidt eksperimenterende opskrifter - bare fordi man er verdensmester i IPA, behøver man jo ikke udelukkende holde sig til den stilart! Nu er jeg så klar til næste store produktrelease - bare ikke på selve dagen ...

#1180-1183

onsdag den 24. juni 2015

Siste dans

Siste dans, 5,6 % pale ale fra Lervig Aktiebryggeri. En bastardbryg, kalder de det, som en hyldest til Kaizers orkester. Det har en frisk duft af grape og fyr. En anelse mere fyldigt end den gennemsnitlige pale ale. Men ikke mere maltsmag på den baggrund. Det er den friske humle, hvor de har puttet Amarillo, Citra, Chinook, Cascade og Centennial i, som smager. Af grape og fyr. Og af tropiske frugter. Mest smag, men også en behagelig bitterhed, der aldrig bliver ekstrem. Samlet en rigtig fin pale ale, en af de bedre af typen, så 4-5 skumfiduser er fortjent.


#1179

mandag den 22. juni 2015

Plead the 5th

Plead the 5th, 11 % imperial stout fra Dark Horse brewing. Brød, mørk chokolade og lidt tørret frugt fanger min næse. Munden bliver derfor ikke så overrasket, når smagen indeholder de samme elementer. Chokoladen er ganske bitter, frugten har spirituøs karakter med en let syrlig bund, der er svage røgede noter, mens bitterheden er initielt let, men kommer snigende efterhånden i den næsten olierede øl. En øl, der står til 100 på RateBeer (men "kun" 95 indenfor stilarten). Den er da også rigtig god, men helt oppe at ringe kommer den ikke her, men 5 store skumfiduser må da også være godt nok!

#1178

søndag den 21. juni 2015

Brygger- og gærsamarbejde

Farmhouse IPA, 6 % samarbejdsbryg mellem Magic Rock Brew og Lervig Aktiebryggeri. En fusion af kærligheden til humle og funky smage. Gæret både med belgisk alegær og Brettanomyces. Det er mest IPA delen, der kan mærkes i duften; en mangofrugtig sødme, med noget harpiks i bunden. Smagen er til gengæld mere funky end IPAsk: let og småsprudlende, med både Brettens staldindtryk og alegærens krydrede indslag; sidstnævnte dog mindst repræsenteret. Selv om den forekommer let, sørger alegæren alligevel for en vis tyngde/fylde. Humlen giver smag af grapefrugt og et fyrret aftryk, men der er ikke megen bitterhed tilbage efter oplevelsen i munden. Endnu en god blanding af Brett og IPA, hvor man her ydermere har brugt normal gær. Det giver en kompleks, men samtidig på en måde lidt for strittende oplevelse, men 4 store skumfiduser er nemt opnået.

#1177

lørdag den 20. juni 2015

Arrowhead

Arrowhead, 5,2 % IPA fra Bøgeskov Bryg. Anden gang jeg stifter bekendtskab med denne brygger, kort tid efter premieren ved ølfestivalen. Duften river lidt i næsen med dens friske og fyrrede indhold. Samtidig føles det lidt tungt og sprittet, henad en dobbelt IPA. Men smagen er nu ganske tilforladelig IPA'sk, og fylden næsten pale ale'sk. Ganske let grundsubstans fra maltindholdet, der klart overdøves af de som sådan fine humler, der er tilsat, så de smager. Der er fyr, der er harpiks og noget spruttet-floralt underneden. Humlerne er dyrket i Yakima dalen, hvor der er et reservat for indianere. Bryggen er opkaldt efter de pilespidser, deres forgængere brugte i kampen for deres jord. Det er vel i virkeligheden et ganske fint eksempel på amerikansk IPA. 4-5 skumfiduser, væsentlig bedre end deres Cherry stout, som var den jeg smagte på Ølfestivalen.

#1176

tirsdag den 16. juni 2015

Rocket Brewing triplet

Bedst som man lige er ved at erkende Rocket Brewings dejlige koncept, støder man på dem på et gademarked på Østerbro. Der blev derfor indhandlet alle de tre, jeg ikke kendte tidligere.

Club Tropicana, 5,4 % pale ale. Dejlig jordslået duft med dyriske undertoner - Bretten gør sig bemærket. Øllet gør et frisk indtryk ved en ganske pæn karbonering sammen med syrlig humlesmag fra Citra og Centennial. Det hele bundet pænt sammen og understøttet af Brettanomycesgæren. Det giver en frugtig start, der afsluttes ret tørt, med en fin bitterhed, der til dels må skyldes gæren, men selvfølgelig også humlerne. 4 skumfiduser.


Total Eclipse, 8,8 % havrestout. Jeg fanger egentlig ikke så megen duft fra denne stout. Vel indenbords er den mere opmærksomhedskrævende. I den meget bløde bryg ( havrens indflydelse? ) er der kaffe, chokolade og en pæn mængde lakrids som førstemundsindtryk. Derunder ligger noget næsten vinøs sprut. Sluttelig gør en ret brændt smag sig gældende - der må være blevet ristet hårdt. Det ristede går med over i en hård slutbitterhed. Der er således mange indtryk, der gør sig gældende, men velopdragent venter de pænt på hinanden og afløser efter tur. Denne bryg er ikke lavet med Brett, men det kan de også finde ud af. 5-6 skumfiduser.

Sign of Life, 7,5 % belgisk ale. Udover Brett er der i denne også brugt belgisk trappistgær. Det giver en meget karakteristisk duft med banan og koriander iblandt, men ikke helt så meget Brett. I smagen mærker man mere kombinationen af de to gærtyper, med det for blondetypen typiske søde brød og peberkrydrede noter, mens Bretten sørger for det tørre og lidt jordslåede. Det bløde bryg efterlader ikke så megen humlebitterhed, det er snarere nogle af de andre ingredienser, der gør den lidt metalbitter til sidst. Samlet er der mest blonde over den, med en rimeligt tung og mundfyldig smag, men med et smagsfremmende aftryk af den "vilde" Brett. 4 store skumfiduser.
#1173-1175