mandag den 2. april 2018

Røde Port, to nye bekendtskaber

Jeg stødte på Røde Port for lidt over et halvt år siden, og den første smagning behagede mig ganske godt. De er nogle håndbryggere der efter at have vundet en af klasserne i DM i 2016 tog springet og nu brygger kommercielt øl i lille skala. Jeg finder primært deres øl lokalt i Borup (Røde Port har base i Roskilde) men også Østerbro Vin og Spiritus har haft dem på hylderne. Røde Port kan ikke kaldes vilde og innovative, indtil videre brygger de klassiske mikrobryggeri øltyper som de fleste andre gør, men de har et pænt højt bundniveau og det virker som solidt håndværk, det der kommer fra dem. Her drikker jeg deres vinderøl samt det formodet nyeste produkt i porteføljen.

Ravn sort, 7,3 % imperial stout. Røde ports Dm vinder fra 2016 som gjorde at de valgte at starte eget. Mælk, chokolade og kaffe i duften. Jeg fanger de samme indtryk fra brygget, der virker lidt i den tynde ende for at være en imperial stout, både alkohol som fyldemæssigt. Men stilartsdefinitionen siger blot mere end 7 % alkohol, så den skal ikke klandres for, at andre bryggeriers produkter i stilarten ofte giver den mere gas. Der er en let smag af sprut som så må være den tilsatte dominikanske rom. En meget diskret humle smag afslutter oplevelsen. Jeg havde set meget frem til at smage denne men selv om den på ingen måde er dårlig, er den nu ikke en der stikker næsen frem i en stilart, hvor der er hård kamp om vores gunst. På den anden side skal den roses for at afstemme rom og humlesmag, selv om det er en smule diskret. Fire skumfiduser.



Black smoked Ghost, 7 % røget porter. Det må være et helt nyt skud på stammen fra Røde Port. Der tilbydes en fin, let chokoladesød drik, hvor der ganske vist er en smule røg i næsen, men ikke så meget i smagen. Det er ikke mere end hvad man kan finde blandt portere/stouts så at give den prædikatet røget porter, er måske lige at strække den. Men den er nu ganske dejlig selv om den ikke hører hjemme blandt røgøllene. Fin bitterhed og en bette lille humlesmag afrunder den fine øl. 4-5 skumfiduser.


 #1714-1715



Ingen kommentarer:

Send en kommentar