torsdag den 14. december 2017

Juleølshængeparti

For et par dage siden offentliggjorde jeg dette års gennemgang af jule- og vinterbryg. Jeg havde dog ikke fået købt eller smagt på årets nye fra Amager bryghus tids nok, og da de tilhører en eksklusiv skare, der altid kommer på bloggen med deres nye øl, så får de her et eget lille indlæg om dette års to nye juleøl fra dem.

Amager julebryg 2017, der i år er en 6,5 % american dark ale som de har valgt at kalde den. Hvis jeg havde haft min øldommerhat på ville den nok ikke passe ind i nogle kategorier; american brown ale er vel det nærmeste, men denne er der lidt for meget alkohol i til stilarten. Men, på disse sider er jeg blot en ydmyg ølnyder og behøver kun at forholde mig til, hvordan glasset påvirker mig. Duften er på en og samme gang både lidt sødlig-vammel samt virker lidt støvet. Lidt karamel, lidt humle og ganske let alkohol bemærkes. Smagen er noget mere pågående, med karamel fra malten, krydring fra gæren, herunder muskat og kanel, mens humlesmagen er tropecitrus i let til medium grad. Afslutningsvis er den ret bitter. Der er en rigtig fin balance mellem sødme, krydring og bitre noter, der gør øllet ganske velegnet til nydelse, både før, under og efter julen. 5 skumfiduser.


Reindeer Fuel, 10 % barley wine. En opskrift, som de efter sigende forsøger at forbedre hvert år. Her er det så anden udgave - sidste år syntes jeg at den nok lige var en anelse for sød. 2017 udgaven er underligt nok ret svagt duftende, med anelse af mørkt brød og ikke så meget andet. Men også denne øl er i munden mere prangende end i næsen. Kraftig maltet smag, som er sød men ikke klistret. Sødmen er kandisagtig. Derefter mærker man en smule til noget varmende alkohol og der afsluttes med let bitterhed. Selv om der måske er skruet en smule ned for sødmen i forhold til sidste år, forekommer den stadig at være en smule for enstrenget, selv om de amerikanske barley wines, som denne nok er modelleret efter, er kendetegnet ved megen maltsødme og mindre kompleksitet. Jeg tror nok jeg mere er til de vinøse barley wines, hvis det skal være. Dette er nok de voksnes udgave af ungernes fredagsslik! 3-4 skumfiduser.


Så tror jeg nok, at juleølskavalkaden bliver lukket for i år.

 #1659-1660      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar