søndag den 10. januar 2016

Bakke snagvendt API

Dark Horse Brewing Company har begået nogle øl, hvor maltbasen er den samme som i deres Crooked Tree ipa, men humleprofilen ændret. Normalt sælges de kun i sæt med tre-fire af hver, men Høkeren havde brudt et par sæt op, og solgte flaskerne enkeltvis. Da jeg syntes de gjorde det fint med originalen, måtte jeg prøve disse.
 
FF Dekoorc Eert, 6,5 % ipa; i denne variant er der brugt Falconers Flight 7C, en kommerciel blanding af amerikanske humler, der starter med C (Cascade, Centennial, Chinook, Citra, Cluster, Columbus og Crystal). Meget maltet duft med karamel. I starten er der også meget malt, med karamel og en næsten spruttet undertone. Humlen manifesterer sig som lettere fyrret, med en let klistret harpiks og generel skovbund. Ikke så citrus'et, ikke super tør. Der er også en rimelig markant slutbitterhed i bryggen. Det er lang tid siden jeg fik smagt basis-ipa'e, under lettere ukoncentrerede omstændigheder, men den scorede pænt. Denne er nu heller ikke dårlig og får 4 af de store skumfiduser.



Ollopa Dekoorc Eert, 6,5 % ipa; i denne variant er der anvendt Apollohumlen. Det er mest den samme let kvalme malt som i FF'en; med frugtige undertoner. Smagsmæssigt fylder den ligesågodt i munden, er næsten dIPAsk i karakter. Sødt brød, knap så karamel, men det er der også. Langt henne i smagsbilledet dukker en frisk, jordbæragtig smag op, som jeg mistænker er humlens aftryk. Det frisker lidt op, men ikke helt mundrensende. Der er en let tør, og meget let-bitter afslutning, tørheden har slet ikke fyr-harpiks karakter, men mere som træ og bitterheden giver association til let harsk hasselnød - det lyder slet ikke godt, men det er nu ikke ment, som om den i denne sammenhæng træder ved siden af. Det ender som en blanding mellem det let-drikkelige (behersket aggressiv humleprofil) og så det let tungere (maltbasen). 4-5 skumfiduser til denne.


Edecsac Dekoorc Eert, 6,5 % ipa. I denne er det så Cascade humlen, der er enerådende. Det giver her en lidt mere græsset duft og noget vådlig fyr. Malten synes i denne variant er være en anelse nedtonet. Der forekommer også at være en anelse mere karbonering, hvilket giver et lidt friskere indtryk. Men sødmen er der som bærende kraft, der understøtter den lidt stramme humlesmag, der er en mellemting mellem græs og gran. Bitterheden fornemmes som værende midt i mellem de to foregående. Cascade er en god humle, men jeg synes den skal have hjælp; den fungerer sjældent som single humle, synes jeg. Dertil er den lidt for skarp og bitter, uden at have nogle frugtige elementer at byde ind med. Den er nu slet ikke dårlig i denne øl, som får 4 af de helt normale skumfiduser. Jeg tror ikke, at Dark Horse har fået mindre end det, her på bloggen, så det er et helt stabilt bundniveau, de holder sig.

 #1289-1291

Ingen kommentarer:

Send en kommentar