søndag den 19. juli 2015

Amagers amerikanske (og andre) samarbejdsbryg - 1

Som næsten sædvanligt, har Amager samarbejdsbrygget med amerikanske bryggerier, og frigivet herlighederne 4. juli. Da det samtidig er Roskilde festivaltid, har jeg endnu ikke haft muligheden for at være til stede ved den festlige lejlighed. Må derfor nøjes med at smage, når flaskerne finder vej til de gode butikker. De bliver i år præsenteret i hver deres eget lille opslag.


Chad, King of the Wild Yeasts, 5,0 % farmhouse pale ale, i samarbejde med Crooked Stave (Denver, Colorado). Jeg har smagt en øl fra Crooked tidligere, og den var dejlig! Bryggeren Chad går meget op i gær, og her er der anvendt Brett. Men det ville ligne Amager dårligt ikke at komme en spandfuld humle med i kogekarret. Og det er humlen man først mærker i duften. En lidt stikkende grape, der næsten overdøver den klassiske staldduft fra gæren. Også smagsmæssigt er det først humlen, der smages i den lette pale ale, med grape, tørre fyrrenåle og en ret besk, men humlefin bitterhed som finish. Underneden stikker Bretten forsigtigt en pegefinger op for at gøre opmærksom på sin eksistens. Der er en vis blød mundfylde og så græs, hestesved og krydring, men alt sammen ret svært erkendeligt. Denne øl var jeg "kommet til" at købe to af, fra to forskellige butikker. Den første havde en meget mere tydelig Brett profil, og humlen var tilsvarende nedtonet. I denne, som anmeldelsen støtter sig op af, er det lige omvendt. Der er noget, der kunne tyde på, at det drejer sig om to forskellige batches, nr 1002 og 1102. Batch 1002 må være lavet for en del tid siden (batch 1000 kom jo ud for flere måneder siden), hvilket jeg kan stille mig tvivlende overfor, men der er i hvert fald to sæt etiketter, og i min mund, to forskellige øl. Måske er det forklaringen på forskellen? Da jeg drak batch 1002 sagde jeg til mig selv, at det var en klar 6 skumfiduser. Batch 1102 ender på 4 store - god IPA, men helt uden det fine samspil, der var mellem humlerne og gæren i batch 1002. Jeg kan kun anbefale at opstøve batchet mærket 1002. 1102 er på ingen måde dårlig, men heller ikke noget Amager ikke har lavet så mange gange før. Og jo mere jeg nåede ned i flasken, desto sværere blev det at erkende Bretten; kom næsten i tvivl om vi er ude i en ophældnings-/etiketteringsfejl af de alvorlige? En henvendelse til bryggeriet har i skrivende stund ikke resulteret i noget opklarende.

Update: Kommunikationschef Henrik Papsø oplyser, at der kun eksisterer et batch af Chad. En drillenisse havde været på besøg og pillet ved etikette-maskinen. Tilbage står så, at de to flasker jeg smagte havde udviklet sig meget forskelligt, og min anbefaling vil være, at man gemmer den lidt, inden man drikker den. For så får man sig nemlig en 6 skumfidusers øl i munden!

Næste indlæg i serien 23. juli

#1196

Ingen kommentarer:

Send en kommentar