torsdag den 16. april 2015

Nummerleg fra Raasted

Var efter påske i Udkantsdanmark og fandt i de lokale butikker øl fra en ny (?) serie fra Raasted Bryghus. Ved ikke hvor mange der eksisterer, men fik fat i og stukket snablen i tre. Navngivningen er de sluppet hurtigt hen over ...

0, 5,5 % Pitch Black Lager. Let riste duft og med nogen chokolade - måske også den svageste lakrids? Pænt fyldigt for at være en lager, og den er blød og lækker i munden. Let ristet malt, næsten ingen sødme, men det der er smager af karamel, og noget mere lakrids til stede end i duften. Der er nogen bitterhed men den gør sig slet ikke bemærket - aromahumling findes ikke. Men som de selv skriver, er den fyldigere end tysk schwarzbier og tørrere end en engelsk porter - det første kan jeg godt være enig i. Som sådan en fin undergæret øl, den klarer med bravour fire skumfiduser.


1, 6 % chili lakrids porter. Den mørke bryg dufter af tør lakrids og let røg. Den er blød og mellemfyldig i munden. Lakrids og brændt malt er de primære smagsindtryk i begyndelsen. Halvvejs følger chilien så efter, der i denne øl er rimelig nænsomt doseret,  resulterende i at det nok prikker og bider, men ikke efterlader varige brandskader. Samlet ender det så harmonisk det nu kan, når chili er involveret. Måske ville det spille en anelse bedre sammen i en fyldigere stout? Tre-fire skumfiduser.


8, 5,5 % kokos porter! Jeg har vist aldrig smagt en øl før hvori der var tilsat kokos. Og man kan mærke det med det samme i duften, men det er gemt lidt under noget friskt afbrændt røg! Smagsmæssigt er grundbryggen noget neutral, på grænsen til det selvudslettende. I stedet for en bitter eftersmag, dukker kokoselementet op og giver øllet et særpræg, trods alt. Det ender derfor lidt sødt. Jeg tror godt jeg kan se potentialet til en dessert, men det ville have været lidt mere spændende, hvis porteren i sig selv havde budt ind med lidt mere. Det er lige som om de er blevet så glade for deres ide, at de ikke turde hælde mere i. Det ender alligevel på en tre små skumfiduser for eksperimentet, der delvist falder heldigt ud.

#1113-1115



Ingen kommentarer:

Send en kommentar