Sider

onsdag den 17. januar 2024

Mørk start

Der er nogle, der starter året hvidt, med en hel afholdsmåned. Det gør Dude Beering ikke ...

Turn on the dark, 12,4 % blend af fadlagret imperial stout og fadlagret barley wine fra Fanø Bryghus. De påstår selv, at de eksperimenterede en del og måske drak/smagte for meget, før den rette blanding var fundet. Der er tre forskellige fadlagrede imperial stouts og en enkelt fadlagret barley wine i flasken. Det kan kun gå ga..øh godt.

Det starter med en kraftig aroma af rosiner, tobak, chokolade og noget alkohol, som de selv anfører på flasken er bourbon. Således ført på rette vej, giver det mening. Den ret tykke væske indeholder lige dele bitter chokolade og sødlig bourbon, som holder hinanden fra at overtage scenen fuldstændig. Mindre roller udfyldes af våd tobak, tørret frugt, træagtig astringens og kaffenoter. Det er voldsomme sager både i smag og alkohol, og den halve liter blev nydt over en times tid. Mindre kunne ikke gøre det. Jeg smager mest, hvis ikke udelukkende imperial stout og ikke barley wine, og hvis der har været andre fade på spil end bourbon, kan jeg ikke sætte navn på typen. Men alt i alt en af de slags fadlagrede øl, hvor jeg godt kan se en mening med det. Ret god, 5-6 skumfiduser.


Promises kept, 13% fadlagret barley wine fra Pleasanti Street og Fanø Bryghus. Har lagret halvandet år i et armagnacfad. Måske har den været en del af blandingen i foregående øl, her er den i hver fald ren. Grundbrygget er en øl, Promises made, som jeg ikke har smagt, og derfor ikke kan holde op mod den lagrede version.



Intenst duftende af tørret frugt, chokolade, tobak/røg og spiritus. I smagen kommer desuden sukker, karamel, lakrids og træ frem. Lidt sprittet smag og det er jo nok lagringen der giver det. Ellers umiddelbart noget lettere og ikke så tung som en barley wine, næsten en elegant version af øltypen, uden at det bliver letsvævende som en pale ale. Kompleks og ikke subtil, bør nydes i roligt tempo. Fire skumfiduser. 

#2297-2298

Ingen kommentarer:

Send en kommentar