søndag den 27. december 2020

Øldysten #5

Øldysten #5 er mellem to berliner weisse typer, der har hver sin frugttilsætning og hver sin lille ekstra ingrediens.


Blåt blod til alle, 4,6 % Berliner Weisse med blåbær og mynte fra Ølsnedkeren.

Udseende

Kirsebærrød, uklar og stort set intet skum.

Duft

Syrlig duft med både bær- og gærindhold. Dertil noget jeg vil kalde støvet værelse, og meget svag peber og koriander.

Smag

Intens frugtsmag; blåbær er i sig selv syrlige og sammen med fermenteringsprodukterne bliver det svært at sige blåbær om frugtsmagen, hvis jeg blindt skulle gætte. Mynten er diskret tilstede og gør sig først bemærket til sidst. Eftersmagen er tørt træ.

Karbonering

Let prikkende, men ikke voldsomt. Ikke overraskende meget lidt mundfylde.

Samlet indtryk

Gedigen god for stilarten. Jeg tror godt, der kunne have kommet en snas mere mynte i for at komme med det modspil, som nok var tiltænkt. Fire skumfiduser.


Rendered, 4 % Berliner Weisse med brombær og rosa peber fra Strange Weather Brew Co, brygget på Amager bryghus' anlæg.

Udseende

Plumret rød, mere henad som tomat sammenlignet med foregående, uden rigtig at have dens varme i farven. Ved ophæld lykkedes det at tvinge en halv centimeters skum ud af øllet, men det var yderst flygtigt.

Duft

Foruden den klassiske Berliner syrlighed, forstærket med brombærrene, så fanger jeg uden problemer peberen, der både stikker lidt, men som også har en spøjs sødme.

Smag

Smagsmæssigt er det grundbryggets iboende karakteristika, der præsenterer sig. Frugten er igen gemt i syrligheden og skønt modne brombær er søde, fornemmes det næsten ikke her, undtagen lige til allersidst. Også sidst i smagsindtrykkene træder peberkornene lidt i karakter og formår at give lidt spids styrke gennem syren.

Karbonering

Et bryg i den tynde ende, men meget passende for øltypen, sammen med en let prikken på tungen.

Samlet indtryk

Igen en flot øl, og som har lige en smule mere at byde ind med, selv om jeg også her kunne have tænkt mig lidt mere. Rosa peberen er mest tydelig i duften. Det ender også her med fire skumfiduser.


Tæt opløb, svært at finde en vinder. Røde, syrlige øl er dejlige, og her var der to forsøg på at give det lidt ekstra. Det lykkedes lidt bedre for peberkornene end for mynten, så når nu der skal kåres en vinder, bliver det Rendered. Men begge gode og anbefalelsesværdige. Strange Weather Brew var et nyt bekendtskab, men nok værd at følge.

#2165-2166

onsdag den 23. december 2020

The Mistress

Denne smagning er speciel på flere måder. Først og fremmest er det en øl, jeg har set meget frem til at smage. Penyllan er unik blandt danske bryggerier og har glædet mig meget ved tidligere lejligheder. De ikke blot brygger øl, men lagrer det i meget lang tid, for derefter at blende det sammen til de resulterende flasker. The Mistress har jeg desuden læst rigtig godt om hos flere andre bloggere. Sidst, men ikke mindst, udgjorde smagningen min egen, beskedne fejring af min fødselsdag, der pga. coronapåvirket påpasselighed blev fejret ganske alene, uden de nærmeste kære og familien

The Mistress, 11 % baltisk porter, lagret på bourbonfad i 4 år. Umiddelbart efter oplukningen, der ledsagedes af et tydeligt pift, væltede en tung, tung duft op af flasken. Ved ophældning af den tilsyneladende ret flade væske bredte duften sig i hele stuen. Første portion vel anbragt i glasset afslørede en smule skum. Næsen blev derefter forsigtigt stukket over glassets kant. Bourbon, mørk chokolade, frisk cigar, svesker, vanilje var de tydeligste indtryk, jeg opfangede. Smagsmæssigt var det en mørk, bitter chokolade der var førsteindtryk. Når det lag blev skrællet væk, var der træ, kaffe, kiks, integreret alkohol og en smule mere tydelig bourbonsmag, opfanget fra en silkeblød og ikke specielt fyldig væske, hvilket forekom mig lidt overraskende, men som sammen med en relativ tør og bitter afslutning nok gjorde de 11 % lettere at få lempet alle 75 cl indenbords af. Jeg fornemmede også en smule syrlighed, og etikettens forslag om at kirsebær kan smages, gjorde at den del faldt på plads og korrekt kunne beskrives. Der er naturligt nok ikke megen karbonering tilbage, men det klæder den nu og da den samlet set ikke er overdrevet sød, fungerer det. Sødmen er klart til stede, men er integreret med de øvrige elementer. Øllet er gæret med både domesticeret (!) og vild gær, men det virker meget kontrolleret og slet ikke surt/syrligt eller brett/farmhouseagtigt.

Som altid ved Penyllans øl er der mange lag og smagsdybder i deres produkter, og som tiden går - og den går heldigvis langsomt, når hele flasken skal konsumeres, både udvikler øllet sig ved iltning og temperaturstigning, samtidig med at smagsløgene får gnavet sig yderligere ind i smagen. Anden ophældning gav et yderst flygtigt pust af tørret kokasse - det er lige godt første gang jeg oplever det! Formentlig godt, at det ikke varede mere end et splitsekund. Tør røg kunne også pilles ud/sættes ord på. Smagen forbløffer ved at være en konstant næsten kamp mellem bitter chokolade og sødlig bourbon, sekunderet af de tidligere beskrevne elementer. Lige som jeg er ved at synes, at chokoladen er for dominerende, vælter bourbonen ind over, men ikke så længe, at jeg, som notorisk ikke har det let ved sprutfadlagret øl, og især ikke bourbon, bliver træt eller ked. Og det er som sagt ikke kun dualismen, men alle indtryk, store som små, der samler øllet og giver det dens sublime smag.

Halvvejs inde i øllet går det op for mig, at det kommer til at tage mindst to timer at komme igennem hele flasken. Det er ikke negativt, men et udtryk for, at selv om jeg beskrev det som ikke så fyldigt, så rammer den intense smag, kompleksiteten og de 11 % et eller andet som gør, at det bliver i et yderst moderat tempo, at flaskens indhold nydes. 

Ved næstsidste ophældning flyder tankerne en kende mere frit og jeg må derfor ind på CD hylden og finde det næsten 25 år gamle album (ja, det kaldte man det dengang) "Ladies and gentlemen we are floating in space" af Spiritualized frem, og sætte det 17 minutter lange nummer "Cop shoot cop" på. Kompleksiteten i det nummer nærmer sig øllets, men er seriel, hvor øllets er parallel. Nummerets første syv minutter følger en rimelig traditionel pop/rock struktur med sang og vers og omkvæd. Så tager en kakofonisk støjmur over de næste 5 minutter, hvorefter nummeret slutter med en nærmest katarsisk renselse af lutter vellyd og hypnotisk længsel. Kompositorisk fungerer det lige så fint som The Mistress fra Penyllan. Øllet har en masse forskellige elementer, som blandes/blendes sammen til en fungerende helhed.

Indlægget er skrevet stort set i samme tidsrum som den baltiske porter er konsumeret og nærmer sig vel en smule gonzo-journalistik, hvor der tages visse afstikkere fra emnet. Tilbage til virkeligheden og den sidste slurk står, at Penyllan igen har lavet en øl, som kun bekræfter deres helt specielle status og plads i den danske ølverden. De er nok en smule elitære og deres priser gør dem ikke til allemandseje, men hold da op hvor er det godt, at der er ildsjæle og kreative bryggere som dem, der kan få forretning ud af det. Seks af de helt store og velfortjente skumfiduser.


 #2164

 

lørdag den 19. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - årets ølbutik

Årets sidste kåring tilfalder en gammel kending: Høkeren i Ravnsborggade. Det er ikke fordi, der er sket meget nyt siden sidste år, hvor de også løb med titlen, andet end at Gyda har været lige så hårdt ramt af diverse corona-relaterede nedlukninger. Det er så kommet oveni den almindelige forbrugers orientering over mod internethandel. Det er derfor en sjælden luksus at komme i en specialbutik, hvor indehaveren ved noget om det, der sælges, og hvor stemningen altid er i top. Hvis man har brug for flere ord og begrundelser, må jeg blot henvise til sidste års tekst.

Tillykke til Gyda og Høkeren.

fredag den 18. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets danske bryggeri

En prestigefyldt titel, som er lige så svær at udse en vinder i som de øvrige. Jeg vil i år pege på Fanø Bryghus, der langsomt, men sikkert, er steget i min agtelse og tilført mig stadig øget nydelse ved indtagelse af deres produkter. De er ikke bange for at eksperimentere, har nogle karakteristiske etiketter og i øvrigt et pænt højt bundniveau. Bloggen har i skrivende stund i alt 13 indlæg med en eller flere øl fra bryghuset, der kan læses via dette link. Bemærk, min stigende begejstring gennem årene.

Stort tillykke til Fanø Bryghus.

torsdag den 17. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets ølnyhed

Det må blive en dansk øl, jeg udser til årets nyhed, selv om det ikke eksplicit ligger i titlen, at jeg skal begrænse mig. Men det er som tidligere nævnt i uges indlæg, at der primært er røget dansk øl i ganen i 2020.

Den bedst ratede, nye danske øl på bloggen i år, er Sauer Macht Lustig fra Flying Couch. Jeg vil ikke tilføje mere her, end hvad jeg skrev om den for et halvt år siden, andet end at den repræsenterer en stilart, jeg blot for en tre-fire år siden, aldrig troede jeg ville kunne komme til at holde af. Bare jeg ikke en dag på tilsvarende måde kommer til at holde af Inger Støjberg ...

onsdag den 16. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets ølbar

Ølbarerne har haft det yderst vanskeligt i år, lige som mange andre erhverv indenfor restaurationsbranchen. Jeg plejer at være meget lokalpatriotisk, når jeg udser årets ølbar, og kunne såmænd også kåre Kompasset igen. Men vil dog alligevel, på trods af en del besøg i det lokale vandingshul, bevæge mig helt ind i centrum af København, og udse Taphouse til årets ølbar. Det er svært at komme udenom de 61 haner med øl, hvoraf mange øltyper er de kendte og der snildt kan drikkes 10-15 forskellige pale ales/ipa per besøg, men som også rummer mere specielle typer og nye bryggerier. Man har desuden også kunnet købe øl fra hanen fyldt på dåse og tage med hjem. Det er der flere af byens ølbarer, der har indført. Lad os blive enige om, at når vi atter åbner fra julemånedens lockdown, så går vi mere eller mindre amok på vores foretrukne ølbar(er)? Tillykke, Taphouse.

tirsdag den 15. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets øloplevelse

Endnu en kategori, som det er svært at udse en vinder i, da mange ølfestivaler er blevet aflyst, eller afholdt virtuelt. De fysiske festivaler er ellers der, hvor jeg har chance for at møde det nye og ukendte, men sådan skulle det ikke være. Megen ølhandel er da også flyttet til nettet og/eller kraftigt opskaleret. Det er også en handel og efterfølgende konsumering af Herslev årgangskasse, der løber med titlen årets øloplevelse. Som skrevet i det oprindelig indlæg i juli, så var kassen et forsøg på at kompensere for ikke at have besøgt deres stand under Danske Ølentusiasters ølfestival, og der var lutter gode sager i kassen. Herslev spænder vidt, lige fra næsten småkedelige supermarkedsøl til det næsten sublime og eksperimenterende, med måske Mark Hø som det bedst kendte eksempel. Herslev bryghus er et godt bekendtskab i den danske mikrobryggeriverden.

mandag den 14. december 2020

The Real Danish Beer Blogger Awards 2020 - Årets udenlandske bryggeri

Så er det herrens år 2020 ved at rinde ud, og godt det samme. Der vil ikke være mange gode ting at huske fra dette år. Dude Beering, som af andre ølbloggere er blevet beskyldt for at være irrelevant, har da sandt at sige heller ikke været særlig aktiv. Men det skal ikke afholde mig fra at komme med en forsigtig afslutningsbøvs for at markere, at der skam er blevet drukket mere øl end der er skrevet om.

I denne uge kommer en del bloggere med vores bud på det bedste inden for de sædvanlige kategorier, og den første der lægges ud med, er årets udenlandske bryggeri. Her er jeg en del hæmmet af, at langt det meste jeg drikker, er dansk øl, og jeg behøver i virkeligheden ikke kigge særlig meget ud over grænserne for at få tilfredsstillet mine behov. Men, en af de rigtig gode jeg fik smagt i år var Lervigs Toasted Maple Stout, der scorede 5-6 skumfiduser. Og Lervig har tidligere gjort det rigtig godt, især nogle af deres samarbejdsbryg har jeg haft stor fornøjelse af. Så derfor går min kåring af årets udenlandske bryggeri til norske Lervig Aktiebryggeri.


tirsdag den 1. december 2020

Mærkelige øl #5

Det er denne gang navnet, der måske ikke er underligt, men dog sædvanligvis er betegnelsen for noget helt andet væske og som sørgede for at det blev til en optræden i serien.

Brun sovs, 4,8 % mørk jule ale fra Beer Here. Duften er ret diskret og ikke så julet; brød, bitterhumle og meget let krydring. Smagsmæssigt er den sød uden at være klistret, har en nøddeagtig eftersmag/bitterhed og undervejs er der peber, kaffe og muligvis en snert kardemomme. Noget luftig fremtoning, men så er det jo næsten også en "session" juleøl med den procentsats den fik med sig ud i verden til at støtte sig på. Ganske fin, lidt henad en belgier og en man sagtens kan drikke flere af. 4 skumfiduser og slet ikke underlig smagsmæssigt.

#2163

fredag den 27. november 2020

Øldysten #4

Den fjerde øldyst her på bloggen har allerede et bryggeri som sikker vinder, idet Fanø stiller op med to forskellige udgaver af deres juleporter. Den ene version er "blot" af typen imperial, mens den anden, af samme type, har været fire måneder i et whiskyfad fra Stauning whisky. En gylden mulighed for at bedømme, om den slags behandling af øl er forsvarligt ud fra etiske og ølvelfærdsmæssige overvejelser.

Imperial Jule Porter, 9,8 %, med krydderier. Brygget med kanel og kaffe, og lagret på kaffebønner og polynesisk vanilje.

Udseende: Brunsort, formentlig klar, med fint, stabilt lysebrunt skum, der kravler op ad glassets inderkant.

Duft: Chokolade, kaffe, lidt røde bær, og svag kanel.

Smag: Kaffe og chokolade i skøn forening, hvor ingen dominerer over den anden. Kanel og lidt spids peber. Varmende alkohol, der holder hånden under øllet og løfter det. Vaniljen fanger jeg næsten ikke, hvilket set med min mund er godt. En medium bitterhed slutter af, sammen med en meget diskret syrlighed.

Karbonering: Lavt karboneret, med en super cremet mundfylde. Det føles bare lækkert at hælde slurk på slurk i munden og køre det rundt.

Samlet indtryk: Ret god øl, som det bliver svært at lave bedre ved at fadlagre den, men hvis det går godt, så kan jeg se frem til næste opskænkning nedenfor. 5 skumfiduser.


Imperial Barrel-Aged Jule Porter, 10,3 % krydret og fadlagret imperial porter. Der nævnes ikke noget om vanilje her, så måske er det ikke helt samme bryg?

Udseende: Samme brunsorte væske med lysebrunt skum der næsten klæber til glasset. Lidt mindre holdbart skum end medkombattantens.

Duft: Mørk, bitter chokolade, whisky, rosiner, brændt kaffe og svag kanel.

Smag: Whisky og den bitre chokolade er forrest, fulgt op af kaffe, kanel og peber. Alkoholen er mindst lige så meget til stede som varmegiver og altså også som smagsgiver. Den er næsten blevet lidt for dominerende i forhold til den meget fint afstemte smag fra før, men samtidig ikke mere end at det også tilfører noget andet (og godt).

Karbonering: Lige så lavt karboneret, men knap så cremet. Whiskyen gør lidt mere skarp, også i mundfylde synes jeg.

Samlet indtryk: Også her en ret god øl som pga. fadlagringen er lidt mere strittende og udfordrende, men også interessant. Jeg finder ingen grund til at ændre karakter, så 5 skumfiduser.


Men, Øldysten #4 skal have en vinder og det bliver, trods alt, den rene Jule Porter der med et mulehår vinder på målfoto. Jeg kan dog sagtens forestille mig mere udprægede fadlagrings aficionados sværge til porteren, der svømmede rundt i en tønde inden flaskning. Og den fedeste etiket sidder på den fadlagrede! Tæt dyst, med to meget værdige deltagere.

#2161-2162

onsdag den 25. november 2020

Mærkelige øl #4

Her op til julen er det ikke usædvanligt at tilsætte mange forskellige ting i en øl så den smager af noget. Men dagens svenske øl virker som om den klart kvalificerer til en smagning i serien mærkelige øl.

Glögg sour, 4,5 % Berliner style sour (mon ikke de mener Berliner Weisse?), et samarbejdsbryg mellem Morgendagens, Friends company og Poppels bryggeri. Totalt plumret, kirsebærrød med lyserødt skum! Nellike, rosin, er tydelige i duften og levner ikke plads til frugter eller syrlighed. Nellike er også forrest i smagen men når første angrebsbølge er afværget, dukker en frisk frugtsyrlighed op. Jeg har lidt svært ved at pille blåbær, solbær og kirsebær ud som deciderede selvstændige elementer, men de bidrager sammen med gæringens mælkede syrlighed til smag og ikke mindst flot farve. For at skulle ramme gløggsmagen endnu mere end krydderierne, mangler der rødvin og spiritus, men så ville det nok blive alt for mærkeligt. Spøjs øl, og nok ikke holdbar i store mængder, men som jule-gimmick holder det. 4-5 skumfiduser.


 #2160

mandag den 23. november 2020

Løkken bryghus

Mit kendskab til Løkken bryghus og deres produkter er stort set ikke eksisterende. Jeg støder aldrig på deres produkter, der hvor jeg køber øl. Da bryggeriet rettede henvendelse til mig for at høre om jeg ville smage og skrive om deres øl som led i en slags relancering, i hvert fald af deres hjemmeside, var jeg interesseret. Efter lidt transportbøvl med Danske Fragtmænd, nåede 12 øl, plus to glas og en t-shirt frem til mit domicil og min kritiske gane. For jeg har naturligvis betinget mig at må skrive min ærlige mening om øllet. Nu ved læserne af bloggen i hvert fald baggrunden for dette store indlæg om et mindre bryggeri fra den nordlige del af Jylland.

De producerer flere serier og har også et andet brand, Bryggeriet Vestkysten. Der lægges ud med fem øl fra Løkken serien.

Løkken Badehus, 4,6 % witbier. Den belgiske type hvedeøl, gerne med appelsinsmag. Det har man så sørget for ved at komme appelsinskal i. Duften er tør, fornemmes let røget, med korn og gær, der nærmer sig noget brettanomyces. Smagen bærer mest præg af gæren, der ikke helt er brett, men som har fine krydrede noter af koriander og peber, med en lidt skarp afslutning. Appelsinen bemærkes kun lige akkurat. I bunden en fin kornsmag, og der er ikke megen restsødme. Witbier er et noget uudforsket område og normalt ikke en del af min ganes omgangskreds. Jeg har tidligere foretrukket tysk hvedeøl, hvis det skal være. Det her er nu en meget fin udgave som jeg godt kunne drikke mere af, og især på en dag med mere dagslys og solvarme. 4 skumfiduser.


Elsebeth Gyldenstjerne, 4,8 % steam beer. En øltype, der er endnu sjældnere i min mund og i bryggekarrene hos danske mikrobryggere. Først og fremmest er der en duft af karamel, der ved let omrystning frigiver en for øltypen karakteristisk, let svovlduft. Der er endnu en lidt sødlig-vammel note, som fra noget glemt frugt. Smagsmæssigt er det mere "ren" malt, med karamellen skruet ned, og ristet brød. Humle bemærkes ikke synderligt, og det er kun en meget let, men lidt underlig krydring som modspil til den sødlige malt. Let slutbitterhed. Øltypen fremkom vist mere af nød end af lyst den gang tyskerne drog til Californien med deres undergær, og den står ikke først på drikkekortet her. Men cadeau for at brygge den. 3 skumfiduser.


Rubjerg Fyr, 5,5 % brown ale (og ikke steam beer, som bagsideetiketten siger). Lidt klistret maltduft oveni det ristede og mørke, synes mælk er den bedste beskrivelse. Meget klassisk brown ale i smagen, af den engelske type, hvor det er malt, der næsten bliver syrlig og en ret stærk og ren bitterhed, sammen med noget kaffe. Intet at udsætte, men jeg er klart til den amerikanske udgave, med mere humlesmag. Her ender som oftest i noget næsten metallisk, uden at det skal forstås som en fejl. 3 små skumfiduser.


Løkkendarisk, 5 % pale ale, brygget med sukkertang og porse. Sødlig maltduft med rugbrød. Smagen er også i den søde ende, mon sukkertangen bidrager hertil? Porse ligger som en let bitter smag under sødsuppen. Fornemmer ikke megen humlesmag. Meget standardale - kan tydeligt huske, da Ale no 16 fra Refsvindinge var eneste danske ale og den dermed var speciel. Nu skal der lidt mere til synes jeg, og porse er ikke for mig en åbenbaring, hverken i øl eller snaps. Lunkne 2 skumfiduser.


Julefryd, 7 % jule ale, hvilket her betyder tilsætning af krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Det er mest rosinerne fra det tilsatte, der gør sig bemærket i maltduften, samtidig bemærker jeg noget let stikkende, der dels associerer til lakrids, men også røg og brændende træ. Det lidt tyndtflydende bryg giver mørk malt, uden særlig megen sødme, koriander, nelliker, aske, bitterhed og med umage fanger jeg den letteste appelsin. Venligt kan man sige, at den ikke er som langt de fleste, lidt klistrede mørke ales i juletiden, men jeg synes måske heller ikke det fungerer helt perfekt. Måske er den pimpet op med for meget, som brygget ikke kan bære - det hele fornemmes lidt tyndt, på trods af de 7 %. Ender alligevel midt på skalaen med 3 skumfiduser - fint, ikke helt forløst potentiale.


Så følger fire øl fra deres Vendelboserie, hvor de enkelte øl har navn efter ord fra dialekten i Vendsyssel, vendelbomål. Således er jøwt et udtryk for at noget eller nogen er fedt, kavt betyder noget der er upraktisk, rajfog er en snestorm og narrevorn er en drilsk person.

Jøwt, 4,6 % pilsner/moderne lys lager. Foruden en klassisk pilsner duft med lyst brød og græs, fanger jeg noget let råddent lakrids/dild. Tænker på om der er noget Sorachi Ace humle indover? I munden går det op for mig, at der sandsynligvis er en del diacetyl til stede, som i stilen ikke bør forekomme i så udpræget en grad som tilfældet er. Det kan skyldes at gæren, som selv producerer diacetyl, ikke har  fået lov til at omsætte det igen i slutningen af fermenteringen. Øllet smager ikke direkte dårligt men den megen sødme gør den i længden lidt for meget. Brygtekniske fejl bør ikke forekomme, ej heller hos mikrobryggeriers, små som store. Til en ren bedømmelse i øldommerforeningen ville den dumpe, her kan jeg give 2 små skumfiduser, også selv om de rent faktisk muligvis har ønsket det opnåede resultat.
 

Kavt, 7 % belgisk blonde. Krydret duft af brød, peber, gær, og koriander. Ingen banan eller tyggegummi som man kan opleve det, men hvem savner det? I smagen meget som typen foreskriver og plejer at være, med sødlig brødsmag, krydret islæt meget som duft indtrykkene, og i tilgift får man her en del banan i en noget syntetisk udgave. Moderat bitterhed. Nok lige i den søde ende for at gøre mig helt veltilpas, men 3-4 skumfiduser tåler den. 
 
 
Rajfog, 6 % bock. En del karamelduft i malten, og der er også noter af tørret frugt. En meget svag, og uønsket svovlduft anes. Smagen er ret sødmefuld, med de føromtalte karamelnoter, og kun en meget let bitterhed til sidst for at lægge et vist modspil, der godt kunne have været mere vægtigt. Alkoholen er ret fraværende i smagsbilledet og øllet indeholder også en noget lav volumenprocent, i hvert fald hvis man skal følge den officielle danske ølstilartsliste, men det behøver bryggerierne naturligvis ikke. 3 skumfiduser.


Narrevorn, 6,9 % kaffe/whisky stout. Afstemt duft med chokolade, ristet brød, let kaffe og yoghurt. Ikke så meget leflen over smagen, der er ret tør, let astringent, bitter chokolade, et skvæt kaffe og homøopatisk mængde whisky. Det er let og let drikkelig og sådan set meget fint. 4 pæne skumfiduser.

Herefter følger tre øl fra deres brand Bryggeriet Vestkysten. Jeg tænker umiddelbart, at her vil de eksperimentere lidt mere, måske ikke helt så vildt som Nørrebro bryghus og deres BRAW, men alligevel. Der er nu ikke på forhånd noget særlig sprælsk over de tre øltyper, der var i flaskerne.

Brilleabe, 5,78 (!) ipa. Brød og græs i duften, med en snert af gær og humle. Der er også en basis af brød og let maltsødme i smagen. Humlen er mest til stede som bitterhumle, men en snas appelsin titter flygtigt frem. Der loves på etiketten en ikke-traditionel ipa; her mener de nok brug af lokalt, økologisk dyrket malt. Som øl ligger den meget tæt op af den klassiske engelske type, hvor humlen ikke smager men næsten udelukkende bitrer. Tre skumfiduser.


Bandit, 5,23 % pilsner. Godt nok en præcis angivelse af alkoholindhold. Især når man tænker på at det ikke behøver at være præcist. Jeg mener at det er tilladt med plus/minus 0,5 procentpoint i forhold til det angivne. Duften er som at stikke næsen ned i en nyåbnet pose labre larver. Det kan være behageligt nok under de rette omstændigheder, her er det et udtryk for, at diacetylen ikke er omsat godt nok. Niveauet er for højt også i smagen og der levnes ikke meget rum til andre indtryk, ej heller de amerikanske bitterhumle, der annonceres på etiketten. 1 skumfidus.


Skagen bunker, 6 % brown ale. Malt og ristet brød i duften, med en let chokolade og initielt noget skarpt, henad svovl. Smagsmæssigt balancerer den fint med let chokolade og tørt ristet brød. Er nok mest som den engelske, klassiske type, uden særlig humlesmag og her ingen gang særlig bitter. Min præference inden for stilarten er den oversøiske, men derfor kan denne nu godt få 3 skumfiduser.

Samlet vurdering

Er man fra Løkken eller kommer man til Løkken, skal man naturligvis støtte det lokale initiativ, der samlet set er meget mere spændende end hvad de store bryghuse formår at fremstille. Hatten af for at have en bock og en steam beer i sortimentet. Men, men, når begge de to pilsner typer i følge min opfattelse har alt for meget diacetyl, så bør man nok lige stramme lidt an i det brygtekniske.

Jeg kan godt lide deres små buttede, brune flasker, der bringer minder fra 1980'erne frem, hvor Faxe Fad stort set var eneste øl man kunne få under bryggeristrejken 1985. Min præference blev fra dengang og i en del år frem Faxes øl, omend de ikke var til at opdrive på værtshusene. Etiketterne falder ikke i min smag, uanset om de sidder på Løkken/Vestkyst flaskerne.

Og så forstår jeg nok ikke helt hvorfor man har et andet brand, når det er stort set de samme øltyper man markedsfører og som i min mund resulterer i stort set de samme oplevelser.

Tak til Løkken Bryghus og deres natur-og kulturformidlingspraktikant Gert for at sende mig smagsprøverne.

#2148-2159

søndag den 18. oktober 2020

Mærkelige øl #3

Serien mærkelige øl fortsætter med meget ujævne spring og tidsrum mellem opslagene. I dag med en øl fra svenske Brekeriet, der måske ikke fortjener ordet mærkelig, men kombination af røgmalt, sour ale og bourbonfadlagring er ikke helt mainstream.

Röken, 7 % røget og fadlagret sour ale, en del af Vild serien fra bryggeriet og som sådan behørigt både indkapslet og indproppet. Duften signalerer ikke alle (tre) dele af brygget i ligelige proportioner. Der er en dominerende, spids syrlig tone, der river let i næsen. Hvis man insisterer på at bevare næsen tæt på brygget, og får skubbet syrligheden til side, kan jeg svagt fornemme noget vammelt-alkoholisk, som må være bourbondelen. Og lige pludselig kan jeg også erkende noget let røg, men den ligger helt først, godt pakket ind i eddiken. Smagsmæssigt er det stort set en gentagelse af de indtryk, jeg fik fra duften. Samlet bliver det meget lig hvad Brekeriet ellers sender ud i deres Vild serie, i hvert fald som grundøl. Det syrlige fylder mere i det samlede smagsbillede end hvad det gjorde i duften. Jeg er glad for, at der ikke er mere bourbon til stede i smagen, mens jeg nok kunne have tænkt mig at smage bare en anelse mere røg, selv om jeg ikke er sikker på, hvordan røg og syre vil opføre sig sammen. Så det ender med ikke at være så mærkeligt endda, og giver 4 små skumfiduser, pga. ikke helt indfriede forventninger.


#2147

fredag den 2. oktober 2020

To fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus laver spændende øl og efterhånden ser jeg dem flere steder. Disse er endda købt i en Meny på Østerbro. Fanø fortjener at blive mere kendte, men gælder det også for disse to, som jeg ikke har smagt før?

Whisky & Rye, 12 % fadlagret imperial porter. Øllet har trukket 6 måneder i fade fra Stauning Whiskey. Den først lidt for kølige duft indeholder chokolade, vanilje og lakrids. Efter en vis tilnærmelse til stuetemperatur kommer også noget træduft ind i spillet. Hvad der først slår mig i smagen er et fint parspil mellem lakrids og whisky, altså den lidt mere krydrede side af brygget, som altså dominerer over malten, der mest har karakter af chokolade. En snert af frisk humlesmag anes også, mens bitterheden er begrænset. Ikke voldsom fyldig, men lidt olieret føles den dog. Lidt lækker på den søde måde, i hvert ikke en man vil blive forskrækket over at støde på en mørk aften. 4-5 skumfiduser.
 


Coffee Puncher, 11,5 % imperial dry stout. Brygget til ære for Fanøs kaffepunch og derfor lagret snapsevædede træstykker og kaffe. Der er nu intet vildt/væmmeligt eksotisk over duften, som er mørk bitter chokolade og kaffe, og kun en antydning snaps. På etiketten udloves en bone dry stout og det er også første association, sammen med en sammensat bitterhed fra brændt malt, alkohol og kaffe. Snapsen er noget mere fremme i smagsbilledet end whiskyen var i foregående, eller rettere, den stritter lidt mere ud, nu hvor den ikke pakkes ind i sødme. Venligt kan man så sige at den er mere karakterfuld og jeg smider også 4 store og venlige skumfiduser efter den. 
 
 
Svaret på det indledende spørgsmål er ja, de får begge en klar anbefaling. I øvrigt nogle spøjse, men fine portrætter på etiketterne.

 #2145-2146

onsdag den 30. september 2020

American Outlaws fra Amager Bryghus

Amager Bryghus har spærret nogle velvoksne øl inde i forskellige tønder en rum tid, og derefter hældt dem på flasker. De kalder serien American Outlaws og den består i skrivende stund af fire forskellige, men der er vist flere på vej. Jeg købte de fire første i foråret, så nu må det være på tide at smage på dem.

Tiburcio Vasquez, 9,9 % Tennessee whiskey barrel aged foreign extra stout. Øl er til tørst og ikke til trøst siger Carlsberg, og det er jo rigtig nok. Men denne øl blev smagt i lyset af nyheden om en god vens bortgang og så skulle opskænkningen pludselig opfylde begge, og flere formål. At den har svømmet rundt i Jack Daniels fad i 11 måneder er ikke at tage fejl af i hverken duft eller smag. Øllet fylder forbavsende lidt i munden på trods af dens 9,9 %. Bryggets grundsmag er også ret skjult bag de tunge amerikanske whiskeytåger, men en del lakrids anes. Samlet synes jeg ikke det er en specielt vellykket fadlagring og det er måske både bryggets og fadets skyld? Øllet er forsvundet i eksperimentet. Tre skumfiduser.
 

 
Curly Bill Brocius, 11,6 % mezcal barrel aged double mash imperial stout. Så burde grundbrygget kunne bære en vis form for lagring, men hvordan er det nu lige det er med mezcal? Grundlæggende er det en spiritus lavet på agave, lige som tequila, men tequilaen må kun laves på den blå agave, mens der er mange flere sorter tilladt for mezcal. Og de to spiritusser kommer fra forskellige områder. Jeg blev meget oplyst, fra et ekstremt lavt niveau, af denne side. Men her skal det handle om øllet, og dets 18 måneders tur i mezcal dampe. Duften er lige dele mørk chokolade og spiritus, der har sin egen duft, siger blogbestyreren, hvis næse og mund ikke kender til mezcalen lyksaligheder. Dualismen mellem det mørke søde og det spirituøse fortsætter i smagen. Brygget er blevet blidt og blødt, og der er næsten kun chokoladesødme tilbage fra hvad jeg formoder var urbrygget. Dette bryg har også mistet næsten al muskuløsitet, og det er svært at tro at det holder et tocifret antal alkoholprocenter. Det er lidt bedre end foregående, men jeg kan kun hive tre skumfiduser op af lommen.


Her efter første halvleg må der lige indskydes et par kommentarer om indpakningen, herunder flaskestørrelsen. Det var i mange år en næsten religiøs overbevisning hos denne blogbestyrer at få overtalt Amager Bryghus til at sælge deres øl i mindre størrelser end deres dengang standard på 50 cl. Det lykkedes så endeligt for omkring et års tid siden, og nu kan man, næsten uden følger dagen efter, nyde deres produkter også en hverdag. Men så kommer denne, og andre serier på markedet, og ødelægger fuldstændig de opnåede fremskridt ved at sælge øl op til 17,1 % i 75 cl størrelser. Det er svært at være en introvert ølnyder og samtidig en produktiv enhed på det danske arbejdsmarked/ansvarligt familiemedlem i weekenden ovenpå sådan en slurk. Og sikkert for at forøge eksklusiviteten af produktet har de valgt at forsegle flaskerne med voks, hvilket kun medfører diverse stiksår på fingre og hænder og ikke mange venlige tanker (læs: mange dampende bandeord) til produktudviklingsafdelingen i Kastrup. Det kan da godt være at I til årsafslutningen siger til jer selv, WAUW, vi lavede øl med voks på toppen, men det glæder kun jer. Lad os nu få jeres produkter på 33 cl, flaske eller hvis det skal være, på dåse, og gør nu ikke indpakningen mere oplukningsvanskelig end nødvendigt.
 
Ovenpå denne pauseretirade fortsættes med de to resterende.

Pearl Heart, 12,4 % rye barrel aged rye wine. Rye wine må så ligne barley wine, men med en vis andel rugmalt i brygget. Har tilbragt 11 måneder på Woodford Reserve Rye. Woodford Reserve er et af de ældste og mindste destillerier i Kentucky. Modsat bourbon, som primært laves på majs, bruges der i deres rye, som navnet lader antyde, over 50 % rug, så det samlede produkt i ølflasken er rug med rug på. Duften er kompleks med flere sødlige elementer som karamel og malt, med en mindre påtrængende spiritus end de to foregående samt noget træ. Smagsmæssigt er det type II cellerne i smagsløgene, og dem med receptorer for sødme, der bliver aktiveret/belønnet i starten. Når man lige får dykket ned i væsken er der mange flere lag, både af sødme (malt, karamel, sukker), men også krydderier som kardemomme og muskat og så rugwhiskyens alkoholiske aftryk, der er behageligt afdæmpet eller i hvert fald ikke stikker op som et fremmedlegeme, men glider med strømmen og accentuerer indtrykkene. Det er sødt, men også ret bittert til sidst, og det, sammen med den beherskede rye whisky, frembringer en rigtig dejlig nydeøl. Det bliver 5 pæne skumfiduser.



Og så må jeg, med dødsforagt kaste mig ud i sidste øl:
 
Cullen Baker, 17,1 % whisky barrel aged double mash barley wine, et samarbejdsbryg med Interboro Spirits & Ales, USA. Barley wine plejer i sig selv at være stærke nok, her er den så mæsket dobbelt og ligget på Glen Garioch fad i 13 måneder. Der er en kraftig maltduft med brændt karamel, abrikos, træ og alkohol som tydeligt signalerer, at her er det forbudt for børn. Og skulle poderne alligevel dyppe tungen vil de nok trække den hurtigt tilbage med en hastighed, der ville gøre en tudse misundelig. For duftene er ganget med en 2-3 stykker og konverteret til en fyldig og meget kraftig smagsoplevelser, der er ret domineret af whisky og bitterhed, men med de øvrige noter beskrevet under duft også til stede, dog i mere diskrete mængder. Sødmen, som ellers er typisk for barley wines, er ret undertrykt af fadlagringen og en meget bittert slutindtryk, der formår at udtørre gane og tunge. Det er i den grad en øl der spiller med musklerne og som ikke tager levende fanger. Jeg finder det en smule for meget, og især flaskestørrelsen er for voldsom. Jeg slutter her, efter første glas, og hvis jeg om et par-tre timer finder nye facetter, bliver det tilføjet. På nuværende tidspunkt er den til tre skumfiduser. Og det ender den også på, de samlede 8,4  genstande der var i flasken ændrede ikke på dette.



Hele serien betragtet kunne ikke begejstre mig, kun Pearl Heart fandt jeg gode kvaliteter i. Er ikke sikker på, at jeg investerer i næste omgang.

#2141-2144
 



tirsdag den 28. juli 2020

Black Maniac

Det Lille Bryggeri Black Maniac serie, 13,9 % imperial stout.
 
Som om det ikke var nok med den nyligt opslåede serie, kommer her en ny serie på fire imperial stouts, hvor den første er en grundbryg, mens de øvrige har hver deres tilsætning, som ikke har noget med frugt at gøre.
 
Black Maniac, ren udgave. Duften er malt, chokolade og alkohol. Smagen overrasker lidt med initiel markant lakrids. Sammen med en tydelig alkohol og en tør ristet eftersmag er det eneste modvægt mod sødmefuld malt og chokolade. Samlet er der for meget alkohol i smagen synes jeg og må grue lidt for hvordan udgaverne lagret på romfad og tilsat tørverøget whisky vil tage sig ud, men den tid, den glæde. Grundbrygget får 3-4 skumfiduser.


Black Maniac coffee. Grundbrygget plus tilsat arabica kaffe. Det er ikke sådan at man vælter bagover af kaffeduft, men der anes en smule sammen med malt og chokolade. Smagsmæssigt er der stadig lakrids upfront, efterfulgt af let bitter kaffe. Hvis kaffen ikke formår at afgive megen egensmag, lægger den desto mere dæmper på nogle af unoderne fra Grundbrygget. Alkoholen virker mere nedtonet og varmende, i stedet for sprittet, og der dukker lidt frugt op. Eftersmagen er mere tør og træ. 4 skumfiduser.




Black Maniac, oak aged rhum. Duften af spiritus har i denne udgave ikke overraskende karakter af rom, der lægger en anden nuance af sødme ovenpå grundbryggets aroma. I smagen bliver man knipset hårdt på tungen af noget næsten voldsom træ med med sprut, der her er mere generisk og ikke så rom-specifik. Malten og chokoladen vælter to skridt tilbage og når ikke at rejse sig, før melodien er slut. Den bliver alt for spruttet og uharmonisk og kan kun få 2-3 skumfiduser.



Black Maniac, peat whisky infused. Der er godt med røgduft blandet op med spiritus, og tilsætningen har helt overtaget aromaen. Også smagen er ret tydelig tørverøget whisky, der for sig selv behager blogbestyreren, men her spiller for kraftigt med musklerne og overdøver grundbrygget, der jo ikke helt er en svækling. Whiskyen kommer til at virke sprittet og synes overdoseret, i hvert for min smag. Det burde ellers være lettere at styre det samlede udfald, når man "blot" blander whisky i øllet, i modsætning til at lade det lagre på fade. Her kan jeg heller ikke svinge mig op på mere end de 2-3 skumfiduser.



Det Lille Bryggeris spidskompetence er normalt de mørke og tunge imperial stouts, men her synes jeg allerede det er gået galt i grundbrygget, og når man så hælder mere sprut i, så bliver resultatet, bedømt efter den subjektive skumfidusskala relativt beskedent.

#2137-2140

torsdag den 23. juli 2020

Øldysten #3

Trængte til noget let og forfriskende øl og stemplede derfor fysisk ind hos Østerbro Vin og spiritus. De var leveringsdygtige, så denne gang dyster to sure/syrlige øl mod hinanden.




Wall of bureaucracy, 3,9 % brombær sour fra People like us brewery.

Udseende: grumset, ikke helt teglstensrød, med et lilla islæt
Duft: frisk men ikke mere syrlig end det.
Smag: starter frugtig og sød på en perlende måde og først et stykke ind i smagsoplevelsen dukker en meget let syrlighed op. Kan ske at det er mængden af frugt, der lægger en dæmper, men det bliver ikke det rene safte/sodavand.
Karbonering: kraftigt karboneret, let krop
Samlet indtryk: Med den lave procent kunne man godt tro, at det var en Berliner Weisse type, hvilket den oplevelsesmæssigt også tenderede hen til. Fire pæne skumfiduser.

Dåseteksten er på overfladen en sympatisk opfordring til ikke at stille unødig hindringer i vejen for folk, men kan også tolkes som et ultraliberalistisk brøl om ingen regler. Jeg kan egentlig godt se for mig Mikkeller stå bag begge tolkninger.




Sauer macht lustig, 5,8 % sour fra Flying Couch. Der er anvendt både jordbær, rabarber og habanero i fremstillingen.

Udseende: grumset, ikke helt modent jordbærrød. Næsten intet skum.
Duft: tydelig duft af jordbær og lidt skarp syre, med en tone af vanilje.
Smag: en del jordbær og en del syre som både kan stamme fra fermentering eller rabarber. Frugten når at afgive en smule sødme. Til sidst kommer en let prikken fra chilien, der trækker med over i eftersmagen. Det giver en raffineret og elegant afslutning. Chili skal dosere yderst varsomt i øl, men her er det perfekt.
Karbonering: ret flad øl.
Samlet indtryk: rigtig dejlig øl som er godt komponeret med de tre dele frugt, syre og styrke. Fem-seks skumfiduser.




Det er let at kåre en vinder, for selv om Wall of bureaucracy på ingen måde er dårlig, er Sauer macht lustig klart bedre. Tillykke til Flying Couch.

#2135-2136

tirsdag den 21. juli 2020

Imperial stout serie, del II

Det Lille Bryggeri har begået en serie imperial stouts, hvor der i grundbrygget er kommet forskellige frugttilsætninger. Jeg havde fat i grundbrygget plus det med tilsat solbær og lovede vist mig selv, at få fat i resten af serien. Det er så lykkedes nu, 10 måneder efter første indledende runde.

Imperial stout blåbær, 9 %. Duften er sød malt, chokolade, kaffe og måske en anelse frugt. Smagen kan beskrives stort set på samme måde og det er svært at erkende, at det er blåbær der er tilsat. Ved et enkelt slurk fik jeg blandet så meget luftindtag sammen med væsken, at der hastigt dukkede et erindringsglimt op fra de dybe svenske skove, hvor jeg i barndommen plukkede mange blåbær. Men smagsmæssigt er det nok et lidt for sart bær at give det store fra sig i en mørk stout. Det ender derfor med at blive en stout lidt til den søde side. 4 skumfiduser.



Imperial stout brombær. Klar frugtig aroma, der i min næse ikke siger ren brombær men mere generisk mørke bær. Der er både en let og flygtig, næsten parfumeret del og en dybere, mere intens. Maltaromaen er næsten fraværende. I smagen er der stadig malt og chokolade men glaceret med frugt, der her er mere tydeligt brombær. De får et næsten sprittet udtryk sammen med alkoholen og overdøver andre smage. Lidt spøjs blanding og ved hver anden slurk synes jeg det er fint, mens de andre 50 % gange synes jeg det bliver lidt for meget. Det ender på 3-4 skumfiduser.



Imperial stout kirsebær. De kirsebær der er kommet i minder mest om de syltede af slagsen, både i duft og smag, dvs. med en sød karakter og ikke frisk frugt. Også her går smagen sammen med alkoholen men er alt i alt mindre fremtrædende end brombærrene var. Jeg opfanger også let mandel smag og noget tørt træ i eftersmagen. Tror jeg vil foretrække den originale grundbryg sådan som den smagte i september 2019, men som den er nu, giver kirsebærrene lige lidt ekstra. 4 skumfiduser.



Imperial stout hindbær. En i glasset omslynget væske afgiver en meget let hindbærduft når nu man ved det, sammen med mørk chokolade. Smagsmæssigt ligger hindbærrene også under chokolade som en let syrlig frugt, men den fornemmes ikke sprittet. Jeg har mødt hindbær før i øltypen og denne er en fin udgave af blandingen. Fire skumfiduser.



Det er svært at sige hvilken af de 5 ekstraøl, jeg bedst kunne lide. Jeg fornemmer, at grundbrygget har ændret sig en del i de 10 måneder siden jeg smagte de to første øl. Dengang var der lidt mere kant i grundbrygget. Nu fremstår det ret entydigt sødt og så bliver det lidt svært for nogle af tilsætningerne at tilføre det ekstra. Men i denne runde var hindbærrene nok lige en tand bedre, mens brombærrene ikke fungerede for mig.

#2131-2134

fredag den 10. juli 2020

Herslev årgangskasse

Herslev bryggeri havde en årgangskasse til salg med kuriositeter og årgangsbryg. Til Danske Ølentusiasters festival plejer det altid at være givtigt at komme forbi Herslevs stand og smage øl af netop denne type. Når så vi blev corona-snydt for festival i år, var her en mulighed for at tage revanche. Det tilbud udnyttede jeg og fik følgende øl tilsendt. Første tre er fra en serie de kalder Unik.

Rug saison collab, 7%, brygget med litauiske Sakiskiu Alus. Det kobberfarvede bryg tilbyder sig med let røg og honning i aromaen. Der er både malt- og honningsødme i munden, mens røgen næsten ikke lader sig smage. Gæren er lidt undertrykt, jeg fanger ikke rigtig nogle typiske saison noter. Det slutter let krydret og næsten uden bitterhed. 4 skumfiduser.


Vintage hø Brettanomyces, 7,3 % sour. Den første batch høøl, der har ligget 12 måneder på rødvinsfad sammen med Brettanomyces gær. Af treenighed syre, vild gær og fadpræg, er det absolut grundbryggets syrlighed, der sættes tonen. Dog fornemmes det en smule mere afdæmpet end i den originale høøl, og det understøttes af en snert af brettens vildskab, hvor en tørhed støvet notes gør sig bemærket. Syrligheden kan beskrives som citron, jordbær og stikkelsbær, altså ikke en rentoning i c-vitamin-dur. Det samlede bryg virker også en snert mere fyldigt, men det er nok smagen snarere end væskens viskositet, der gør det, herunder en meget lille fad præg. Super lækker - hvis man skulle ønske noget, så skulle det være lidt mere fremtrædende Brett, men det er nok svært i al syrligheden. 4-5 skumfiduser.



Jubilæums Rugøl 2019, 11 %, lagret på whisky fad. Brygget i anledning af bryggeriets 15 års jubilæum. Temmelig mørk, maltet duft, med lette noter af whisky. Sød, blød og cremet i munden til at begynde med, med malt og kandis. Der følger bitre noter, som nok mest er whiskyen/fadet, men i øvrigt gør turen i fadet ikke meget mere væsen af sig end en snert af sprut, og tak for det underspillede, det holder jeg mest af, når det handler om præg af stærkt alkohol fra fade. Det ender lidt tørt, træbittert og krydret, og selv om det er lidt til den søde side, er der kræfter, der trækker den anden vej. En nydeøl til 4 store skumfiduser.




Der var også to flasker af Mjølner, deres barley wine, fra to årgange.

Mjølner, 11 % barley wine. 

Årgang 2009. Æble og jordbær i næsen. Kraftig sød malt, meget som brændt karamel. Træ, rødvin, balsamico eddike og ret vinøs. Pære fornemmes i eftersmagen. Lækker sød sag, med let skarp kant, der ridser let i den karamelliserede overflade. 5 skumfiduser.



Årgang 2010 præsenterer sig lige så fint i glasset som 2009 årgangen, og der er, både alder og øltype taget i betragtning, pænt med skum. Duften minder meget om forgængeren, men den er knap så skarp og med mindre frugt. Smagsmæssigt står den søde karamel mere uprovokeret i centrum og tilføres noget lakrids. Alkoholen virker også en smule mere fremtrædende, når de øvrige elementer står på samme banehalvdel. Kun allersidst fornemmer jeg en svag træ-eddikesmag, men det er diskret. Der er klar forskel mellem de to flaskers indhold og spørgsmålet er, om det er forskellen i lagringstid eller i brygning, der giver de to øl hver deres udtryk. 2010 er lækker, men kunne nok godt bruge en smule mere modhager, men fortjener snildt de 4-5 skumfiduser.


Dejlige øl fra Herslev.

#2126-2130

torsdag den 11. juni 2020

Mærkelige øl #2

Andet indlæg i serien og her er det både ingrediens og gæring, der er "mærkelig".

Ananas bruin, 7 % tepache fra Laboratoriet/Brygbrygbryg. Tepache er en gæret drik fremstillet af skræl og skorpe fra ananas; her en belgisk bruin primær fermenteret med ananas og derefter med en ølgær (vist nok saisongær hvis jeg husker rigtig hvad Mikkel fortalte). Det har resulteret i en lidt tynd bruin med en tydelig syrlig note fra ananas. Jeg synes ikke, at stilarten og frugten rigtig spiller sammen og det bliver ananasen, der vinder kampen om smagsløgenes opmærksomhed. Forestiller mig, at det ville være bedre i en lysere øltype som Berliner Weisse eller gose måske. Hører i hvert fald hjemme i denne anmelderserie. 3 skumfiduser.


#2125

lørdag den 23. maj 2020

Brett serie fra Brygbrygbryg

Brygbrygbryg og brett - hvad kan gå galt? Desværre, og tilsyneladende, en del.

Brauch, 8,3 % røget brett ale. Duften afslører mest dets røgede ophav, kun en anelse funky noter fra Bretten. I munden er der et sammenstød af de større og måske med en tredjepart involveret. Røg og gær støder sammen og enten giver det en slags syrlig effekt, eller også er det noget måske utilsigtet. Det syrlige dominerer og det er synd, for der er antydning af lækker Brett under den og under den også ganske kraftige røgsmag. Samlet fungerer det ikke rigtig for mig. Jeg fik ved indkøb at vide at den endnu ikke var karboneret nok, men selv efter en uge i stuetemperatur var der ikke sket særlig meget på den front, så øllet fremstod også ganske fladt. Desværre kun 2 skumfiduser. 

 

Brearl, 5,8 % egetræslagret brett ale med bergamotte-te. Duften lover fin brett med diskrete farmhouse noter. Smagsmæssigt bliver det igen lidt overhalet af en heldigvis let syrlighed, som jeg er lidt i tvivl stammer fra bergamotte teen, eller er noget utilsigtet under produktionen. Det er dog mindre larmende i denne øl, selv om den som sagt overdøver de funky smagsnoter jeg havde håbet på. 2-3 skumfiduser.



Breach, 5,5 % egetræslagret brett ale med fersken-te. Duften er her sødlig-vammel, med noget ferskenduft. Smagsmæssigt er der en frisk ferskensmag, men den mangler brett-komponenten. En lagring på eg er også svær at erkende i denne som i foregående. 3 skumfiduser.




Brasmin, 5 % egetræslagret brett ale med jasmin-te. Sidste omgang brett, og melodien er desværre den samme. Duften har en svag antydning af brett, men smagen er frugtig og sådan ret jævnt uinteressant. Næsten ingen karbonering i denne. Egetræslagring? Brett? Det står på flasken (etiketten) men er meget svær at genfinde i flasken. 2-3 skumfiduser.



Samlet havde jeg høje forventninger til denne kvartet, både ud fra beskrivelse, men også tidligere oplevelser med Brygbrygbryg. Her gik det så galt. Er de sendt på markedet for tidligt? Er de ikke (flaske)gæret nok? Er tilsætningen af frugtteerne for kraftig? Er hygiejnen svipset? Det sidste må jeg nok trække lidt i land på. Mikkel fra bryggeriet fortæller, at en syrlighed var meningen. Men en serie der lanceres som en Brett serie bør altså have tydeligere karakter end det frembragte. 

#2121-2124 

tirsdag den 5. maj 2020

Tre nye ipa-ish fra Amager

The talented Flying Couch, 4 % tørhumlet hazy session ipa, i Amager bryghus' serie Talents & Legends. Det er pudsigt som tingene udvikler sig. I dag kan en øl i ipa-spektret ikke blive plumret nok, men selv med det in mente er dagens ophæld i en klasse for sig. Men, man har jo vænnet sig til det. Lækker, let drikkelig øl, med massiv frugtsmag, der indeholder passionsfrugt, ananas og appelsin, mens næsen også har kogle og skovbund. Der er brugt en humle, jeg ikke har hørt om før, Sabro. Det er en tidligere eksperimenthumle, HBC 438, der for et par år siden kom rigtig på markedet. Når jeg læser om den, skal den angiveligt indeholde noter af kokosnød, cedar og mynte. Det kan jeg nu ikke genfinde her, men så er det heller ikke en single hop øl. Fin og dejlig fra to bryggerier, der mestrer ipa-genren. 4 skumfiduser.



Lambert van Haven, 5,7 % baroque power ipa (=dobbelt tørhumlet ipa). Navngivet efter en dansk arkitekt og maler. Brygget til Amager Bryghus taproom Nørreports 1 års fødselsdag, og som sådan vist tænkt udkomme som fadøl, men det er der ikke meget salg i under disse COVID-19 tider. Der er smæk på skillingen både hvad angår frugtig aroma og smag, med stærk tropik, og en ret betydelig slutbitterhed (IBU hele 160), der lige stryger hårene den anden vej. Men der er også et sammenrend af ikke mindre end 10 humler i brygget. Er det her en stil Amager er hjemme i? Har vi set det før? Gør det noget? Ja, ja og nej - 4 skumfiduser.


Walther, the baby bat, 8,5 % tørhumlet tåget dobbelt-ipa. Så er vi ude i den dobbelte stil, som normalt betyder udfordringer for DudeBeering. Vi har da også her at gøre med en tung, maltet, syltetøjsagtig drik, med masser af heldigvis frisk frugt, der får løsnet lidt for det tunge indtryk, den potente øl først giver udtryk for. Appelsin, citron, let ananas er nogle af frugterne, som er endestation i de synaptiske signaler drikken giver fra rejsen fra i min mund til min hjerne. Lidt mere letdrikkelig end en typisk dobbelt-ipa, men stadig en lidt tung masse, der ikke skal/kan tylles en sommervarm dag. 3-4 skumfiduser.


#2118-2120