Sider

fredag den 27. december 2019

Jul fra Fanø

Jeg var heldig at falde over et par øl fra Fanø Bryghus, der desværre sjældent ses i de butikker jeg frekventerer. De kommer med som sene deltagere i den reducerede juleølsgennemgang.
 
Fruit cake, 5 % belgisk ipa med tilsat ananas, mango, abrikos og appelsinskræl, fra Fanø bryghus. Tydelig frugt i næsen hvor i hvert fald ananas og mango bemærkes. Der er også en lidt spids afslutning. Smagen er en stor del frugtcocktail og en mindre, men alligevel tydelig gærandel. Den er som henad i en saison, med krydrede, bitre noter som peber og koriander. Belgisk ipa synes jeg normalt er en misforståelse, gæren passer ikke sammen med den megen humle, men i denne aftapning med alt dens tilsatte frugt går det bedre. 4 skumfiduser.
 
 

Get scrooged, 8 % humlet red ale. Min næse mødes af megen karamel, men det virker knap så sødt. Derudover også en del humlearoma med karakter af fyr og skovbund. Superblødt glider første slurk ind og smyger sig om tunge og smagsløg. Det er karamelsødt, men også lidt tørt på samme tid og bakkes op af humlen der med fyr, træ og bitter appelsin giver fin modvægt. Minder vel lidt om skotsk (red) ale i moderne fortolkning, og det er jo ikke skidt; de 4-5 skumfiduser er således velfortjente.
 
 

To lidt atypiske men rigtig fine bud på juleøl.
 
#2077-2078

Ingen kommentarer:

Send en kommentar